Seks tidligere drengeskuespillere har i kapitel 1, 2 og 3 fortalt, at de stadig lever med konsekvenserne af de overgreb og krænkelser, de beskylder instruktør Lasse Nielsen for at have udsat dem for i 1970’erne. Nu fortæller i alt 16 kvinder, at de blev misbrugt af Nielsens medinstruktør, Ernst Johansen. Instruktøren var allerede dømt for overgreb, da han lavede ‘Du er ikke alene’. Under optagelserne til sin næste ungdomsfilm forgreb han sig på flere mindreårige piger. En af dem, der i dag anklager ham for overgreb, er Janni Olsson, der i dette kapitel tager til Thailand for at konfrontere ham. »Jeg havde en periode i mit liv, hvor jeg har gjort en hel masse lort«, siger Ernst Johansen, men afviser anklagerne om voldtægt.
Læs tidligere kapitler her.
Janni Olsson har taget en pæn kjole på og friseret sit lange, mørke hår. Hendes mønstrede kjole er lidt krøllet efter den lange tur i kufferten.
Hun er rejst over 9.000 kilometer fra sit rækkehus i Greve til det østlige Thailand, fordi hun vil se en mand fra sin fortid i øjnene. En mand, hun i dag siger, udsatte hende for noget, hun har forsøgt at fortrænge i næsten 40 år.
Natteluften i Thailand er varm og fugtig, og man kan høre cikader synge, mens nabolagets hunde gør. I den ene hånd har Janni Olsson et plastikchartek med sort-hvide fotos. Det er øjebliksbilleder fra hendes barndom i 1970’erne, hvor hun spillede teater i fritidsklubben Borup i Københavns Nordvestkvarter.
På et af fotografierne er hun klædt ud som en af de syv små dværge iført et kunstigt skæg i en opsætning af ’Snehvide’. På et andet foto fra 1978 er hun 13 år gammel og står ved siden af skuespilleren Ove Sprogøe. Fotoet er fra ungdomsfilmen ’Krigernes børn’, hvor Janni Olsson havde en statistrolle. Man kan genkende hendes næse og de nysgerrige øjne.
Janni Olsson ved, at manden fra hendes fortid bor derinde i huset, men hun aner ikke, om han er hjemme. Om hun er rejst de mange kilometer forgæves.
Hun er taget til Thailand for at opsøge Ernst Johansen, som i dag bor i landet under et andet navn. Han var en af Jannie Olssons favoritpædagoger i fritidsklubben i Nordvest. Senere blev han også hendes instruktør, da hun spillede med i hans stort opsatte og offentligt støttede film ’Krigernes børn’. Filmen var Ernst Johansens tredje ungdomsfilm efter publikumssucceserne ’La’ os være’(1975) og ’Du er ikke alene’ (1978), der gjorde ham og hans medinstruktør Lasse Nielsen til nogle af 1970’ernes mest omtalte instruktører.
I snart fire årtier har Janni Olsson skammet sig over, hvad Ernst Johansen udsatte hende for dengang. Nu vil hun placere skammen, hvor den hører hjemme.
Med sig har hun ikke bare sin egen historie, men også historierne fra 15 andre voksne kvinder, der fortæller, at de var udsat for systematisk grooming og omfattende seksuelt misbrug fra Ernst Johansen, da han var deres pædagog eller instruktør på de film, de som børn spillede med i.
Janni Olsson spørger efter Ernst Johansen foran husets blå gitterport. En kvinde lukker hende ind og finder en kurvestol frem og beder hende om at sidde ned.
52-årige Janni Olsson har brugt lang tid på at forestille sig dette møde. Alligevel overrasker det hende, hvor meget Ernst Johansen ligner sig selv, da han kommer ud af huset klædt i hvid T-shirt, shorts og en khakifarvet jakke. Hun kommer Ernst Johansen i møde.
»Hej«, siger Janni Olsson og søger hans blik.
»Kan du genkende mig?«.
Fritidsklubbens rare hyggeonkel
Dengang i begyndelsen af 1970’erne var det nærmest umuligt at få den 6-årige Janni Olsson til at gå hjem fra Borup Fritidsklub. Klubben, der lå lige over for hendes barndomshjem i Københavns nordvestkvarter, var et magisk sted for skolepigen.
