P

Børneskuespillere fra ikoniske 1970’er-film står frem og fortæller om seksuelt misbrug

Seks mænd og 16 kvinder beretter, at to filminstruktører bag ungdomsfilm som ’Du er ikke alene’ og ’Måske ku’ vi’ systematisk krænkede og misbrugte dem, da de var børn. Instruktørerne Lasse Nielsen og Ernst Johansen bor begge i Thailand under nye navne. Lasse Nielsen afviser at udtale sig konkret om anklagerne, men siger han ikke kan huske meget fra dengang. Ernst Johansen afviser at stå bag voldtægt.

Det var nogle af 1970’ernes mest populære film, der blev hyldet i samtiden og senere anerkendt i dansk filmhistorie, fordi de satte fokus på børn og unges liv og skildrede kontroversielle emner som sex og homoseksualitet. Film som ’La os være’ (1975), ’Måske ku’ vi’ (1976) og ’Du er ikke alene’ (1978) med Sebastians kendte titelsange fik hundredtusinder af danskere i biografen.

Men bag kameraet oplevede flere af børneskuespillerne en mørkere fortælling.

Nu beretter 6 mænd og 16 kvinder, hvordan instruktørerne Lasse Nielsen og Ernst Johansen, der sammen instruerede flere af de kendte 1970’er-film, udsatte dem for krænkelser og seksuelt misbrug, da de var børn.

Først skulle jeg tage tøjet af. Så kom berøringerne lidt efter lidt og mere og mere grænseoverskridende.

I første kapitel af Politikens undersøgende serie ’De misbrugte filmbørn’ fortæller den i dag 56-årige Karl Wagner, at han var 15 år gammel, da instruktøren Lasse Nielsen i 1975 tilbød ham hovedrollen i ’Måske ku’ vi’. Det seksuelle misbrug begyndte lidt efter lidt, da han over en længere periode blev inviteret hjem til Lasse Nielsen under påskud af at skulle øve på rollen, husker han.

»Først skulle jeg tage tøjet af. Så kom berøringerne lidt efter lidt og mere og mere grænseoverskridende. Han brugte ofte ordet frisk. At jeg var nødt til at være »frisk på noget sjov«, hvis jeg ville spille med i filmen. Over tid udviklede det sig til groft seksuelt misbrug«, fortæller Karl Wagner i dag.

Enslydende fortællinger om misbrug

De 6 mænd, der var børneskuespillere i Lasse Nielsens film, beretter enslydende om seksuelt misbrug og krænkelser fra Lasse Nielsens side. Også forløbet op til de krænkelser, mændene fortæller om, har meget tilfælles: Drengene fik at vide, at Lasse Nielsen var interesseret i et bruge dem i en film, og vandt deres fortrolighed. De blev inviteret hjem til ham, hvor instruktøren overskred deres grænser lidt efter lidt ved at bede dem tage tøjet af, sige, at de skulle være trygge ved hans berøringer, eller vise dem porno.

Tv-værten Anders Lund Madsen spillede med i ’Du er ikke alene’ i 1978. Efter premieren blev han inviteret hjem til instruktøren under påskud af, at Lasse Nielsen ville se, om han kunne bruge ham i sin næste film, husker Anders Lund Madsen, der var 14 år dengang.

»Hans berøringer på min krop gjorde mig utilpas, og jeg forstod dem ikke. Da jeg spurgte, hvad de skulle til for, sagde Lasse Nielsen, at rollen krævede, en dreng, der kunne tåle at blive rørt ved«, siger Anders Lund Madsen, der fortæller, at han slap væk, inden instruktøren lykkedes med at fortsætte berøringerne under bæltestedet.

16 kvinder fortæller, at også medinstruktøren Ernst Johansen udnyttede sin magt som både filminstruktør og pædagog til at begå seksuelle overgreb mod dem. Kvinderne fortæller om, hvordan han udsatte dem for groft – ofte gentaget – seksuelt misbrug, herunder fuldbyrdede voldtægter.

Janni Olsson kendte både Ernst Johansen som instruktør fra sin fritidsklub i Nordvest og senere, da hun havde en statistrolle i filmen ’Krigernes børn’.

»Jeg var jo kun 13 år gammel. Jeg ved ikke, om ordet pædofil overhovedet eksisterede. Børnelokker måske, men det var ikke noget, jeg forbandt med Ernst. Jeg var simpelthen så chokeret over, at en, jeg stolede på, kunne lokke og lyve på den måde«, siger hun.

Grooming

Flere eksperter genkender den adfærd, som de 6 mænd og de 16 kvinder beskriver, som grooming – en metode, pædofile anvender for at vinde et barns tillid ved at skabe en nær følelsesmæssig relation baseret på fortrolighed.

Efter at have lavet filmene i 1970’erne forsvandt både Lasse Nielsen og Ernst Johansen fra dansk film. I dag bor de begge under nye navne i Thailand, hvor Politiken opsøgte dem for at konfrontere dem med anklagerne. 75-årige Ernst Johansen har blandt andet tre domme for misbrug af mindreårige piger bag sig.

»Jeg havde nogle episoder, hvor der blev lagt op til mig«, siger han og erkender, at han har haft »en periode« i sit liv, hvor han lavede »noget lort«.

Men flere af de 16 kvinder, der nu fortæller, at han misbrugte dem som børn, afviser han at kende til.

»Det, ved jeg, er løgn. Jeg har lavet meget lort, men det der. Jeg kan ikke engang huske hendes ansigt«, siger han blandt andet om en af kvinderne.

Lasse Nielsen, 67, der i dag bor i Pattaya syd for Bangkok, afviser anklagerne fra de 6 mænd, der fortæller, at instruktøren misbrugte eller forsøgte at misbruge dem seksuelt, da de som børn skulle være med i hans film:

»Hvorfor kommer det efter 50 år? Er det ikke på grund af den kampagne, der kommer fra Amerika? Og fordi jeg er kendt? De kunne være kommet, da vi havde lavet filmen«, siger han.

De seneste 8 år er Lasse Nielsen begyndt at instruere kortfilm med danske og thailandske børn i hovedrollerne. Ingen af børnene fra filmene, som vi har været i kontakt med, fortæller, at de er blevet udsat for overgreb.

Producenten på Lasse Nielsens nyeste film er den samme som i 1970’erne: Steen Herdel, der blandt andet har produceret kendte film som ’I Kina spiser de hunde’ og ’Honning måne’. Han afviser at have kendt til overgreb dengang i 1970’erne. Konfronteret med videooptagelser af mændenes beretninger om overgreb, siger han blandt andet:

»Det har bare været et overgreb, ikke? Det er jo ikke noget, der har gjort ondt. De er ikke blevet slået eller tvunget«.

Redaktionen anbefaler:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce