I kapitel 1 anklagede 56-årige Karl Wagner instruktøren Lasse Nielsen for at have misbrugt ham seksuelt i 1975, da han som 15-årig havde hovedrollen i ’Måske ku’ vi’. Også tv-værten Anders Lund Madsen og en række andre børneskuespillere berettede om krænkelser og overgreb fra instruktøren.
I dette kapitel drømmer 15-årige Morten Jensen i 1977 om en rolle i Lasse Nielsens ungdomsfilm ’Du er ikke alene’. Det bliver starten på en række seksuelle overgreb hjemme hos instruktøren, husker den daværende børneskuespiller i dag. Lasse Nielsen afviser at udtale sig konkret om anklagerne og siger, at han ikke kan huske meget fra dengang.
Læs tidligere kapitler her.
Han havde ikke tænkt nærmere over det.
Havde ikke overvejet, hvordan han ville slå, eller præcis hvornår, eller hvad konsekvenserne kunne være. Han vidste bare, at han ville se Lasse Nielsen bløde. Da Morten Jensen havde hørt, at ’Du er ikke alene’ – den ikoniske 1970’er-film – skulle vises i biografen Imperial i anledning af filmens 30-års jubilæum, spurgte han sin kæreste, om hun ville med til arrangementet. Han fortalte hende ikke, at der var ét helt specifikt formål med deres udflugt: Han ville knalde Lasse Nielsen, filmens instruktør, én på lampen.
Klokken var lidt i midnat 15. august 2008. I foyeren til Imperial var der samlet en gruppe mænd og kvinder, der havde holdt af ’Du er ikke alene’, dengang de var unge.
I filmen, som blandt andre havde Anders Lund Madsen på rollelisten, forelsker den 15-årige efterskoleelev Bo sig i forstanderens 12-årige søn Kim, og seerne kom helt tæt på den spirende kærlighed mellem drengene i filmens berømte sidste scene, hvor Bo og Kim mødes i et tre minutter langt kys, med Sebastians titelsang som underlægning. Det var første gang, at en ungdomsfilm skildrede forelskelse mellem drenge fordomsfrit. Myndighederne krævede censur, men de unge var vilde med den, og mere end 240.000 så den i biografen. Morten Jensen var 15 år dengang. En smuk dreng, flabet, men med porcelænssarte træk, og han havde fået en rolle i filmen.
Midt i den pompøse foyer stod en lille duknakket mand med hvidt hår. Instruktøren så helt anderledes ud, end Morten Jensen huskede ham. Som børn havde Morten Jensen og hans bror joket med, at de syntes, Lasse Nielsen lignede en abe med sine lange lemmer, det pjuskede rødblonde hår, enorme briller og den brede mund. Nu var instruktøren blevet kraftig. Morten Jensen gik målrettet over mod ham med sin kæreste i hånden. Selv om det var omkring 28 år siden, han sidst havde set ham, var der en fortrolighed over den måde, den gamle mand hilste på.
»Hej Lasse«, sagde Morten Jensen. Han introducerede sin kæreste, også hun gav Lasse Nielsen hånden.
»Nå«, mumlede filminstruktøren, mens han kiggede på kvinden ved Morten Jensens side, »er du stadig gay, eller hvad?«.
»Jeg har aldrig været gay, Lasse«, husker han i dag ordvekslingen.
Resten af aftenen kan Morten Jensen ikke huske så meget fra. Han slog ikke Lasse Nielsen. Instruktøren begyndte at snakke om, at han også var begyndt at være sammen med kvinder. Morten Jensen og hans kæreste så filmen. Han følte sig lettet over, at han kun havde en lille rolle, selv om Lasse Nielsen i sin tid havde lovet ham noget andet. Han ville forbindes mindst muligt med den skide film.
På vej hjem var der meget at sige, men få ord. Morten Jensen og kæresten snakkede om, hvor slattent Lasse Nielsens håndtryk havde været. Vådt og ubehageligt. Og så talte de aldrig om Lasse Nielsen igen.
