0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Seks tidligere drengeskuespillere har i kapitel 1, 2 og 3 fortalt, at de stadig lever med konsekvenserne af de overgreb og krænkelser, de beskylder instruktør Lasse Nielsen for at have udsat dem for i 1970’erne. Nu fortæller i alt 16 kvinder, at de blev misbrugt af Nielsens medinstruktør, Ernst Johansen. Instruktøren var allerede dømt for overgreb, da han lavede ‘Du er ikke alene’. Under optagelserne til sin næste ungdomsfilm forgreb han sig på flere mindreårige piger. En af dem, der i dag anklager ham for overgreb, er Janni Olsson, der i dette kapitel tager til Thailand for at konfrontere ham. »Jeg havde en periode i mit liv, hvor jeg har gjort en hel masse lort«, siger Ernst Johansen, men afviser anklagerne om voldtægt.

Læs tidligere kapitler her.

Janni Olsson har taget en pæn kjole på og friseret sit lange, mørke hår. Hendes mønstrede kjole er lidt krøllet efter den lange tur i kufferten.

Hun er rejst over 9.000 kilometer fra sit rækkehus i Greve til det østlige Thailand, fordi hun vil se en mand fra sin fortid i øjnene. En mand, hun i dag siger, udsatte hende for noget, hun har forsøgt at fortrænge i næsten 40 år.

Natteluften i Thailand er varm og fugtig, og man kan høre cikader synge, mens nabolagets hunde gør. I den ene hånd har Janni Olsson et plastikchartek med sort-hvide fotos. Det er øjebliksbilleder fra hendes barndom i 1970’erne, hvor hun spillede teater i fritidsklubben Borup i Københavns Nordvestkvarter.

På et af fotografierne er hun klædt ud som en af de syv små dværge iført et kunstigt skæg i en opsætning af ’Snehvide’. På et andet foto fra 1978 er hun 13 år gammel og står ved siden af skuespilleren Ove Sprogøe. Fotoet er fra ungdomsfilmen ’Krigernes børn’, hvor Janni Olsson havde en statistrolle. Man kan genkende hendes næse og de nysgerrige øjne.

Janni Olsson ved, at manden fra hendes fortid bor derinde i huset, men hun aner ikke, om han er hjemme. Om hun er rejst de mange kilometer forgæves.

Hun er taget til Thailand for at opsøge Ernst Johansen, som i dag bor i landet under et andet navn. Han var en af Jannie Olssons favoritpædagoger i fritidsklubben i Nordvest. Senere blev han også hendes instruktør, da hun spillede med i hans stort opsatte og offentligt støttede film ’Krigernes børn’. Filmen var Ernst Johansens tredje ungdomsfilm efter publikumssucceserne ’La’ os være’(1975) og ’Du er ikke alene’ (1978), der gjorde ham og hans medinstruktør Lasse Nielsen til nogle af 1970’ernes mest omtalte instruktører.

I snart fire årtier har Janni Olsson skammet sig over, hvad Ernst Johansen udsatte hende for dengang. Nu vil hun placere skammen, hvor den hører hjemme.

Med sig har hun ikke bare sin egen historie, men også historierne fra 15 andre voksne kvinder, der fortæller, at de var udsat for systematisk grooming og omfattende seksuelt misbrug fra Ernst Johansen, da han var deres pædagog eller instruktør på de film, de som børn spillede med i.

Janni Olsson spørger efter Ernst Johansen foran husets blå gitterport. En kvinde lukker hende ind og finder en kurvestol frem og beder hende om at sidde ned.

52-årige Janni Olsson har brugt lang tid på at forestille sig dette møde. Alligevel overrasker det hende, hvor meget Ernst Johansen ligner sig selv, da han kommer ud af huset klædt i hvid T-shirt, shorts og en khakifarvet jakke. Hun kommer Ernst Johansen i møde.

»Hej«, siger Janni Olsson og søger hans blik.

»Kan du genkende mig?«.

