P

Seks tidligere drengeskuespillere har i kapitel 1, 2 og 3 fortalt, at de stadig lever med konsekvenserne af de overgreb og krænkelser, de beskylder instruktør Lasse Nielsen for at have udsat dem for i 1970’erne. Nu fortæller i alt 16 kvinder, at de blev misbrugt af Nielsens medinstruktør, Ernst Johansen. Instruktøren var allerede dømt for overgreb, da han lavede ‘Du er ikke alene’. Under optagelserne til sin næste ungdomsfilm forgreb han sig på flere mindreårige piger. En af dem, der i dag anklager ham for overgreb, er Janni Olsson, der i dette kapitel tager til Thailand for at konfrontere ham. »Jeg havde en periode i mit liv, hvor jeg har gjort en hel masse lort«, siger Ernst Johansen, men afviser anklagerne om voldtægt.

Læs tidligere kapitler her.

Janni Olsson har taget en pæn kjole på og friseret sit lange, mørke hår. Hendes mønstrede kjole er lidt krøllet efter den lange tur i kufferten.

Hun er rejst over 9.000 kilometer fra sit rækkehus i Greve til det østlige Thailand, fordi hun vil se en mand fra sin fortid i øjnene. En mand, hun i dag siger, udsatte hende for noget, hun har forsøgt at fortrænge i næsten 40 år.

Natteluften i Thailand er varm og fugtig, og man kan høre cikader synge, mens nabolagets hunde gør. I den ene hånd har Janni Olsson et plastikchartek med sort-hvide fotos. Det er øjebliksbilleder fra hendes barndom i 1970’erne, hvor hun spillede teater i fritidsklubben Borup i Københavns Nordvestkvarter.

På et af fotografierne er hun klædt ud som en af de syv små dværge iført et kunstigt skæg i en opsætning af ’Snehvide’. På et andet foto fra 1978 er hun 13 år gammel og står ved siden af skuespilleren Ove Sprogøe. Fotoet er fra ungdomsfilmen ’Krigernes børn’, hvor Janni Olsson havde en statistrolle. Man kan genkende hendes næse og de nysgerrige øjne.

Janni Olsson ved, at manden fra hendes fortid bor derinde i huset, men hun aner ikke, om han er hjemme. Om hun er rejst de mange kilometer forgæves.

Hun er taget til Thailand for at opsøge Ernst Johansen, som i dag bor i landet under et andet navn. Han var en af Jannie Olssons favoritpædagoger i fritidsklubben i Nordvest. Senere blev han også hendes instruktør, da hun spillede med i hans stort opsatte og offentligt støttede film ’Krigernes børn’. Filmen var Ernst Johansens tredje ungdomsfilm efter publikumssucceserne ’La’ os være’(1975) og ’Du er ikke alene’ (1978), der gjorde ham og hans medinstruktør Lasse Nielsen til nogle af 1970’ernes mest omtalte instruktører.

I snart fire årtier har Janni Olsson skammet sig over, hvad Ernst Johansen udsatte hende for dengang. Nu vil hun placere skammen, hvor den hører hjemme.

Med sig har hun ikke bare sin egen historie, men også historierne fra 15 andre voksne kvinder, der fortæller, at de var udsat for systematisk grooming og omfattende seksuelt misbrug fra Ernst Johansen, da han var deres pædagog eller instruktør på de film, de som børn spillede med i.

Janni Olsson spørger efter Ernst Johansen foran husets blå gitterport. En kvinde lukker hende ind og finder en kurvestol frem og beder hende om at sidde ned.

52-årige Janni Olsson har brugt lang tid på at forestille sig dette møde. Alligevel overrasker det hende, hvor meget Ernst Johansen ligner sig selv, da han kommer ud af huset klædt i hvid T-shirt, shorts og en khakifarvet jakke. Hun kommer Ernst Johansen i møde.

»Hej«, siger Janni Olsson og søger hans blik.

»Kan du genkende mig?«.

Fritidsklubbens rare hyggeonkel

Dengang i begyndelsen af 1970’erne var det nærmest umuligt at få den 6-årige Janni Olsson til at gå hjem fra Borup Fritidsklub. Klubben, der lå lige over for hendes barndomshjem i Københavns nordvestkvarter, var et magisk sted for skolepigen.

»Klubben var mit hellige, elskede sted«, siger hun i dag.

I det gule bindingsværkshus var der i 1970’erne både læder- og keramikværksted. Noget af det bedste var klubbens teater. Her drømte Janni om en dag at få lov til at få en af hovedrollerne, når de spillede eventyr som ’Snehvide’. Pædagogen, der stod for klubbens teater, hed Ernst Johansen. En rar, lidt kraftig legeonkel med bakkenbarter, der var god til at spille på guitar.

Som 11-årig flyttede Janni Olssons familie fra København. Noget af det, hun savnede allermest ud over alle de gode kammerater, var klubbens teater.

To år senere, i 1978, hørte hun, at en ny film søgte efter børneskuespillere. Hun genkendte et navn i forbindelse med filmen: hendes gamle pædagog Ernst Johansen. Pædagogen var instruktør på den kommende film ’Krigernes børn’. I filmen flygter en gruppe børn fra et krigersamfund med brutale voksne. I stedet ankommer børnene til en ø, der umiddelbart virker mere civiliseret, men i virkeligheden også er et samfund fuldt af vold.

Der dukkede massevis af børn op til prøvefilmningen på Amager. Ernst Johansen var blevet et kendt navn på filmscenen, efter at han sammen med pædagogkollegaen Lasse Nielsen havde lavet ’La’ os være’ og ’Du er ikke alene’ – to af 1970’ernes mest populære ungdomsfilm.

Janni Olsson blev glad, da Ernst Johansen kunne genkende hende. Og hun blev nærmest lykkelig, da hun i efteråret 1978 fik besked om, at hun var udtaget til at være med i filmen. Godt nok var det ikke en af hovedrollerne, men det betød ikke så meget. Hun skulle spille sammen med kendte skuespillere som Lone Kellermann, Ove Sprogøe og sangeren Otto Brandenburg.

Spil ophidset

Det var skidekoldt at spille med i ’Krigernes børn’. Det er en af de ting, Janni Olsson husker bedst fra de mange udendørs filmoptagelser ved Roskilde Fjord under det, der blev kaldt polarvinteren 1978-79.