En rolle i en ny film
Vi møder første gang Morten Jensen for knap to år siden i hans lejlighed i udkanten af København, hvor han bor alene. Der hænger kunst på næsten alle vægge, fordi han har handlet med antikviteter engang. Han holder mest af Jorn og tegner selv i sin fritid. Han er ligefrem, som man er på værtshuse.
Morten Jensen er ikke hans rigtige navn. Af hensyn til sin teenagedatter har han valgt at være anonym, og redaktionen er bekendt med hans identitet.
Morten Jensen har haft en karriere i mobilbranchen, men det er fortid nu. Der ligger afdækningspapir på gulvet, det har ligget der længe, for Morten Jensen vil gerne male sin lejlighed, men bliver ikke rigtig færdig. I perioder er han meget syg, og så lader han sig indlægge. For nylig holdt han op med at drikke.
Som en konsekvens af den medicin, Morten Jensen tager, føler han tit ikke så meget. Hans hukommelse er plaget af sorte huller. Men de ting, han husker, husker han godt.
Morten Jensen husker, at hans forældre var ved at blive skilt, og han var ked af det i sommeren 1977. Han var ved at være færdig med skolen, men pjækkede meget. En af de dage, hvor han var blevet hjemme, havde en af tidens mest kendte filminstruktører været på besøg på skolen for at lede efter unge til en ny film. Ligesom mange andre teenagere tænkte Morten Jensen, at det kunne være vildt spændende at prøve at være med i en film. Han skaffede sig adressen på instruktøren, som tilfældigvis boede i opgangen ved siden af hans bedstemor, og ringede på.
Lasse Nielsen bød ham indenfor. Efter en indledende snak opsøgte instruktøren Morten Jensens forældre for at tale med dem om filmen. Faren var skeptisk, mens moren var begejstret over, at hendes søn skulle være med i en film. Drengen havde potentiale til at få en af de store roller, sagde filmmanden til moren. Derefter begyndte Morten Jensen at komme jævnligt hos Lasse Nielsen, erindrer han. Han fik at vide, at han ville få en rolle, hvor han skulle spille over for filmens smukkeste pige. Der ville være en scene, hvor han kunne vise, hvor god han var til judo og meget mere. Han skulle bare lige lære at slappe ordentligt af.
»Når man kom ind på Lasses soveværelse, så var der et vindue i venstre side, hvor der også var en filmfremviser. Og så var der sengen, og på væggen til højre hang et lærred«, siger Morten Jensen.
Det var på sengen, han skulle lære at slappe af. Lasse Nielsen introducerede det som afspændingsøvelser – en slags massage. Morten Jensen væmmedes ved instruktøren. Han syntes, han stank af tis. I starten havde Morten Jensen tøj på under øvelserne. Så begyndte Lasse Nielsen at trække det af ham, siger Morten Jensen. Det, der skete bagefter, er stadig svært at tale om.
Minderne trænger sig på
Der er gået et halvt liv, siden Morten Jensen var en dreng, der ikke vidste, hvordan han skulle beskytte sig mod det, han beskriver som filminstruktørens manipulation. Egentlig tror han på tilgivelse. Man kan jo ikke bære nag hele livet, som han siger.
»Men det, Lasse gjorde ved mig, er nok det største overgreb, man kan begå mod en lille dreng«, siger Morten Jensen.
Han har haft et ønske om at hive Lasse Nielsen i retten og har blandt andet talt med nogle advokater om det. Men i dag, hvor han er parat til at anmelde Lasse Nielsen for overgrebene, er sagen forældet.
Indtil jubilæet for ’Du er ikke alene’ i 2008 havde Morten Jensen anstrengt sig for at glemme, at Lasse Nielsen fandtes. Efter mødet med instruktøren i Imperial gjorde han sit bedste for at fortrænge tankerne endnu en gang.
Men i september 2013 trængte mindet om de ting, han anklager Lasse Nielsen for at gøre ved ham, atter op til overfladen i hans bevidsthed. En dag faldt han over en kronik i Jyllands-Posten, som Anders Lund Madsen havde skrevet fem år forinden. Her fortalte tv-værten, hvordan Lasse Nielsen havde krænket ham.
Morten Jensen kunne huske Lund Madsen fra optagelserne til ’Du er ikke alene’.
»Han var ikke så høj. Det var jeg heller ikke. Og så var han lige så sjov og fornøjet, som han er i dag«, siger han.
Morten Jensen læste også, at Lasse Nielsen i Information senere afviste Lund Madsens påstande som latterlige og usande.
Faktisk gemte Morten Jensen en hel stak artikler om filminstruktøren i en skuffe på sit kontor. Fotokopier af avissider fra 1970’erne og 1980’erne. Et gulnet løfte om, at historien på et tidspunkt skulle have sin rigtige slutning.
Morten Jensen var ikke et sekund i tvivl om, at Anders Lund Madsen havde talt sandt i sin kronik fra 2008. I september 2013 besluttede Morten Jensen derfor endnu en gang, at han ville gøre, hvad han kunne, for at stille Lasse Nielsen til ansvar for de overgreb, han var anklaget for.
Han ledte efter en mailadresse eller et telefonnummer på Anders Lund Madsen, men da han ikke fandt noget, skrev han en besked på en facebookside med et billede af tv-værten.
»Anders, jeg blev også udnyttet«, sluttede beskeden.
I bunden skrev Morten Jensen sit nummer og sin mailadresse. Og så ventede han. Uden helt at vide på hvad. På en reaktion. På et opkald. På en mulighed for at fortælle Anders Lund Madsen, at han ikke var alene.
Tv-værten svarede ikke.
Anders Lund Madsen så aldrig beskeden. Morten Jensen havde skrevet til en fanside, og ikke til Anders Lund Madsens egen profil.
Grænser blev nedbrudt
Når han tænker tilbage, står det klart for Morten Jensen, at Lasse Nielsen nedbrød ham systematisk.
Men i situationen, da han var 15 år gammel, forstod han det ikke. Morten Jensen husker, hvordan instruktøren overskred små grænser, én ad gangen. Læg dig på sengen. Tag strømperne af. Trøjen. Vil du ikke have rollen? Morten Jensen fortæller, at han løftede sine hofter fra sengen, mens Lasse Nielsen trak bukserne af ham. Noget af det værste var følelsen af selv at have været med til det.
»Guleroden var, at jeg måtte få en hovedrolle i filmen. Og det ville jeg gøre næsten alt for. Inklusive at lade Lasse røre ved mig og holde min kæft med det«, siger han.
Det var den sommer, Morten Jensen blev færdig i skolen og begyndte som portierassistent-elev. Den sommer, han for første gang havde sex med en pige. Lasse Nielsen var venlig. Han interesserede sig for Morten Jensen. Men han ville have noget til gengæld.
»Lasse var totalt besat af mig«, siger Morten Jensen.
(video herunder)
I dag føler Morten Jensen vrede over de fysiske overgreb, men også over det svigt, han synes, han oplevede som dreng. Han havde tillid til Lasse Nielsen og opfattede ham som en slags voksenven.
»Men han narrede mig. Han misbrugte min tillid«.
Da optagelserne til ’Du er ikke alene’ endelig begyndte i sommeren 1977, var det en lettelse. Lasse Nielsen var til stede på settet, men det var ofte filmens anden instruktør, en tidligere pædagog ved navn Ernst Johansen, som instruerede de unge. Morten Jensen fik en rolle. Ikke nogen stor rolle, som Lasse Nielsen havde lovet, og han fik heller ikke mulighed for at spille over for pigen, han var betaget af.
Men de uger, de unge skuespillere tilbragte sammen på en efterskole i Nordsjælland, var en oplevelse. De jokede med Ove Sprogøe, drak øl med Kim Schumacher, som kom på besøg på optagelserne, og spillede bordtennis med crewet. De fik nye venner og glemte skolen og hverdagen. Morten Jensen prøvede at glemme Lasse Nielsen. Da filmen kom ud, var der kun én eneste scene med Morten Jensen med i filmen. Han får en spand vand i hovedet under et håndgemæng.