Fritidsklubbens rare hyggeonkel

Dengang i begyndelsen af 1970’erne var det nærmest umuligt at få den 6-årige Janni Olsson til at gå hjem fra Borup Fritidsklub. Klubben, der lå lige over for hendes barndomshjem i Københavns nordvestkvarter, var et magisk sted for skolepigen.

»Klubben var mit hellige, elskede sted«, siger hun i dag.

I det gule bindingsværkshus var der i 1970’erne både læder- og keramikværksted. Noget af det bedste var klubbens teater. Her drømte Janni om en dag at få lov til at få en af hovedrollerne, når de spillede eventyr som ’Snehvide’. Pædagogen, der stod for klubbens teater, hed Ernst Johansen. En rar, lidt kraftig legeonkel med bakkenbarter, der var god til at spille på guitar.

Som 11-årig flyttede Janni Olssons familie fra København. Noget af det, hun savnede allermest ud over alle de gode kammerater, var klubbens teater.

To år senere, i 1978, hørte hun, at en ny film søgte efter børneskuespillere. Hun genkendte et navn i forbindelse med filmen: hendes gamle pædagog Ernst Johansen. Pædagogen var instruktør på den kommende film ’Krigernes børn’. I filmen flygter en gruppe børn fra et krigersamfund med brutale voksne. I stedet ankommer børnene til en ø, der umiddelbart virker mere civiliseret, men i virkeligheden også er et samfund fuldt af vold.

Der dukkede massevis af børn op til prøvefilmningen på Amager. Ernst Johansen var blevet et kendt navn på filmscenen, efter at han sammen med pædagogkollegaen Lasse Nielsen havde lavet ’La’ os være’ og ’Du er ikke alene’ – to af 1970’ernes mest populære ungdomsfilm.

Janni Olsson blev glad, da Ernst Johansen kunne genkende hende. Og hun blev nærmest lykkelig, da hun i efteråret 1978 fik besked om, at hun var udtaget til at være med i filmen. Godt nok var det ikke en af hovedrollerne, men det betød ikke så meget. Hun skulle spille sammen med kendte skuespillere som Lone Kellermann, Ove Sprogøe og sangeren Otto Brandenburg.

Spil ophidset

Det var skidekoldt at spille med i ’Krigernes børn’. Det er en af de ting, Janni Olsson husker bedst fra de mange udendørs filmoptagelser ved Roskilde Fjord under det, der blev kaldt polarvinteren 1978-79.

Janni spillede fiskerpige. Ud over at have scener sammen med Ove Sprogøe, der viste sig at være endnu rarere i virkeligheden, end han var på film, betød det også, at hun fik sat hår præcis som en rigtig skuespiller. Frisøren flettede hendes brune hår og rullede det op som frikadeller ved hvert øre. Janni lignede en 13-årig udgave af prinsesse Leia fra ’Star Wars’.

På optagelserne stod Janni Olsson mest i baggrunden som statist, men en dag sagde instruktør Ernst Johansen, at han ville give hende en chance. I en scene skulle hendes fiskerpige få en krog i fingeren og spille ked af det. For Janni Olsson var det stort. Det blev den bedste dag på hele filmen.

På et tidspunkt efter den vellykkede scene kom Ernst Johansen over til hende og virkede entusiastisk. Det drejede sig om en mulig større rolle i hans næste film. Instruktøren ville godt prøve hende af i nogle øvelser, som de kunne lave efter filmoptagelserne, husker hun i dag, at han sagde.

Det begyndte med en stående rolleøvelse, som hun ikke syntes, gik så godt. Så gav Ernst Johansen hende besked på at sætte sig i stuens sofa og spille seksuelt ophidset, erindrer Janni Olsson.

»Det var enormt svært. Det var en blanding af gerne at ville gøre mit ypperste og gøre det, som Ernst bad mig om, samtidig med at det var mega grænseoverskridende«, siger Janni Olsson i dag.