Janni spillede fiskerpige. Ud over at have scener sammen med Ove Sprogøe, der viste sig at være endnu rarere i virkeligheden, end han var på film, betød det også, at hun fik sat hår præcis som en rigtig skuespiller. Frisøren flettede hendes brune hår og rullede det op som frikadeller ved hvert øre. Janni lignede en 13-årig udgave af prinsesse Leia fra ’Star Wars’.

På optagelserne stod Janni Olsson mest i baggrunden som statist, men en dag sagde instruktør Ernst Johansen, at han ville give hende en chance. I en scene skulle hendes fiskerpige få en krog i fingeren og spille ked af det. For Janni Olsson var det stort. Det blev den bedste dag på hele filmen.

På et tidspunkt efter den vellykkede scene kom Ernst Johansen over til hende og virkede entusiastisk. Det drejede sig om en mulig større rolle i hans næste film. Instruktøren ville godt prøve hende af i nogle øvelser, som de kunne lave efter filmoptagelserne, husker hun i dag, at han sagde.

Det begyndte med en stående rolleøvelse, som hun ikke syntes, gik så godt. Så gav Ernst Johansen hende besked på at sætte sig i stuens sofa og spille seksuelt ophidset, erindrer Janni Olsson.

»Det var enormt svært. Det var en blanding af gerne at ville gøre mit ypperste og gøre det, som Ernst bad mig om, samtidig med at det var mega grænseoverskridende«, siger Janni Olsson i dag.

Så bad instruktøren hende om at tage tøjet af, husker hun. Først lidt, så lidt mere, indtil hun var nøgen på sofaen. På et tidspunkt satte han sig selv på sofaen. Så lagde han sig ned tæt op ad hende. Det var ubehageligt for Janni at ligge nøgen og forsøge at spille ophidset så tæt på sin gamle pædagog. Men hun pakkede ubehaget væk og blev ved med at prøve at gøre præcis, som han instruerede.

»På den ene side var jeg lammet indeni, men samtidig prøvede jeg at overbevise mig selv om, at det her var okay. Sådan skulle det være, hvis man ville være skuespiller«, husker hun.

Janni Olsson kan i dag ikke huske, hvordan Ernst Johansen fik sit eget tøj af. Men hun husker, hvordan han lå bag hende på sofaen.

»Jeg kunne mærke hans pik forsøge at støde ind i mig et sted, hvor den ikke havde noget at gøre. Men jeg skældte ikke ud eller sagde fra. Det var jo stadig Ernst, som jeg følte, jeg havde kendt hele min barndom og var tryg ved. Jeg kunne kun finde ud af at søge væk og vise med mit kropssprog, at jeg ikke brød mig om det«.

(video herunder)

På et tidspunkt stoppede Ernst Johansen med at forsøge at voldtage hende, erindrer hun. Janni forstod ikke, hvad der foregik. Inden i hende var det hele et stort kaos.

I dag er det sløret, hvad der skete bagefter. Hun må være blevet kørt til en station for at taget toget hjem til sine forældre på Midtsjælland, men hun kan ikke huske det.

»Jeg var jo kun 13 år gammel. Jeg ved ikke, om ordet ’pædofil’ overhovedet eksisterede. Børnelokker måske, men det var ikke noget, jeg forbandt med Ernst. Jeg var simpelthen så chokeret over, at en, jeg stolede på, kunne lokke og lyve på den måde«, siger hun.

Da hun kom hjem til sine forældre, sagde hun intet om, hvad der var sket hos Ernst Johansen. Det gjorde hun først langt senere.

På det tidspunkt havde en teenagepige, der ligesom Janni Olsson havde haft en mindre rolle i ’Krigernes børn’, kastet sig ud foran et tog på Birkerød Station.

16 kvinder fortæller om misbrug

Janni Olsson er kun én af de kvinder, som i dag står frem og fortæller, hvordan instruktøren og pædagogen Ernst Johansen misbrugte hende.

I løbet af knap to år har Politiken i samarbejde med TV 2 fået kendskab til 16 kvinder, der beretter, at de blev udsat for systematiske seksuelle overgreb af Ernst Johansen. Sagerne strækker sig over en periode på 12 år fra 1971 til 1982.

Tre af sagerne er han blevet dømt for tilbage i 1970’erne og 1980’erne. Dengang benægtede han ikke i retten, at han havde haft »samleje og seksuelle relationer« med de mindreårige piger. Men de ville det selv, gentog han flere gange. Nu omkring fire årtier senere fastholder han, at han aldrig har voldtaget nogen, men siger blandt andet også, at »jeg havde en periode i mit liv, hvor jeg har gjort en hel masse lort«.

For de i dag voksne kvinder er der ingen tvivl: Der var tale om overgreb. Både overgrebene og forløb, de fortæller ledte op til, har meget tilfælles: nemlig at Ernst Johansen misbrugte sin position som instruktør eller pædagog til først at vinde pigernes tillid og blive alene med dem under påskud af at skulle øve en rolle og dernæst overskred deres grænser en efter en.

Ud over Janni Olsson står 8 kvinder, der gik på fritidsklubben Borup i Nordvest, frem og fortæller, at Ernst Johansen udsatte dem for voldtægt eller anden form for seksuelt misbrug, da han var deres pædagog og teaterunderviser i klubben. Deres historier om overgreb har aldrig tidligere været offentligt fremme.

En af dem er Marina Vejby Knudsen, der gik i klubben samtidig med Janni Olsson. Hun var bare 11 år, da Ernst Johansen i 1976 udsatte hende for en fuldbyrdet voldtægt efter en teaterprøve i klubben, fortæller hun.

De syv andre kvinder fra Borup Fritidsklub er anonyme af hensyn til deres familier, men Politiken kender deres identitet.

»Vi har ikke været mere end de der 10-12 år. Hvis vi ville med i en film, så var det det, der skulle til. Det var ikke noget, vi talte om. Vi fik besked på at holde mund, ikke?«, siger en af kvinderne.

De overgreb, to af de anonyme kvinder fra klubben fortæller om, førte allerede i 1977 til en dom til Ernst Johansen for seksuelt misbrug af mindreårige.

På det tidspunkt havde han allerede været sigtet for seksuelt misbrug af mindreårige piger på institutionen Rønneholm i Rødovre i 1971, hvor han arbejdede som pædagog – en sag, som anklagemyndigheden afviste at tage op dengang. I dag fastholder to af kvinderne fra Rønneholm, at de blev udsat for seksuelt misbrug dengang.