»Klubben var mit hellige, elskede sted«, siger hun i dag.
I det gule bindingsværkshus var der i 1970’erne både læder- og keramikværksted. Noget af det bedste var klubbens teater. Her drømte Janni om en dag at få lov til at få en af hovedrollerne, når de spillede eventyr som ’Snehvide’. Pædagogen, der stod for klubbens teater, hed Ernst Johansen. En rar, lidt kraftig legeonkel med bakkenbarter, der var god til at spille på guitar.
Som 11-årig flyttede Janni Olssons familie fra København. Noget af det, hun savnede allermest ud over alle de gode kammerater, var klubbens teater.
To år senere, i 1978, hørte hun, at en ny film søgte efter børneskuespillere. Hun genkendte et navn i forbindelse med filmen: hendes gamle pædagog Ernst Johansen. Pædagogen var instruktør på den kommende film ’Krigernes børn’. I filmen flygter en gruppe børn fra et krigersamfund med brutale voksne. I stedet ankommer børnene til en ø, der umiddelbart virker mere civiliseret, men i virkeligheden også er et samfund fuldt af vold.
Der dukkede massevis af børn op til prøvefilmningen på Amager. Ernst Johansen var blevet et kendt navn på filmscenen, efter at han sammen med pædagogkollegaen Lasse Nielsen havde lavet ’La’ os være’ og ’Du er ikke alene’ – to af 1970’ernes mest populære ungdomsfilm.
Janni Olsson blev glad, da Ernst Johansen kunne genkende hende. Og hun blev nærmest lykkelig, da hun i efteråret 1978 fik besked om, at hun var udtaget til at være med i filmen. Godt nok var det ikke en af hovedrollerne, men det betød ikke så meget. Hun skulle spille sammen med kendte skuespillere som Lone Kellermann, Ove Sprogøe og sangeren Otto Brandenburg.
Spil ophidset
Det var skidekoldt at spille med i ’Krigernes børn’. Det er en af de ting, Janni Olsson husker bedst fra de mange udendørs filmoptagelser ved Roskilde Fjord under det, der blev kaldt polarvinteren 1978-79.
Janni spillede fiskerpige. Ud over at have scener sammen med Ove Sprogøe, der viste sig at være endnu rarere i virkeligheden, end han var på film, betød det også, at hun fik sat hår præcis som en rigtig skuespiller. Frisøren flettede hendes brune hår og rullede det op som frikadeller ved hvert øre. Janni lignede en 13-årig udgave af prinsesse Leia fra ’Star Wars’.
På optagelserne stod Janni Olsson mest i baggrunden som statist, men en dag sagde instruktør Ernst Johansen, at han ville give hende en chance. I en scene skulle hendes fiskerpige få en krog i fingeren og spille ked af det. For Janni Olsson var det stort. Det blev den bedste dag på hele filmen.
På et tidspunkt efter den vellykkede scene kom Ernst Johansen over til hende og virkede entusiastisk. Det drejede sig om en mulig større rolle i hans næste film. Instruktøren ville godt prøve hende af i nogle øvelser, som de kunne lave efter filmoptagelserne, husker hun i dag, at han sagde.
Det begyndte med en stående rolleøvelse, som hun ikke syntes, gik så godt. Så gav Ernst Johansen hende besked på at sætte sig i stuens sofa og spille seksuelt ophidset, erindrer Janni Olsson.
»Det var enormt svært. Det var en blanding af gerne at ville gøre mit ypperste og gøre det, som Ernst bad mig om, samtidig med at det var mega grænseoverskridende«, siger Janni Olsson i dag.
Så bad instruktøren hende om at tage tøjet af, husker hun. Først lidt, så lidt mere, indtil hun var nøgen på sofaen. På et tidspunkt satte han sig selv på sofaen. Så lagde han sig ned tæt op ad hende. Det var ubehageligt for Janni at ligge nøgen og forsøge at spille ophidset så tæt på sin gamle pædagog. Men hun pakkede ubehaget væk og blev ved med at prøve at gøre præcis, som han instruerede.
»På den ene side var jeg lammet indeni, men samtidig prøvede jeg at overbevise mig selv om, at det her var okay. Sådan skulle det være, hvis man ville være skuespiller«, husker hun.