Så bad instruktøren hende om at tage tøjet af, husker hun. Først lidt, så lidt mere, indtil hun var nøgen på sofaen. På et tidspunkt satte han sig selv på sofaen. Så lagde han sig ned tæt op ad hende. Det var ubehageligt for Janni at ligge nøgen og forsøge at spille ophidset så tæt på sin gamle pædagog. Men hun pakkede ubehaget væk og blev ved med at prøve at gøre præcis, som han instruerede.

»På den ene side var jeg lammet indeni, men samtidig prøvede jeg at overbevise mig selv om, at det her var okay. Sådan skulle det være, hvis man ville være skuespiller«, husker hun.

Janni Olsson kan i dag ikke huske, hvordan Ernst Johansen fik sit eget tøj af. Men hun husker, hvordan han lå bag hende på sofaen.

»Jeg kunne mærke hans pik forsøge at støde ind i mig et sted, hvor den ikke havde noget at gøre. Men jeg skældte ikke ud eller sagde fra. Det var jo stadig Ernst, som jeg følte, jeg havde kendt hele min barndom og var tryg ved. Jeg kunne kun finde ud af at søge væk og vise med mit kropssprog, at jeg ikke brød mig om det«.

(video herunder)

På et tidspunkt stoppede Ernst Johansen med at forsøge at voldtage hende, erindrer hun. Janni forstod ikke, hvad der foregik. Inden i hende var det hele et stort kaos.

I dag er det sløret, hvad der skete bagefter. Hun må være blevet kørt til en station for at taget toget hjem til sine forældre på Midtsjælland, men hun kan ikke huske det.

»Jeg var jo kun 13 år gammel. Jeg ved ikke, om ordet ’pædofil’ overhovedet eksisterede. Børnelokker måske, men det var ikke noget, jeg forbandt med Ernst. Jeg var simpelthen så chokeret over, at en, jeg stolede på, kunne lokke og lyve på den måde«, siger hun.

Da hun kom hjem til sine forældre, sagde hun intet om, hvad der var sket hos Ernst Johansen. Det gjorde hun først langt senere.

På det tidspunkt havde en teenagepige, der ligesom Janni Olsson havde haft en mindre rolle i ’Krigernes børn’, kastet sig ud foran et tog på Birkerød Station.

16 kvinder fortæller om misbrug

Janni Olsson er kun én af de kvinder, som i dag står frem og fortæller, hvordan instruktøren og pædagogen Ernst Johansen misbrugte hende.

I løbet af knap to år har Politiken i samarbejde med TV 2 fået kendskab til 16 kvinder, der beretter, at de blev udsat for systematiske seksuelle overgreb af Ernst Johansen. Sagerne strækker sig over en periode på 12 år fra 1971 til 1982.

Tre af sagerne er han blevet dømt for tilbage i 1970’erne og 1980’erne. Dengang benægtede han ikke i retten, at han havde haft »samleje og seksuelle relationer« med de mindreårige piger. Men de ville det selv, gentog han flere gange. Nu omkring fire årtier senere fastholder han, at han aldrig har voldtaget nogen, men siger blandt andet også, at »jeg havde en periode i mit liv, hvor jeg har gjort en hel masse lort«.

For de i dag voksne kvinder er der ingen tvivl: Der var tale om overgreb. Både overgrebene og forløb, de fortæller ledte op til, har meget tilfælles: nemlig at Ernst Johansen misbrugte sin position som instruktør eller pædagog til først at vinde pigernes tillid og blive alene med dem under påskud af at skulle øve en rolle og dernæst overskred deres grænser en efter en.

Ud over Janni Olsson står 8 kvinder, der gik på fritidsklubben Borup i Nordvest, frem og fortæller, at Ernst Johansen udsatte dem for voldtægt eller anden form for seksuelt misbrug, da han var deres pædagog og teaterunderviser i klubben. Deres historier om overgreb har aldrig tidligere været offentligt fremme.

En af dem er Marina Vejby Knudsen, der gik i klubben samtidig med Janni Olsson. Hun var bare 11 år, da Ernst Johansen i 1976 udsatte hende for en fuldbyrdet voldtægt efter en teaterprøve i klubben, fortæller hun.