Sigtelsen i 1971 og dommen i 1977 stoppede imidlertid ikke Ernst Johansen. Efter premieren på ’Krigernes børn’ i 1979 blev instruktøren for anden gang dømt for seksuelt misbrug. Denne gang af fire 14-årige piger, der havde spillet hovedrollerne i ’Krigernes børn’. Det førte i 1981 til en dom på 8 måneder.

Heller ikke det stoppede ham. I 1984 blev Ernst Johansen for tredje gang dømt for seksuelt misbrug af en 14-årig pige, som boede tæt på den videobutik, han i 1980’erne drev.

For mange af de i alt 16 kvinder er det i dag allerførste gang, de fortæller offentligt om overgrebene. Andre har kun fortalt om deres overgreb som vidner i retssagerne. Først nu – som voksne – har de fået modet til at fortælle offentligt om deres oplevelser, som har præget dem med følelser som skyld og skam. De håber, at de ved at stå frem kan give andre modet til at bryde det tabu, der er forbundet med seksuelt misbrug.

Hvad skal forhindre ham i at slå mig ihjel?

En af dem, der nu står frem, er Susanne Bøgeløv Storm. Hun var en af de fire piger, der spillede hovedrollerne i ’Krigernes børn’ og dengang vidnede i retssagen mod Ernst Johansen.

I dag er hun uddannet skuespiller og har sin egen virksomhed. I 1978 var hun en udadvendt og glad 14-årig pige fra København med et karakteristisk smil, der afslørede en charmerende skæv fortand.

Det var hendes største drøm, der gik i opfyldelse i efteråret 1978, da hun fik rollen som krigerpigen Ilni.

»Wauw, var min første tanke. Ernst Johansen havde lavet en af mine yndlingsfilm, ’Du er ikke alene’. Nu skulle jeg være med i en af hans film. Jeg havde en følelse af spændthed og eufori, når jeg tænkte på de kommende filmoptagelser det efterår. Det var lidt ligesom juleaften«, husker hun.

Lige fra begyndelsen af prøvefilmningerne var instruktøren Ernst Johansen helt tæt på Susanne Bøgeløv Storm og de andre børneskuespillere. At stå foran et kamera var nyt, men instruktøren sørgede for, at hun følte sig tryg ved det uvante. Ernst Johansen lyttede til hende og spurgte ind hendes problemer med kammerater eller forældre. Susanne følte, han var på børnenes side. Hun tænkte, man kunne snakke med Ernst Johansen om alting.

Det var en dag, kort inden filmoptagelserne gik i gang, at instruktørens misbrug af Susanne Bøgeløv Storm begyndte, fortæller hun.

Ernst Johansen havde inviteret teenagepigen ud at spise med den jævnaldrende medskuespiller Janek Lesniak, der skulle spille hendes kæreste i filmen. Den dag mødte hun op som aftalt op i instruktørens stuelejlighed på Strandboulevarden på Østerbro, hvor han boede med sin kone og børn.

Forløbet er beskrevet i hendes vidneforklaring fra retssagen i 1979, og hun husker det også i dag.

Hun husker, at han satte en scene i gang, hvor hun skulle forestille sig, at hun var en elev, der forførte sin lærer – en rolle, han skulle spille, forklarede han. Rollen krævede, at hun skulle tage sit tøj af. Scenen skulle foregå i soveværelset.

Den formiddag voldtog Ernst Johansen Susanne Bøgeløv Storm for første gang, fortæller hun.

»Det er først, da han trænger ind i mig, at jeg opdager, at han er i gang med at voldtage mig. Indtil da har jeg været fuldt overbevist om, at jeg var i gang med at spille en rolle. Jeg var i chok, altså i en decideret choktilstand ude af stand til at handle«, siger hun.

»Samtidig var det ekstra forvirrende, fordi jeg jo troede, vi havde et fortrolighedsforhold, et venskab. Det var utrolig svært at kapere«, husker Susanne Bøgeløv Storm.

(video herunder)

Da han var færdig, husker hun, hvordan han grinede til hende. Det her var en hemmelighed, de to havde sammen, lod han forstå.

Efter voldtægten kørte de til Hareskoven for at hente medskuespilleren Janek Lesniak. På vejen stoppede de for at spise en bøfsandwich, som der står i Susanne Bøgeløv Storms forklaring fra retssagen. Det var, som om ingenting var sket.

Susanne Bøgeløv Storm fortalte ikke om voldtægten til nogen.

»Jeg skammede mig helt vildt. Jeg havde en virkelig stor skyldfølelse, fordi jeg i mit barnesind konkluderede, at jeg selv havde været med til det. Han fik mig til at føle, jeg var medskyldig«, siger Susanne Bøgeløv Storm i dag.

Over længere tid havde han vundet hendes fortrolighed og loyalitet.

»Det var en ekstremt tilrettelagt manipulation. Han groomede mig ved at give mig omsorg, opmærksomhed og skabe tillid. Det ord fandtes jo bare slet ikke i 1970’erne«, siger Susanne Bøgeløv Storm.

Hun sagde det heller ikke, da det skete to gange mere i løbet af optagelserne i en lille lejlighed i Nordvest, efter at Ernst Johansen havde sagt, han ville køre hende hjem efter filmoptagelserne.

En af aftenerne, alene med instruktøren i lejligheden, frygtede hun for sit liv. Han sagde, at han jo egentlig kunne gøre med hende, hvad han havde lyst, husker hun. Da slog det hende, hvor meget større og stærkere end hende den granvoksne mand egentlig var.

»Der blev jeg ramt af et kæmpestort angstanfald, hvor jeg havde svært ved at trække vejret. Pludselig opdagede jeg min sårbarhed. Hvad skulle forhindre, at han slog mig ihjel i den her lejlighed?«, husker Susanne Bøgeløv Storm, at hun tænkte.

Imellem overgrebene fortsatte filmoptagelserne som normalt. Inden i den 14-årige pige herskede en bagvendt logik: Hvis bare hun ikke nævnte overgrebene med et ord, var det, som om det aldrig var sket.

»Så blev jeg rigtig, rigtig bange«

Heller ikke hendes filmveninde, Stine Olsen, der spillede rollen som fiskerdatter, fortalte om Ernst Johansens overgreb. For den 14-årige hestepige fra Farum skete det, ligesom første gang for Susanne Bøgeløv Storm, i instruktørens lejlighed på Østerbro, fortæller hun.