Janni Olsson kan i dag ikke huske, hvordan Ernst Johansen fik sit eget tøj af. Men hun husker, hvordan han lå bag hende på sofaen.
»Jeg kunne mærke hans pik forsøge at støde ind i mig et sted, hvor den ikke havde noget at gøre. Men jeg skældte ikke ud eller sagde fra. Det var jo stadig Ernst, som jeg følte, jeg havde kendt hele min barndom og var tryg ved. Jeg kunne kun finde ud af at søge væk og vise med mit kropssprog, at jeg ikke brød mig om det«.
(video herunder)
På et tidspunkt stoppede Ernst Johansen med at forsøge at voldtage hende, erindrer hun. Janni forstod ikke, hvad der foregik. Inden i hende var det hele et stort kaos.
I dag er det sløret, hvad der skete bagefter. Hun må være blevet kørt til en station for at taget toget hjem til sine forældre på Midtsjælland, men hun kan ikke huske det.
»Jeg var jo kun 13 år gammel. Jeg ved ikke, om ordet ’pædofil’ overhovedet eksisterede. Børnelokker måske, men det var ikke noget, jeg forbandt med Ernst. Jeg var simpelthen så chokeret over, at en, jeg stolede på, kunne lokke og lyve på den måde«, siger hun.
Da hun kom hjem til sine forældre, sagde hun intet om, hvad der var sket hos Ernst Johansen. Det gjorde hun først langt senere.
På det tidspunkt havde en teenagepige, der ligesom Janni Olsson havde haft en mindre rolle i ’Krigernes børn’, kastet sig ud foran et tog på Birkerød Station.
16 kvinder fortæller om misbrug
Janni Olsson er kun én af de kvinder, som i dag står frem og fortæller, hvordan instruktøren og pædagogen Ernst Johansen misbrugte hende.
I løbet af knap to år har Politiken i samarbejde med TV 2 fået kendskab til 16 kvinder, der beretter, at de blev udsat for systematiske seksuelle overgreb af Ernst Johansen. Sagerne strækker sig over en periode på 12 år fra 1971 til 1982.
Tre af sagerne er han blevet dømt for tilbage i 1970’erne og 1980’erne. Dengang benægtede han ikke i retten, at han havde haft »samleje og seksuelle relationer« med de mindreårige piger. Men de ville det selv, gentog han flere gange. Nu omkring fire årtier senere fastholder han, at han aldrig har voldtaget nogen, men siger blandt andet også, at »jeg havde en periode i mit liv, hvor jeg har gjort en hel masse lort«.
For de i dag voksne kvinder er der ingen tvivl: Der var tale om overgreb. Både overgrebene og forløb, de fortæller ledte op til, har meget tilfælles: nemlig at Ernst Johansen misbrugte sin position som instruktør eller pædagog til først at vinde pigernes tillid og blive alene med dem under påskud af at skulle øve en rolle og dernæst overskred deres grænser en efter en.
Ud over Janni Olsson står 8 kvinder, der gik på fritidsklubben Borup i Nordvest, frem og fortæller, at Ernst Johansen udsatte dem for voldtægt eller anden form for seksuelt misbrug, da han var deres pædagog og teaterunderviser i klubben. Deres historier om overgreb har aldrig tidligere været offentligt fremme.
En af dem er Marina Vejby Knudsen, der gik i klubben samtidig med Janni Olsson. Hun var bare 11 år, da Ernst Johansen i 1976 udsatte hende for en fuldbyrdet voldtægt efter en teaterprøve i klubben, fortæller hun.
De syv andre kvinder fra Borup Fritidsklub er anonyme af hensyn til deres familier, men Politiken kender deres identitet.
»Vi har ikke været mere end de der 10-12 år. Hvis vi ville med i en film, så var det det, der skulle til. Det var ikke noget, vi talte om. Vi fik besked på at holde mund, ikke?«, siger en af kvinderne.
De overgreb, to af de anonyme kvinder fra klubben fortæller om, førte allerede i 1977 til en dom til Ernst Johansen for seksuelt misbrug af mindreårige.