’Du er ikke alene’ blev solgt til udlandet og cementerede Lasse Nielsens position som en af tidens mest omtalte filmskabere. I dele af homomiljøet fik filmen hurtigt kultstatus, og Lasse Nielsen blev et ikon, en foregangsmand i kampen for fri kærlighed.
Morten Jensen forholdt sig tavs og lod, som om alting var normalt.
»Hvad fanden skulle jeg også sige til folk, ikk’?«.
Han troede, at han var den eneste dreng, der var blevet udsat for overgreb fra Lasse Nielsen. Men i dag fortæller andre, at Lasse Nielsen også inviterede dem hjem med den begrundelse, at de skulle lære at slappe bedre af foran kameraet.
Anklagen lyder, at Lasse Nielsen allerede efter premieren på sin første film, ’La’ os være’, begynder at invitere drenge hjem til sig under påskud om roller i hans næste film. Det er her, i sommeren 1975, at Lasse Nielsen ifølge Karl Wagner, som beskrevet i første kapitel af denne artikelserie, begynder sine overgreb mod den 15-årige dreng, der siden får hovedrollen i ’Måske ku’ vi’.
Omtrent samtidig kontaktede Lasse Nielsen også den 13-årige Ivan Baumann for at høre, om han kunne være interesseret i en rolle.
Ivan Baumann, der i dag arbejder som bioteknolog, havde spillet med i ’La’ os være’. Filmoptagelserne ved Lemvig havde varet hele sommerferien og havde været ét stort eventyr for skoledrengen. Derfor blev han glad, da Lasse Nielsen inviterede ham hjem til sig, så de kunne tale om den nye film. Efter at have snakket og hørt musik sammen i stuen – Ivan var meget betaget af filmmandens B&O-grammofon – spurgte Lasse Nielsen ham, om han ville se nogle filmklip. Inde på soveværelset satte instruktøren en smalfilm på fremviseren. Apparatet rumlede og skramlede, og så begyndte billederne at dukke op på væggen over for den store seng, hvor Ivan Baumann lå på maven og spændt fulgte med. Lasse Nielsen satte sig ved siden af ham.
»Han rykkede tætterepå mig og begyndte at køre en hånd op under min bluse. Og så kærtegnede han min ryg med sin hånd. Det var ubehageligt. Der opstår en meget besynderlig intimitet imellem os, som jeg slet ikke har lyst til. Jeg tænkte bare: Lad mig komme væk«.
Ivan Baumann rejste sig op, tog sine sko på og råbte farvel, mens han var på vej ud ad døren.
»Bang. Det gik stærkt. Det var ren flugt for mit vedkommende«.
Det blev sidste gang, Ivan Baumann hørte fra filminstruktøren.
Befamlet på børneværelset
En anden ung dreng blev så chokeret over forholdene på en weekendtur, inden optagelserne til ’La’ os være’ begyndte, at han besluttede sig for ikke at medvirke i filmen alligevel. Kim Gagnér, der i dag arbejder som kunstner, var 13-14 år gammel og havde ellers glædet sig meget over at være blandt de børn, Lasse Nielsen havde udset sig til en rolle.
»Det kunne være fedt at være med i en film, og måske kunne man blive berømt, eller i det mindste tjene penge nok til at købe en knallert eller et stereoanlæg«.
Han husker, at filmholdet havde arrangeret en weekend i en spejderhytte, hvor børnene skulle lære hinanden bedre at kende. For Kim Gagnér blev det en grænseoverskridende oplevelse.
»Vi skulle blandt andet kravle rundt på gulvet og gramse på hinanden. Det var eddermame ubehageligt, altså. Filmholdet havde sådan en frigjort attitude, hvor det var helt okay, at der skete mærkelige ting«.
Da han var kommet hjem til sine forældre igen, havde Kim Gagnér ikke den mindste tvivl: Han ville under ingen omstændigheder være med i den film.
»Da jeg sagde det til min mor, sagde hun: Det må du selv forklare. Og så fik Lasse Nielsen det at vide, og så kom han hjem til mig«.
Indtil da havde Kim Gagnér haft det fint med instruktøren. Men den dag på hans børneværelse i Brønshøj fik han et andet indtryk af Lasse Nielsen.