Instruktøren havde bedt hende om at komme hjem til sig under det påskud, at de skulle arbejde med hendes generthed og øve på en mulig rolle i hans næste film.

Rollen krævede nøgenhed, og derfor skulle hun først tage så meget tøj af, som hun turde, husker hun, at han sagde.

Lidt efter lidt afklædte Stine Olsen sig, så hun stod i bluse og trusser. Han fortalte hende, at hun i rollen som elev skulle liste ind i soveværelset og vække læreren ved at hive dynen af ham.

Ernst Johansen ville have hende til at tage scenen om igen og igen. Han bad hende om at tage mere tøj af, og til sidst havde hun ikke mere på. Da hun hev dynen af ham tredje gang, havde instruktøren pludselig heller ikke tøj på.

»Så blev jeg rigtig, rigtig bange. En af mine tanker var, at han kunne have en kniv. Den der angst ... Hvad ville han gøre ved mig, hvis jeg ikke gjorde, som han sagde? Jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg gerne ville leve mere«.

(video herunder)

Ernst Johansen var tyk og føltes tung oven på hende, erindrer Stine Olsen. Hun husker, hvordan voldtægten forekom hende at stå på i evigheder. Men overgrebets detaljer har hun i dag slettet:

»Jeg har sådan en klæbehjerne, hvor jeg kan huske detaljer helt ned til, jeg var to år gammel. Det her har min hjerne lukket af for. Det var min måde at overleve«, siger hun.

Inden hun gik derfra, sagde instruktøren, hun skulle holde det, der var sket mellem dem hemmeligt. Hun var jo kun 14 år, forklarede hun dengang i retten, at han havde sagt. Det, de havde gjort sammen, var jo ulovligt.

Inden voldtægten drømte Stine Olsen, at hendes første gang skulle være helt perfekt med en dreng fra filmen, hun kendte og var forelsket i.

»Det stjal han også fra mig«, siger hun i dag.

»Han har stjålet så meget. Også min tiltro til, at andre mennesker vil en det godt«.

Bagefter på filmsettet blev hun ofte ramt af en angstfuld kvalme ved tanken om, at nogen skulle opdage, hvad der var sket. Hun fortsatte, så godt hun kunne, som om intet var forandret.

Det samme gjorde Susanne Bøgeløv Storm og to andre af hendes medskuespillere. Indtil én af dem en dag brød grædende sammen på settet.

The show must go on

Hvem af dem der sagde det først, kan Susanne Bøgeløv Storm og Stine Olsen ikke huske i dag. Men da først de fire piger begyndte at snakke sammen, var det svært for dem at stoppe igen. De fandt ud af, at Ernst Johansen havde brugt samme fremgangsmetode med dem alle fire: blive alene med dem under påskud af at skulle øve en rolle, få dem til at tage tøjet af lidt efter lidt og få dem til at spille rollen som en elev, der skulle forføre sin lærer.

Susanne Bøgeløv Storm husker, hvordan de svor hinanden til tavshed. Ingen af dem havde sagt det til deres forældre. En af pigerne fortalte senere i retten, at hun havde betroet sig til en veninde fra filmsettet og venindens mor. Det var sket, efter at pigen var vågnet op fra et mareridt – skrigende.

Det var ubærligt for Susanne Bøgeløv Storm at forestille sig, at det hele kom frem. Det måtte det bare ikke. Hun skammede sig så utroligt meget. Var det noget, de havde sammen, sådan som Ernst Johansen havde sagt? En følelse af skyld klæbede til hende.

Stine Olsen husker, hvordan pigerne i deres omklædningsrum græd sammen. På et tidspunkt besluttede de sig alligevel for at sige det til en af de voksne fra filmen. Valget faldt på en voksen skuespillerkollega, de alle sammen godt kunne lide.

Han virkede indigneret og chokeret, da pigerne fortalte ham om, hvad Ernst Johansen havde gjort ved dem. Men deres betroelse fik ingen konsekvenser.

Det endte ifølge vidneforklaringerne med, at nogle af pigerne også fortalte om overgrebene til filmens produktionsleder, den i dag afdøde filmproducent Lars Kolvig.

Da pigerne blev afhørt af politiet i den retssag, der senere fulgte, forklarede de, at de opfattede det, som om produktionslederen i første omgang ikke troede på dem.

Af retsdokumenterne fremgår det af produktionslederens egen afhøring, at han spurgte pigerne, om de havde sagt det til deres forældre. Det havde de ikke. Han spurgte så, om han skulle gå videre med det til deres forældre eller til Ernst Johansen. Det afviste de. Det endte med, at produktionslederen indvilgede i, at pigerne i hvert fald ikke skulle være alene med instruktøren på resten af optagelserne.

Ingen af forældrene fik nogensinde at vide af produktionslederen, hvad der var sket med deres børn. Til gengæld fortalte Lars Kolvig til Ernst Johansen, hvad pigerne havde fortalt ham.

Foreholdt de alvorlige beskyldninger indrømmede instruktøren, ifølge retsdokumenterne, over for Lars Kolvig, »at der var nogle forhold«. Men instruktøren forsikrede ham om, det ikke var sket under optagelserne.

Produktionslederen sagde, at det var uansvarligt af Johansen, og at han fremover ikke måtte være alene med pigerne eller køre dem hjem. Men nu måtte de få filmen færdig »på den bedst tænkelige måde«, sluttede han. Dét var Ernst Johansen enig i. Derefter fortsatte filmoptagelserne som planlagt.

Efter samtalen med Lars Kolvig fik pigerne en fornemmelse af, at alle på settet vidste, hvad der var sket med dem. Af Lars Kolvigs vidneforklaring fremgår det, at han i hvert fald fortalte, hvad pigerne havde sagt, til filmens producent og øverste chef, Just Betzer, den senere blandt andet producerede den Oscar-belønnede ’Babettes gæstebud'. Just Betzer døde i 2003.

I Lars Kolvigs vidneforklaring om de to mænds samtale om overgrebene på pigerne står der konstaterende:

»Vidnet (Lars Kolvig, red.) talte med producenten (Just Betzer, red.), og de blev enige om, at da forholdene havde fundet sted, før optagelserne var begyndt, og således ikke havde så meget med filmen at gøre, ville man fortsætte med tiltalte som instruktør«.

Filmoptagelserne fortsatte. Flere dage var det dog svært at gennemføre optagelserne, fordi pigerne græd.

Han sagde, det var min skyld

Selv om Ernst Johansen havde fået forbud af produktionslederen mod at være alene med pigerne, hentede han en dag flere af dem inden en optagelse, fortalte flere af pigerne i retssagen.

I bilen bebrejdede han dem i stærke vendinger, at de havde fortalt det til de andre voksne på filmen. Han kunne jo komme i fængsel, hvis det blev offentligt kendt, sagde han ifølge pigernes forklaring i retsdokumenterne. Han forlangte at få at vide, hvem de ellers havde sagt det til. Pigerne havde fortalt det til de jævnaldrende drenge fra filmen, svarede de.

Senere holdt instruktøren derfor et møde med flere af drengene, hvor han fortalte dem, at de bare skulle tage det roligt. Det var ikke, som pigerne havde sagt. De skulle bare koncentrere sig om at få filmen gjort færdig, som en af drengene senere forklarede til politiet, at instruktøren havde sagt.

På en af Stine Olsens sidste dage på optagelserne sagde Ernst Johansen, at han ville snakke med hende i enrum. Stine blev rædselsslagen. I dag står instruktørens ord stadig klare for hende:

»Han sagde, at der nærmest ikke var foregået noget. At jeg også gerne havde villet det. Han sagde, det var min skyld«.

Filmen blev optaget færdig den januar. Produktionsleder Lars Kolvig bemærkede, at der ikke kom yderligere klager over instruktøren.

I august 1979 fik ’Krigernes børn’ premiere i biografer over hele landet.

Selvmordet

»Jeg er nødt til løbe. Toget kommer«.
Det blev ifølge retsdokumenterne de sidste ord, en teenagepige sagde i telefonen til sin veninde, inden hun sprang ud foran et tog ved Birkerød Station. Pigen døde den søndag i december.

Et år før sit selvmord havde hun spillet en mindre rolle i ’Krigernes børn’. Måneden inden selvmordet havde hun sagt til sin basisgruppe på gymnasiet, at hun var blevet »efterstræbt« af filmens instruktør Ernst Johansen, som det blandt andet står beskrevet af basisgruppe-veninderne i politiets afhøringer, der blev fremlagt i den senere retssag.

Politiet, der efterforskede selvmordet, havde fundet pigens dagbog. I den havde hun skrevet, at fire piger fra filmen havde fortalt hende, de var blevet voldtaget af Ernst Johansen. Om pigen selv var blevet misbrugt, fandt politiet aldrig noget endeligt svar på, men det var dagbogen, der fik dem til at efterforske sagen.

Susanne Bøgeløv Storm ringede til Stine Olsen i februar 1980 efter pigens selvmord. De to havde holdt kontakten siden premieren den sommer. Men de talte aldrig om det, Ernst Johansen havde gjort ved dem. Nu ringede Susanne, fordi politiet havde kontaktet hende efter at have fundet pigens dagbog. De vidste det med Ernst, sagde Susanne. Hun lød panisk.

Stine Olsen kan huske, hvordan hun med telefonrøret tæt mod øret gemte sig bag stuens ternede sofa. Hun blev overmandet af kvalme. Hvis hun nu bare gemte sig der, behøvede hendes forældre ikke at få at vide, hvad der var sket, tænkte hun. Men der var ingen steder at gemme sig. Politiet ville komme og afhøre hende, fortalte Susanne Bøgeløv Storm.

Næste dag pjækkede Stine Olsen fra skole. Da hendes mor kom hjem og spurgte, hvorfor hun var hjemme, kunne Stine næsten ikke få ordene ud. Tøvende sagde hun helt kort, at instruktøren Ernst Johansen havde voldtaget hende i forbindelse med filmoptagelserne. Først troede moren ikke på hende. Hvad var det for noget pjat, Stine snakkede om? Moren kunne ikke begribe, hvad det var, datteren sagde. Stine spænede fortvivlet ud af huset, hun løb, så stærkt hun kunne, og standsede først, da hun kom til en nærliggende mark.

Da hun kom tilbage til huset, havde politiet ringet og fortalt moren, de ville komme og afhøre datteren.

Politiet efterforskede på det tidspunkt i hemmelighed Ernst Johansen for overgreb. Men i februar 1980 fik medierne nys om den spektakulære sag. På forsiden skrev B.T., at en af landets mest kendte instruktører var involveret i sag om »småpige sex«.

Kort efter flygtede Ernst Johansen ud af landet.

Ernst Johansen efterlyst

Politiet efterlyste Ernst Johansen via Interpol.

Først efter mere end to måneder på flugt blev instruktøren fanget af italiensk politi i Milano. Her havde han indlogeret sig på et hotel.

Af retsdokumenterne fremgår det, at instruktøren sad i italiensk fængsel i fire måneder, fordi politiet fandt en 26 centimeter lang brødkniv på ham og derfor afviste at udlevere ham til Danmark.

Efter blandt andet en sultestrejke, en trussel om selvmord, landede Ernst Johansen i lufthavnen i Kastrup i september 1980. Her stod pressefotograferne parat på landingsbanen for at dokumentere det, der i 1980 var blevet en af årets mest omtalte sager. Det var en »tydelig skæmmet« mand, der nu kom hjem til »Lolita-sex-retssagen«, som B.T. beskrev det.

Stine Olsen, der i dag er jobkonsulent, husker, hvor voldsom pressens dækning var. Selv om aviserne ikke nævnte deres navne, illustrerede flere af dem med billeder fra filmen af pigerne. Alle på deres skoler vidste, det var dem. En dag sad Stine Olsen i bussen på vej hjem fra skole og overhørte to gamle damer snakke.

»De sagde, at vi havde gjort det, fordi vi ville være filmstjerner i Hollywood. Det var frygteligt at sidde at høre nogen tale om en, uden at man kunne rejse sig op og sige: I aner ikke, hvad I taler om. Samtidig fik man tanken, at det nok var vores egen skyld«.

Efter hjemkomsten blev Ernst Johansen tiltalt for samleje og anden kønslig omgang end samleje, derunder oralsex, med fire mindreårige.

Ventetiden, politiafhøringerne og pressens dækning havde været rædselsfuld for Stine Olsen, Susanne Bøgeløv Storm og de to andre piger. Nu gik de en ny svær tid i møde.