De syv andre kvinder fra Borup Fritidsklub er anonyme af hensyn til deres familier, men Politiken kender deres identitet.

»Vi har ikke været mere end de der 10-12 år. Hvis vi ville med i en film, så var det det, der skulle til. Det var ikke noget, vi talte om. Vi fik besked på at holde mund, ikke?«, siger en af kvinderne.

De overgreb, to af de anonyme kvinder fra klubben fortæller om, førte allerede i 1977 til en dom til Ernst Johansen for seksuelt misbrug af mindreårige.

På det tidspunkt havde han allerede været sigtet for seksuelt misbrug af mindreårige piger på institutionen Rønneholm i Rødovre i 1971, hvor han arbejdede som pædagog – en sag, som anklagemyndigheden afviste at tage op dengang. I dag fastholder to af kvinderne fra Rønneholm, at de blev udsat for seksuelt misbrug dengang.

Sigtelsen i 1971 og dommen i 1977 stoppede imidlertid ikke Ernst Johansen. Efter premieren på ’Krigernes børn’ i 1979 blev instruktøren for anden gang dømt for seksuelt misbrug. Denne gang af fire 14-årige piger, der havde spillet hovedrollerne i ’Krigernes børn’. Det førte i 1981 til en dom på 8 måneder.

Heller ikke det stoppede ham. I 1984 blev Ernst Johansen for tredje gang dømt for seksuelt misbrug af en 14-årig pige, som boede tæt på den videobutik, han i 1980’erne drev.

For mange af de i alt 16 kvinder er det i dag allerførste gang, de fortæller offentligt om overgrebene. Andre har kun fortalt om deres overgreb som vidner i retssagerne. Først nu – som voksne – har de fået modet til at fortælle offentligt om deres oplevelser, som har præget dem med følelser som skyld og skam. De håber, at de ved at stå frem kan give andre modet til at bryde det tabu, der er forbundet med seksuelt misbrug.

Hvad skal forhindre ham i at slå mig ihjel?

En af dem, der nu står frem, er Susanne Bøgeløv Storm. Hun var en af de fire piger, der spillede hovedrollerne i ’Krigernes børn’ og dengang vidnede i retssagen mod Ernst Johansen.

I dag er hun uddannet skuespiller og har sin egen virksomhed. I 1978 var hun en udadvendt og glad 14-årig pige fra København med et karakteristisk smil, der afslørede en charmerende skæv fortand.

Det var hendes største drøm, der gik i opfyldelse i efteråret 1978, da hun fik rollen som krigerpigen Ilni.

»Wauw, var min første tanke. Ernst Johansen havde lavet en af mine yndlingsfilm, ’Du er ikke alene’. Nu skulle jeg være med i en af hans film. Jeg havde en følelse af spændthed og eufori, når jeg tænkte på de kommende filmoptagelser det efterår. Det var lidt ligesom juleaften«, husker hun.

Lige fra begyndelsen af prøvefilmningerne var instruktøren Ernst Johansen helt tæt på Susanne Bøgeløv Storm og de andre børneskuespillere. At stå foran et kamera var nyt, men instruktøren sørgede for, at hun følte sig tryg ved det uvante. Ernst Johansen lyttede til hende og spurgte ind hendes problemer med kammerater eller forældre. Susanne følte, han var på børnenes side. Hun tænkte, man kunne snakke med Ernst Johansen om alting.

Det var en dag, kort inden filmoptagelserne gik i gang, at instruktørens misbrug af Susanne Bøgeløv Storm begyndte, fortæller hun.

Ernst Johansen havde inviteret teenagepigen ud at spise med den jævnaldrende medskuespiller Janek Lesniak, der skulle spille hendes kæreste i filmen. Den dag mødte hun op som aftalt op i instruktørens stuelejlighed på Strandboulevarden på Østerbro, hvor han boede med sin kone og børn.

Forløbet er beskrevet i hendes vidneforklaring fra retssagen i 1979, og hun husker det også i dag.