»Han sad og holdt om mig hele tiden. Det var meget ubehageligt. Han befamlede mig, op og ned ad ryggen, og jeg prøvede hele tiden at sige: jeg vil ikke være med, og han sagde: jamen dit og jamen dat, og at jeg jo nærmest var uundværlig, og det kunne slet ikke lade sig gøre uden mig«.
Kim Gagnér oplevede, at Lasse Nielsens berøringer blev stadig mere intense.
»Han klemte om min arm og rørte mig neden for buksekanten. Jeg ville bare væk, og jeg ville være fri for at lave den film«.
Teenagedrengen vidste ikke, hvad han skulle gøre for at slippe af med den voksne mand, der blev ved med at holde om ham. Han blev mere og mere fortvivlet.
»Jeg tænkte hele tiden: Min mor er ude i køkkenet, og jeg havde mest af alt lyst til at kalde på hende, men det var også pinligt at kalde på hjælp. Jeg var rimelig genert på det tidspunkt, så jeg syntes, det var flovt over for ham, for tænk, hvis det nu var ingenting, ikk’. Altså, jeg var kun et barn, jeg vidste sgu ikke, hvad der var standard på det tidspunkt. Jeg var sådan opdraget, at når de voksne talte, så hørte man efter, og han var jo på en måde en autoritet. Det faldt mig ikke ind, at jeg kunne sige nej til hans berøringer. Jeg håbede bare rigtig meget, han ville skride«.
Til sidst gik Lasse Nielsen, og Kim Gagnér slap for at skulle være med i ’La’ os være’.
Få år senere, under optagelserne til ’Du er ikke alene’, fortsatte Lasse Nielsens tilnærmelser ifølge flere af de unge, der spillede med i filmen. De fortæller i dag om ubehagelige oplevelser med instruktøren.
Keld Sølvsteen, der i dag arbejder som kiropraktor i Holland, havde set en annonce i avisen, hvor Lasse Nielsen efterlyste unge, der ville medvirke i hans nye film.
Han fortæller, at han som første led i castingen blev inviteret hjem til instruktøren. Her ville Lasse Nielsen tage billeder af ham. På et tidspunkt bad filmmanden drengen om at tage trøjen af og fotograferede ham i bar overkrop. Bagefter stillede Lasse Nielsen den 16-årige dreng en hovedrolle i udsigt.
»Og så spurgte han mig, hvad jeg helst ville gøre i filmen: kysse en anden dreng eller tage en anden dreng på pikken? Jeg så jo mig selv som skuespiller – det var min drengedrøm. At skuespillere kysser på film, mente jeg var normalt, men at tage hinanden på pikken syntes jeg ikke lige var en skuespillers opgave, så jeg svarede, at jeg helst ville kysse en anden dreng«.
Ifølge Keld Sølvsteen svarede Lasse Nielsen, at alle øvrige drenge til castingen havde sagt, at de helst ville røre ved en anden drengs penis.
»For det havde de da prøvet før, sagde han. Jeg syntes, hele situationen var meget underlig og ubehagelig«, husker Keld Sølvsteen.
Han fik en statistrolle i filmen.
Også Bill Sjøgren fik en invitation – dog først, da optagelserne var i kassen. Han tog hjem til instruktøren sammen med nogle andre drenge. Her satte Lasse Nielsen en film på fremviseren og opfordrede Bill Sjøgren til at smide sig i vandsengen.
»Han var meget indsmigrende. Jeg syntes, han var en klam type. Det var mit indtryk, at han gik efter de mest sårbare. Dem, han kunne manipulere. Han forsøgte med mig, men jeg trak mig«, siger Sjøgren, der i dag arbejder som nattevagt på et botilbud for udviklingshæmmede.
Han husker, at én af de drenge, han fulgtes med hjem til Lasse Nielsen, var Morten Jensen.
»Vi havde begge haft en statistrolle. Han var en køn, mørkhåret fyr. Det virkede dengang, som om han havde været i lejligheden flere gange før. Lasse havde helt sikkert inviteret ham tidligere«.