I Københavns Byret skulle de vidne og endnu en gang fortælle, hvad Ernst Johansen havde gjort ved dem, i detaljer foran dommer, domsmænd og advokater. De måtte ikke have deres forældre med.

Susanne Bøgeløv Storm og Stine Olsen følte, at de voksne i retten bebrejdede dem, hvad der var sket. Susanne Bøgeløv Storm blev blandt andet spurgt, om hun havde haft sex med andre før Ernst Johansen.

Instruktør: Pigerne spillede selv op

Da det blev Ernst Johansens tur til at forklare, havde han en meget anderledes udlægning end pigerne.

Han benægtede ikke, at han havde haft samleje og seksuelle relationer med dem. Men pigerne ville det selv, gentog han flere gange. I retsdokumenterne kan man læse, hvad den »arresterede« sagde om Susanne Bøgeløv Storm:

»Arresterede kan ikke helt huske, hvordan det skete, men på et tidspunkt gik de i seng sammen og havde samleje. Han har svært ved at huske »forspillet«, men vil nok medgive, at han i starten havde taget initiativet, idet han ville vide noget om hendes erfaring i relation til filmrollen, men han vil ikke udelukke, at Susanne derefter ligesom »spillede op selv«, rent faktisk gjorde hun det, men arresterede kan ikke rigtig beskrive det. Der var dog ikke tale om noget verbalt – mere hendes optræden«.

Han indrømmede, at han havde været i seng med tre af pigerne, derunder Stine Olsen og Susanne Bøgeløv Storm. Om den fjerde pige sagde han, at der »kun« havde været tale om såkaldt »petting«. Han påstod desuden, at han ikke kendte nogen af pigernes alder.

Hans forklaring mindede meget om en, han var kommet med bare nogle få år tidligere.

I 1977 blev Ernst Johansen nemlig dømt i Københavns Byret for at misbruge to mindreårige piger, han havde ansvaret for som pædagog i fritidsklubben Borup. Pigerne var begge 14 år gammel. Pigerne fra fritidsklubben havde i retten fortalt, hvordan pædagogens overgreb var begyndt med, at han ville tale med dem om filmroller. Ernst Johansen påstod dengang i retten, at en af pigerne »ikke havde gjort modstand. Hun havde kun sagt, at det gjorde lidt ondt«.

For overgrebene fik Ernst Johansen tre måneders fængsel og blev frakendt retten til at arbejde med mindreårige piger og forlod fritidsklubben.

Det var anden gang, at piger fra en fritidsklub, Ernst Johansen arbejdede på, fortalte, at pædagogen misbrugte dem. Allerede i 1971 meldte flere piger fra institutionen Rønneholm i Rødovre pædagogen for at forgribe sig på dem. Pigerne havde spillet med i hans opsætning af sørøverteaterstykket ’Havets skræk’. Men på trods af, at politiet fandt deres forklaringer troværdige, mente anklagemyndigheden, at beviserne var for svage, og droppede sagen.

Vi har været kontakt med to af pigerne, der i dag er voksne kvinder, og begge fastholder deres forklaringer fra dengang.

En af dem er Helle Britt Christensen, der i dag er førtidspensionist. Hun var 11 år, da Ernst Johansen misbrugte dem ved teatret i Rønneholm, fortæller hun.

»Han lukkede os ind i et lille rum i kælderen. Og så slukkede han lyset. Han sagde, vi skulle lægge os ned, og så begyndte han at rage på os og slikke og sådan nogle ting. Så lagde han sig selv midt på gulvet, og så skulle vi sutte på ham, på hans pik«, fortæller hun.

Overgrebet, men også det, at sagen ikke kom i retten, har sat sig dybe spor i hele hendes liv. Blandt andet en stor mistro til samfundet.

»Jeg har været så skuffet over politiet. Der er jo ingen retfærdighed til. Systemet frikendte ham«, siger hun.

Overgrebet forandrede hende, fortæller hun.

»Jeg var en anden, før det her skete. Jeg var uskyldig. Jeg kan ikke stole på en mand i dag. Det startede med Ernst«.

Overgrebene har hun i mange år prøvet at slette af sin hukommelse med stoffer, siger hun.

»På grund af det der har jeg jo været misbruger i mange år. Det har jeg jo for at komme væk fra det, der sidder bagest inden i hovedet«.

Dommen falder

I 1981 blev Ernst Johansen dømt skyldig for overgreb mod Susanne, Stine og de to andre piger fra ’Krigernes børn’.

Men Ernst Johansen kunne gå fra byretten som en fri mand. Han fik 8 måneder, og den tid havde han allerede siddet af som varetægtsfængslet. Dommeren lagde i strafudmålingen vægt på, at nogle af månederne havde været under »fremmedartede forhold« i Italien. Igen blev Ernst Johansen frakendt retten til at arbejde med mindreårige piger.

Susanne Bøgeløv Storm kan huske, at hun dengang blev ked over dommen og tænkte, at to måneder per pige var utroligt lidt. I dag gør det hende vred.

»Vi har med en mand at gøre, som i årevis begik systematiske, seksuelle forbrydelser, der traumatiserede unge piger for livet. Den dom var ikke noget, der gjorde, at jeg tænkte, at der var retfærdighed til, det er helt sikkert«, siger hun.

Først i 2008 anerkendte det danske retsvæsen, at seksuelle overgreb begået mod mindreårige kan sidestilles med voldtægt mod voksne i tilfælde, hvor gerningsmanden udnytter sin magtposition – også selv om han ikke nødvendigvis har anvendt fysisk vold eller direkte trusler om vold.

Susanne Bøgeløv Storm har levet med konsekvenserne af Ernst Johansens overgreb og det retslige efterspil lige siden. Ingen af pigerne fik efterfølgende tilbud om psykologhjælp.

»Vi fik aldrig sat en betegnelse på, hvad vi var blevet udsat for. Ingen sagde til os, at det var seksuelle overgreb og voldtægt. Noget af det, vi fik at vide i retten og af pressen, var, at vi var blevet »forført«. Det er en utrolig degraderende måde at beskrive en voldtægt på. Vi havde brug for at få at vide, at ansvaret ikke lå hos os. At det var den voksne, som havde begået en kriminel handling«, siger hun i dag.

Ingen af pigerne fik nogensinde en undskyldning fra de ansvarlige for filmen, der fik kendskab til overgrebene under indspilningerne. Hverken filmselskabet Panorama, produktionslederen Lars Kolvig eller producenten Just Betzer kontaktede dem eller deres forældre, efter at Ernst Johansen blev dømt.