Hun husker, at han satte en scene i gang, hvor hun skulle forestille sig, at hun var en elev, der forførte sin lærer – en rolle, han skulle spille, forklarede han. Rollen krævede, at hun skulle tage sit tøj af. Scenen skulle foregå i soveværelset.

Den formiddag voldtog Ernst Johansen Susanne Bøgeløv Storm for første gang, fortæller hun.

»Det er først, da han trænger ind i mig, at jeg opdager, at han er i gang med at voldtage mig. Indtil da har jeg været fuldt overbevist om, at jeg var i gang med at spille en rolle. Jeg var i chok, altså i en decideret choktilstand ude af stand til at handle«, siger hun.

»Samtidig var det ekstra forvirrende, fordi jeg jo troede, vi havde et fortrolighedsforhold, et venskab. Det var utrolig svært at kapere«, husker Susanne Bøgeløv Storm.

(video herunder)

Da han var færdig, husker hun, hvordan han grinede til hende. Det her var en hemmelighed, de to havde sammen, lod han forstå.

Efter voldtægten kørte de til Hareskoven for at hente medskuespilleren Janek Lesniak. På vejen stoppede de for at spise en bøfsandwich, som der står i Susanne Bøgeløv Storms forklaring fra retssagen. Det var, som om ingenting var sket.

Susanne Bøgeløv Storm fortalte ikke om voldtægten til nogen.

»Jeg skammede mig helt vildt. Jeg havde en virkelig stor skyldfølelse, fordi jeg i mit barnesind konkluderede, at jeg selv havde været med til det. Han fik mig til at føle, jeg var medskyldig«, siger Susanne Bøgeløv Storm i dag.

Over længere tid havde han vundet hendes fortrolighed og loyalitet.

»Det var en ekstremt tilrettelagt manipulation. Han groomede mig ved at give mig omsorg, opmærksomhed og skabe tillid. Det ord fandtes jo bare slet ikke i 1970’erne«, siger Susanne Bøgeløv Storm.

Hun sagde det heller ikke, da det skete to gange mere i løbet af optagelserne i en lille lejlighed i Nordvest, efter at Ernst Johansen havde sagt, han ville køre hende hjem efter filmoptagelserne.

En af aftenerne, alene med instruktøren i lejligheden, frygtede hun for sit liv. Han sagde, at han jo egentlig kunne gøre med hende, hvad han havde lyst, husker hun. Da slog det hende, hvor meget større og stærkere end hende den granvoksne mand egentlig var.

»Der blev jeg ramt af et kæmpestort angstanfald, hvor jeg havde svært ved at trække vejret. Pludselig opdagede jeg min sårbarhed. Hvad skulle forhindre, at han slog mig ihjel i den her lejlighed?«, husker Susanne Bøgeløv Storm, at hun tænkte.

Imellem overgrebene fortsatte filmoptagelserne som normalt. Inden i den 14-årige pige herskede en bagvendt logik: Hvis bare hun ikke nævnte overgrebene med et ord, var det, som om det aldrig var sket.

»Så blev jeg rigtig, rigtig bange«

Heller ikke hendes filmveninde, Stine Olsen, der spillede rollen som fiskerdatter, fortalte om Ernst Johansens overgreb. For den 14-årige hestepige fra Farum skete det, ligesom første gang for Susanne Bøgeløv Storm, i instruktørens lejlighed på Østerbro, fortæller hun.

Instruktøren havde bedt hende om at komme hjem til sig under det påskud, at de skulle arbejde med hendes generthed og øve på en mulig rolle i hans næste film.

Rollen krævede nøgenhed, og derfor skulle hun først tage så meget tøj af, som hun turde, husker hun, at han sagde.

Lidt efter lidt afklædte Stine Olsen sig, så hun stod i bluse og trusser. Han fortalte hende, at hun i rollen som elev skulle liste ind i soveværelset og vække læreren ved at hive dynen af ham.