På det tidspunkt havde han allerede været sigtet for seksuelt misbrug af mindreårige piger på institutionen Rønneholm i Rødovre i 1971, hvor han arbejdede som pædagog – en sag, som anklagemyndigheden afviste at tage op dengang. I dag fastholder to af kvinderne fra Rønneholm, at de blev udsat for seksuelt misbrug dengang.
Sigtelsen i 1971 og dommen i 1977 stoppede imidlertid ikke Ernst Johansen. Efter premieren på ’Krigernes børn’ i 1979 blev instruktøren for anden gang dømt for seksuelt misbrug. Denne gang af fire 14-årige piger, der havde spillet hovedrollerne i ’Krigernes børn’. Det førte i 1981 til en dom på 8 måneder.
Heller ikke det stoppede ham. I 1984 blev Ernst Johansen for tredje gang dømt for seksuelt misbrug af en 14-årig pige, som boede tæt på den videobutik, han i 1980’erne drev.
For mange af de i alt 16 kvinder er det i dag allerførste gang, de fortæller offentligt om overgrebene. Andre har kun fortalt om deres overgreb som vidner i retssagerne. Først nu – som voksne – har de fået modet til at fortælle offentligt om deres oplevelser, som har præget dem med følelser som skyld og skam. De håber, at de ved at stå frem kan give andre modet til at bryde det tabu, der er forbundet med seksuelt misbrug.
Hvad skal forhindre ham i at slå mig ihjel?
En af dem, der nu står frem, er Susanne Bøgeløv Storm. Hun var en af de fire piger, der spillede hovedrollerne i ’Krigernes børn’ og dengang vidnede i retssagen mod Ernst Johansen.
I dag er hun uddannet skuespiller og har sin egen virksomhed. I 1978 var hun en udadvendt og glad 14-årig pige fra København med et karakteristisk smil, der afslørede en charmerende skæv fortand.
Det var hendes største drøm, der gik i opfyldelse i efteråret 1978, da hun fik rollen som krigerpigen Ilni.
»Wauw, var min første tanke. Ernst Johansen havde lavet en af mine yndlingsfilm, ’Du er ikke alene’. Nu skulle jeg være med i en af hans film. Jeg havde en følelse af spændthed og eufori, når jeg tænkte på de kommende filmoptagelser det efterår. Det var lidt ligesom juleaften«, husker hun.
Lige fra begyndelsen af prøvefilmningerne var instruktøren Ernst Johansen helt tæt på Susanne Bøgeløv Storm og de andre børneskuespillere. At stå foran et kamera var nyt, men instruktøren sørgede for, at hun følte sig tryg ved det uvante. Ernst Johansen lyttede til hende og spurgte ind hendes problemer med kammerater eller forældre. Susanne følte, han var på børnenes side. Hun tænkte, man kunne snakke med Ernst Johansen om alting.
Det var en dag, kort inden filmoptagelserne gik i gang, at instruktørens misbrug af Susanne Bøgeløv Storm begyndte, fortæller hun.
Ernst Johansen havde inviteret teenagepigen ud at spise med den jævnaldrende medskuespiller Janek Lesniak, der skulle spille hendes kæreste i filmen. Den dag mødte hun op som aftalt op i instruktørens stuelejlighed på Strandboulevarden på Østerbro, hvor han boede med sin kone og børn.
Forløbet er beskrevet i hendes vidneforklaring fra retssagen i 1979, og hun husker det også i dag.
Hun husker, at han satte en scene i gang, hvor hun skulle forestille sig, at hun var en elev, der forførte sin lærer – en rolle, han skulle spille, forklarede han. Rollen krævede, at hun skulle tage sit tøj af. Scenen skulle foregå i soveværelset.
Den formiddag voldtog Ernst Johansen Susanne Bøgeløv Storm for første gang, fortæller hun.
»Det er først, da han trænger ind i mig, at jeg opdager, at han er i gang med at voldtage mig. Indtil da har jeg været fuldt overbevist om, at jeg var i gang med at spille en rolle. Jeg var i chok, altså i en decideret choktilstand ude af stand til at handle«, siger hun.
»Samtidig var det ekstra forvirrende, fordi jeg jo troede, vi havde et fortrolighedsforhold, et venskab. Det var utrolig svært at kapere«, husker Susanne Bøgeløv Storm.
(video herunder)