Det blev heller ikke undersøgt eller efterforsket, om der var flere piger fra filmen eller på de institutioner, han havde arbejdet på, han havde udsat for det samme.

Heller ikke Det Danske Filminstitut, der dengang havde givet filmstøtte til en mand, der allerede havde været sigtet og dømt for at misbruge mindreårige piger som pædagog, kom på banen eller blev holdt ansvarlige. Der lød ikke et ord fra de voksne og de institutioner, der havde haft ansvaret for børnene.

I de næste 10 år snakkede Susanne Bøgeløv Storm aldrig med nogen om Ernst Johansens voldtægter. Hun meddelte sine forældre, at de aldrig nogensinde mere skulle nævne sagen igen. Hverken til familie, venner eller andre. Det holdt de. Familien har ikke talt om det, der skete, i næsten 40 år.

Endnu en dom

Janni Olsson, der havde haft statistrollen som fiskerpige i filmen, anede ikke, at Ernst Johansen havde misbrugt andre end hende. Det opdagede hun først, da sagen kom i aviserne, og hun genkendte fotoet af sin gamle fritidspædagog og instruktør på forsiderne.

Da hun i 1981 læste om dommen, slog det hende ikke at fortælle politiet, at instruktøren også havde krænket hende efter at have øvet til en ny mulig rolle – præcis som de andre piger. De andre havde haft større roller, og det var lykkedes instruktøren at gennemføre voldtægter med dem, tænkte hun.

»Jeg var jo bare statist. Min historie var kun en skygge af det, de havde oplevet, følte jeg. Jeg havde ikke forstået overgrebets alvor for mig selv«, siger Janni Olsson, der i dag er psykoterapeut, engageret i lokalpolitik og mor til en teenagepige.

Efter dommen forsvandt Ernst Johansen ud af filmbranchen. Han åbnede en videobutik på Åboulevard i København. Men i midten af 1980’erne begyndte aviserne igen at skrive om ham.

I 1984 fik Ernst Johansen endnu en dom for to år tidligere at have »forført« en mindreårig pige til samleje, som en avis beskrev det. Østre Landsret idømte ham fire måneders fængsel. Den 15-årige pige boede tæt på hans videobutik.

Janni Olsson stødte engang i 1980’erne ved et tilfælde på Ernst Johansen i videobutikken på Åboulevard. De genkendte hinanden.

Hun følte en underlig slags glæde ved at se ham, hendes gamle pædagog, som hun havde haft så mange gode dage med i fritidsklubben. Hun kunne mærke den gamle følelse af loyalitet. Men hun følte også en vrede, som hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre med.

»I forhold til Ernst og overgrebet var jeg på mange måder stadig 13 år indeni«, siger Janni Olsson i dag.

Hun gik derfra uden at sige noget eller konfrontere ham.

Også klubveninden fra Borup, Marina Vejby Knudsen, tav dengang.I dag er hun en høj kvinde, der arbejder som salgskoordinator hos en it-forhandler og er mor til to børn.

Da hun var barn, var hun ligesom Janni Olsson med i klubbens opsætning af ’Snehvide’. Den lyshårede Marina spillede Brille med skæg og store, falske briller. Hun var bare 11 år, den dag Ernst Johansen bad hende blive længere efter en prøve og låste døren.

(video herunder)

Mere end 40 år efter den weekend i klubben satte hun sig ved sit spisebord med sin telefon i hånden og anmeldte voldtægten til politiet.

»Først nu er jeg kommet dertil, at jeg har mod på at gøre det«, siger hun.

Men fordi overgrebet skete for 41 år år siden, kan Ernst Johansen ikke blive retsforfulgt på grund af forældelsesfristen for forbrydelsen. Det gør hende gal at tænke på, at man ikke kan stille ham til regnskab for de overgreb, som hun og de andre piger fra Borup Fritidsklub blev udsat for.

»Det er fuldstændig utilgiveligt, og det, at han så blev ved, gør det endnu værre«, siger hun.

Da Janni Olsson fortalte hende, at hun havde besluttet sig for at tage med Politiken og TV 2 til Thailand for at konfrontere Ernst Johansen med fortiden, var det derfor noget, Marina Vejby Knudsen godt kunne forstå.

Måske, tænkte hun, er der alligevel en slags retfærdighed til.

Mødet med fortiden

Foran Ernst Johansens hus i Thailand er det ikke til at se på Janni Olsson, at hun er nervøs.

Her sidder hun en varm nat i det østlige Thailand og venter på at møde ham. Da manden, hun fortæller forsøgte at voldtage hende, da hun var 13 år gammel, kommer hende i møde for at hilse på hende, ryster hendes hånd ikke.

Janni Olsson er taget med Politiken og TV 2 til Thailand, hvor Ernst Johansen bor i dag. Ifølge hans hjemmeside for det rejsebureau, han tidligere drev, er han thailandsk gift og har boet de sidste mange år i landet. Hans hus ligger i en landsby tæt på grænsen til Cambodja.

Janni Olsson er taget med for at konfrontere instruktøren med det, hun og de andre 15 kvinder fortæller, at han har udsat dem for. Ikke mindst med alle de vidtrækkende konsekvenser, de lider under, selv i dag som voksne kvinder. Ved at møde ham igen vil hun som voksen være den stemme, hun og de andre kvinder ikke havde, da de var børn.

Janni Olsson tager først selv kontakt med Ernst Johansen alene. Vi kommer uanmeldt. Hvis vi henvender os først, er det ikke sikkert, at han vil tale med os. Og det er vigtigt at få hans kommentarer til anklagerne.

Her knap 40 år efter overgrebet spørger hun, om Ernst Johansen kan genkende hende, og efter lidt tid lader det til, at han kan genkende hendes ansigt.

Janni Olsen begynder, at fortælle Ernst Johansen, hvad hun husker, der skete den dag i lejligheden i Nordvest, da hun spillede med i hans film ’Krigernes børn’. Hvordan hun havde fuld tillid til ham, fordi han havde været hendes pædagog i klubben. Og hvordan han til sidst gik så langt som at forsøge at stikke sin pik ind i hende der på sofaen.

Janni Olsson forklarer ham, at hun gik med overgrebet i mange år alene. At hun skammede sig og gav sig selv skylden. Men at hun endelig har forstået, at hun bare var et barn.