Ernst Johansen ville have hende til at tage scenen om igen og igen. Han bad hende om at tage mere tøj af, og til sidst havde hun ikke mere på. Da hun hev dynen af ham tredje gang, havde instruktøren pludselig heller ikke tøj på.

»Så blev jeg rigtig, rigtig bange. En af mine tanker var, at han kunne have en kniv. Den der angst ... Hvad ville han gøre ved mig, hvis jeg ikke gjorde, som han sagde? Jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg gerne ville leve mere«.

(video herunder)

Ernst Johansen var tyk og føltes tung oven på hende, erindrer Stine Olsen. Hun husker, hvordan voldtægten forekom hende at stå på i evigheder. Men overgrebets detaljer har hun i dag slettet:

»Jeg har sådan en klæbehjerne, hvor jeg kan huske detaljer helt ned til, jeg var to år gammel. Det her har min hjerne lukket af for. Det var min måde at overleve«, siger hun.

Inden hun gik derfra, sagde instruktøren, hun skulle holde det, der var sket mellem dem hemmeligt. Hun var jo kun 14 år, forklarede hun dengang i retten, at han havde sagt. Det, de havde gjort sammen, var jo ulovligt.

Inden voldtægten drømte Stine Olsen, at hendes første gang skulle være helt perfekt med en dreng fra filmen, hun kendte og var forelsket i.

»Det stjal han også fra mig«, siger hun i dag.

»Han har stjålet så meget. Også min tiltro til, at andre mennesker vil en det godt«.

Bagefter på filmsettet blev hun ofte ramt af en angstfuld kvalme ved tanken om, at nogen skulle opdage, hvad der var sket. Hun fortsatte, så godt hun kunne, som om intet var forandret.

Det samme gjorde Susanne Bøgeløv Storm og to andre af hendes medskuespillere. Indtil én af dem en dag brød grædende sammen på settet.

The show must go on

Hvem af dem der sagde det først, kan Susanne Bøgeløv Storm og Stine Olsen ikke huske i dag. Men da først de fire piger begyndte at snakke sammen, var det svært for dem at stoppe igen. De fandt ud af, at Ernst Johansen havde brugt samme fremgangsmetode med dem alle fire: blive alene med dem under påskud af at skulle øve en rolle, få dem til at tage tøjet af lidt efter lidt og få dem til at spille rollen som en elev, der skulle forføre sin lærer.

Susanne Bøgeløv Storm husker, hvordan de svor hinanden til tavshed. Ingen af dem havde sagt det til deres forældre. En af pigerne fortalte senere i retten, at hun havde betroet sig til en veninde fra filmsettet og venindens mor. Det var sket, efter at pigen var vågnet op fra et mareridt – skrigende.

Det var ubærligt for Susanne Bøgeløv Storm at forestille sig, at det hele kom frem. Det måtte det bare ikke. Hun skammede sig så utroligt meget. Var det noget, de havde sammen, sådan som Ernst Johansen havde sagt? En følelse af skyld klæbede til hende.

Stine Olsen husker, hvordan pigerne i deres omklædningsrum græd sammen. På et tidspunkt besluttede de sig alligevel for at sige det til en af de voksne fra filmen. Valget faldt på en voksen skuespillerkollega, de alle sammen godt kunne lide.

Han virkede indigneret og chokeret, da pigerne fortalte ham om, hvad Ernst Johansen havde gjort ved dem. Men deres betroelse fik ingen konsekvenser.

Det endte ifølge vidneforklaringerne med, at nogle af pigerne også fortalte om overgrebene til filmens produktionsleder, den i dag afdøde filmproducent Lars Kolvig.

Da pigerne blev afhørt af politiet i den retssag, der senere fulgte, forklarede de, at de opfattede det, som om produktionslederen i første omgang ikke troede på dem.

Af retsdokumenterne fremgår det af produktionslederens egen afhøring, at han spurgte pigerne, om de havde sagt det til deres forældre. Det havde de ikke. Han spurgte så, om han skulle gå videre med det til deres forældre eller til Ernst Johansen. Det afviste de. Det endte med, at produktionslederen indvilgede i, at pigerne i hvert fald ikke skulle være alene med instruktøren på resten af optagelserne.

Ingen af forældrene fik nogensinde at vide af produktionslederen, hvad der var sket med deres børn. Til gengæld fortalte Lars Kolvig til Ernst Johansen, hvad pigerne havde fortalt ham.

Foreholdt de alvorlige beskyldninger indrømmede instruktøren, ifølge retsdokumenterne, over for Lars Kolvig, »at der var nogle forhold«. Men instruktøren forsikrede ham om, det ikke var sket under optagelserne.

Produktionslederen sagde, at det var uansvarligt af Johansen, og at han fremover ikke måtte være alene med pigerne eller køre dem hjem. Men nu måtte de få filmen færdig »på den bedst tænkelige måde«, sluttede han. Dét var Ernst Johansen enig i. Derefter fortsatte filmoptagelserne som planlagt.

Efter samtalen med Lars Kolvig fik pigerne en fornemmelse af, at alle på settet vidste, hvad der var sket med dem. Af Lars Kolvigs vidneforklaring fremgår det, at han i hvert fald fortalte, hvad pigerne havde sagt, til filmens producent og øverste chef, Just Betzer, den senere blandt andet producerede den Oscar-belønnede ’Babettes gæstebud'. Just Betzer døde i 2003.

I Lars Kolvigs vidneforklaring om de to mænds samtale om overgrebene på pigerne står der konstaterende:

»Vidnet (Lars Kolvig, red.) talte med producenten (Just Betzer, red.), og de blev enige om, at da forholdene havde fundet sted, før optagelserne var begyndt, og således ikke havde så meget med filmen at gøre, ville man fortsætte med tiltalte som instruktør«.

Filmoptagelserne fortsatte. Flere dage var det dog svært at gennemføre optagelserne, fordi pigerne græd.

Han sagde, det var min skyld

Selv om Ernst Johansen havde fået forbud af produktionslederen mod at være alene med pigerne, hentede han en dag flere af dem inden en optagelse, fortalte flere af pigerne i retssagen.

I bilen bebrejdede han dem i stærke vendinger, at de havde fortalt det til de andre voksne på filmen. Han kunne jo komme i fængsel, hvis det blev offentligt kendt, sagde han ifølge pigernes forklaring i retsdokumenterne. Han forlangte at få at vide, hvem de ellers havde sagt det til. Pigerne havde fortalt det til de jævnaldrende drenge fra filmen, svarede de.

Senere holdt instruktøren derfor et møde med flere af drengene, hvor han fortalte dem, at de bare skulle tage det roligt. Det var ikke, som pigerne havde sagt. De skulle bare koncentrere sig om at få filmen gjort færdig, som en af drengene senere forklarede til politiet, at instruktøren havde sagt.

På en af Stine Olsens sidste dage på optagelserne sagde Ernst Johansen, at han ville snakke med hende i enrum. Stine blev rædselsslagen. I dag står instruktørens ord stadig klare for hende:

»Han sagde, at der nærmest ikke var foregået noget. At jeg også gerne havde villet det. Han sagde, det var min skyld«.

Filmen blev optaget færdig den januar. Produktionsleder Lars Kolvig bemærkede, at der ikke kom yderligere klager over instruktøren.

I august 1979 fik ’Krigernes børn’ premiere i biografer over hele landet.

Selvmordet

»Jeg er nødt til løbe. Toget kommer«.
Det blev ifølge retsdokumenterne de sidste ord, en teenagepige sagde i telefonen til sin veninde, inden hun sprang ud foran et tog ved Birkerød Station. Pigen døde den søndag i december.

Et år før sit selvmord havde hun spillet en mindre rolle i ’Krigernes børn’. Måneden inden selvmordet havde hun sagt til sin basisgruppe på gymnasiet, at hun var blevet »efterstræbt« af filmens instruktør Ernst Johansen, som det blandt andet står beskrevet af basisgruppe-veninderne i politiets afhøringer, der blev fremlagt i den senere retssag.

Politiet, der efterforskede selvmordet, havde fundet pigens dagbog. I den havde hun skrevet, at fire piger fra filmen havde fortalt hende, de var blevet voldtaget af Ernst Johansen. Om pigen selv var blevet misbrugt, fandt politiet aldrig noget endeligt svar på, men det var dagbogen, der fik dem til at efterforske sagen.

Susanne Bøgeløv Storm ringede til Stine Olsen i februar 1980 efter pigens selvmord. De to havde holdt kontakten siden premieren den sommer. Men de talte aldrig om det, Ernst Johansen havde gjort ved dem. Nu ringede Susanne, fordi politiet havde kontaktet hende efter at have fundet pigens dagbog. De vidste det med Ernst, sagde Susanne. Hun lød panisk.

Stine Olsen kan huske, hvordan hun med telefonrøret tæt mod øret gemte sig bag stuens ternede sofa. Hun blev overmandet af kvalme. Hvis hun nu bare gemte sig der, behøvede hendes forældre ikke at få at vide, hvad der var sket, tænkte hun. Men der var ingen steder at gemme sig. Politiet ville komme og afhøre hende, fortalte Susanne Bøgeløv Storm.

Næste dag pjækkede Stine Olsen fra skole. Da hendes mor kom hjem og spurgte, hvorfor hun var hjemme, kunne Stine næsten ikke få ordene ud. Tøvende sagde hun helt kort, at instruktøren Ernst Johansen havde voldtaget hende i forbindelse med filmoptagelserne. Først troede moren ikke på hende. Hvad var det for noget pjat, Stine snakkede om? Moren kunne ikke begribe, hvad det var, datteren sagde. Stine spænede fortvivlet ud af huset, hun løb, så stærkt hun kunne, og standsede først, da hun kom til en nærliggende mark.

Da hun kom tilbage til huset, havde politiet ringet og fortalt moren, de ville komme og afhøre datteren.

Politiet efterforskede på det tidspunkt i hemmelighed Ernst Johansen for overgreb. Men i februar 1980 fik medierne nys om den spektakulære sag. På forsiden skrev B.T., at en af landets mest kendte instruktører var involveret i sag om »småpige sex«.

Kort efter flygtede Ernst Johansen ud af landet.

Ernst Johansen efterlyst

Politiet efterlyste Ernst Johansen via Interpol.

Først efter mere end to måneder på flugt blev instruktøren fanget af italiensk politi i Milano. Her havde han indlogeret sig på et hotel.

Af retsdokumenterne fremgår det, at instruktøren sad i italiensk fængsel i fire måneder, fordi politiet fandt en 26 centimeter lang brødkniv på ham og derfor afviste at udlevere ham til Danmark.

Efter blandt andet en sultestrejke, en trussel om selvmord, landede Ernst Johansen i lufthavnen i Kastrup i september 1980. Her stod pressefotograferne parat på landingsbanen for at dokumentere det, der i 1980 var blevet en af årets mest omtalte sager. Det var en »tydelig skæmmet« mand, der nu kom hjem til »Lolita-sex-retssagen«, som B.T. beskrev det.

Stine Olsen, der i dag er jobkonsulent, husker, hvor voldsom pressens dækning var. Selv om aviserne ikke nævnte deres navne, illustrerede flere af dem med billeder fra filmen af pigerne. Alle på deres skoler vidste, det var dem. En dag sad Stine Olsen i bussen på vej hjem fra skole og overhørte to gamle damer snakke.

»De sagde, at vi havde gjort det, fordi vi ville være filmstjerner i Hollywood. Det var frygteligt at sidde at høre nogen tale om en, uden at man kunne rejse sig op og sige: I aner ikke, hvad I taler om. Samtidig fik man tanken, at det nok var vores egen skyld«.

Efter hjemkomsten blev Ernst Johansen tiltalt for samleje og anden kønslig omgang end samleje, derunder oralsex, med fire mindreårige.

Ventetiden, politiafh