Ernst Johansen lader til at kunne huske episoden med Janni Olsson i Nordvest. Han siger, han har lavet en »hel masse lort« i en periode i sit liv, eksempelvis med ’Krigernes børn’. Men han siger også, at der var flere tilfælde, hvor pigerne selv lagde op til ham.

Da bliver Janni Olsson vred og afbryder ham: »Jeg lagde ikke op til dig«, understreger hun.

Ernst Johansen siger, at der var nogle fra filmene, han »lå sammen med«.

På det tidspunkt bryder Politiken og TV 2 ind. Vi har hidtil fulgt samtalen mellem Janni Olsson og Ernst Johansen på afstand. Nu træder vi ind og præsenterer os selv. Vi fortæller ham, at vi har opsøgt Ernst Johansen i Thailand for at give ham mulighed for at møde Jannie Olsson og for at foreholde ham anklagerne fra de andre 15 kvinder.

Vi kender til i alt 16 kvinder, der fortæller, du har misbrugt dem, da de var børn. Det vil vi gerne høre, hvordan du forholder dig til?

»16 er mange«, begynder Ernst Johansen, men fortsætter:

»Jeg havde en periode, hvor jeg gjorde en hel masse lort. Det er der ikke så meget at rafle om. Det gjorde jeg. Nu hænger I 16 børn ud. Altså, nu er de ikke børn længere. Nu hænger I en masse mennesker ud. Er det i orden med jer?«.

Det her er kvinder, vi har talt med. De har skammet sig hele livet over det, du har udsat dem for, og har derfor ikke turdet sige det til nogen.

Ernst Johansen er tavs, mens Janni Olsson siger:

»Ernst, det er rigtig nok! Sådan har jeg det også. Det er derfor, jeg kommer«.

Vi viser ham et foto af Marina Vejby Knudsen fra tiden i klubben i Borup.

Kan du genkende hende her?

»Næ«, siger han.

Hun hedder Marina Vejby Knudsen. Hun havde et meget nært forhold til dig, Hun spillede blandt andet med i ’Snehvide’. Men da hun var 11 år, lod du hende blive tilbage i teatersalen, efter de andre børn var gået. Og så fortæller hun, at du misbrugte hende seksuelt og gennemførte et fuldt samleje med hende. Hun var 11 år.

»Det, ved jeg, er løgn. Jeg har lavet meget lort, men det der. Jeg kan ikke engang huske hendes ansigt«.

Så du fortæller mig, det er løgn, det hun siger?

»Lige præcis det. Du kan komme med nogle historier, der er sande. Hvor jeg vil erkende, jeg har lavet noget lort, men lige præcis det der ...«, siger Ernst Johansen.

Kort efter afbryder Ernst Johansens kone og svigerinde vores samtale. De gør Ernst Johansen opmærksom på, at TV 2’s kameramand står på vejen og filmer samtalen.

Derefter udvikler situationen sig voldsomt. De to kvinder griber fat i kameramanden og i en af vores medarbejdere.

Vi beslutter os for at forlade stedet. Inden da får Janni Olsson indskudt en afsluttende bemærkning:

»Ernst, du skal vide, at du har gjort rigtig meget skade på rigtig mange børn«.

»Nej, ikke mange børn. Nogle børn«, siger Ernst Johansen.

»Jo, mange piger, og jeg har talt med Marina selv. Jeg stoler på, at det er rigtig det, hun siger«, siger Janni Olsson.

Vi forlader det østlige Thailand samme aften. Det er sidste gang, Janni Olsson ser Ernst Johansen.

Efterfølgende taler vi ad to omgange med ham over telefonen for at prøve at få svar på nogle af de spørgsmål, vi ikke nåede at stille.

Ernst Johansen gentager, at han ikke kan huske ret meget fra dengang, men indrømmer, at han har lavet »en masse lort« og »kælet« for nogen, han ikke skulle have kælet for. Han nægter at have voldtaget nogen.

Til trods for at Janni Olsson endte med at flygte fra den mand, hun var kommet for at konfrontere, fortryder hun ikke, at hun tog til Thailand. At se Ernst Johansen i øjnene har givet hende en følelse af, at hun har taget magten tilbage over det, hun blev udsat for, siger hun.

»Både den magt, han udnyttede, da han begik overgrebet mod den 13-årige Janni, og den magt, han fortsatte med at have over den voksne Janni lige siden, fordi jeg skammede mig. Jeg har endelig sagt fra over for ham, der gjorde os ondt. Det er blevet en slags afslutning«.

Læs alle afsnit af 'De misbrugte filmbørn'

KLIK HER

Gennem knap to år har Politiken i samarbejde med TV2 undersøgt anklager fra tidligere børneskuespillere om seksuelt misbrug i forbindelse med optagelserne til Lasse Nielsens og Ernst Johansens populære ungdomsfilm fra 1970'erne.

Artikelserien bygger på interviews med knap 100 mennesker med relation til historien. Desuden har vi talt med fagfolk med viden om seksuelt misbrug.

Vi har også gjort brug af et stort skriftligt arkivmateriale, derunder artikler fra 1970’erne og Det Danske Filminstituts arkiver. I kapitel 4 er oplysningerne desuden baseret på retsbøger fra Ernst Johansens retssager.

Tip os
Politiken vil fortsat sætte fokus på seksuelt misbrug og overgreb i den danske kultur- og underholdningsbranche. Du kan kontakte journalisterne på overgreb@pol.dk. Alle henvendelser bliver behandlet fortroligt.

Oplever du senfølger af seksuelle overgreb i barndommen, kan du kontakte Center for seksuelt misbrugte29 44 88 66.


Redaktion

Tekst: Sandra Brovall & Frauke Giebner
Videointerviews: Lasse Rahbek (Impact TV)
Visuel tilrettelægger & Video Artwork: Nima Hajarzadeh
Portrætfoto: Miriam Dalsgaard, Martin Lehman, Jacob Ehrbahn
Layout & collager: Rasmus Vendrup
Fotoresearch: Philip von Platen & Hanne Boock
Research i artikelarkiver m.m.: Politikens Bibliotek
Projektleder: Frauke Giebner
Redaktører: Mette Davidsen-Nielsen & Jens Lenler

Amalie Kønigsfeldt, Cecilie Frydenlund og Peter Vesterlund fra Impact TV har bidraget væsentligt til researchen.


Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce