15-årige Aiham havde netop sat sig i en ledig frisørstol, da han blev skudt gennem hovedet

Manden råber sit budskab op mod den tunge grå himmel over Uppsala.

»Det er nok nu. Det er nok nu. Volden må slutte nu!«.

Han er høj med kortklippet gråsprængt skæg og ydmygt klædt. Han holder en mikrofon i hånden.

»Lån mig jeres hjerter, for jeg vil have, at I lytter med jeres hjerter nu«.

Han hedder Obaida Alramahi, han er lokal rollemodel og tennistræner i Uppsala, og i sin fritid arbejder han med børn og unge. Han står foran en tilkastet grav, hvor 15-årige Aiham er stedt til hvile i snehvide ligklæder under lysebrun muldjord på den muslimske Berthåga Kyrkogård lidt uden for Uppsala. Han står tæt sammen med op mod tusind mænd og kvinder, som ser på ham med alvorlige, sorgfulde ansigter. Det er en blæsende kold dag, nogle har vinterjakker på, nogle tørrer øjnene.

Aiham blev, sammen med to andre unge, offer for en drabsmand, som lidt over klokken 17 tirsdag 29. april brasede ind i en nyåbnet frisørsalon i et pænt almindeligt boligkvarter i midten af Uppsala nord for Stockholm. Her skød og dræbte han 15-årige Aiham, den 16-årige dreng, Omar, og en 20-årig ung mand, Milkeas, som var kunder i salonen.

Aiham havde netop sat sig i en ledig frisørstol, han tekstede stadig på sin mobil med en ven, da han blev skudt gennem hovedet. Dagen før var Aiham begyndt i sit første job nogensinde hos McDonald’s, han havde denne tirsdag netop været til en skoleprøve, og nu ville han klippes, som han plejede at blive det hver uge.

»Aiham var en ung fyr, som holdt af sine kammerater, sine venner og sine forældre og søskende. Han brød sig ikke om at se nogen kede af det, oprørte eller ensomme. Så han nogen, som var blevet hægtet af, tog han fat i personens hånd og sørgede for, at de også var med i fællesskabet«, siger manden ved gravstedet til de fremmødte.

Lidt tilbagetrukket i mængden står Aihams lyshårede venner og veninder fra gymnasiet med blomster i hænderne. Rundt om kirkegården er politiet massivt til stede.

En yngre mand er fængslet, mistænkt for at have udført trippeldrabet, som i dagene efter drabet, hvor Politiken var til stede i Uppsala, svøbte byen i knugende stemning.

Vidner beskriver, hvordan gerningsmanden iført en maske og med hævet våben og faste skridt gik ned i den kælderbutik, hvor frisørsalonen holdt åben, og forlod gerningsstedet igen på et elløbehjul.

Yderligere fire personer er fængslet, mistænkt for medvirken til drab og grov våbenlovsovertrædelse.

Den svenske anklagemyndighed ønsker af hensyn til efterforskningen ikke på nuværende tidspunkt at oplyse yderligere om begivenhedernes forløb, drabsmandens mulige mål eller motiver. Ifølge forlydener i dele af den svenske presse var der i frisørsalonen en helt anden ung mand, som havde låst sig inde på et toilet, og som kan have været det egentlige mål.

Trippeldrabet bliver af de efterladte og borgere i byen udlagt som en ubærlig og ultimativ konsekvens af de fejder og den kriminelle kultur, der hærger Sverige med en hensynsløs og ofte pillepåvirket kynisme og råhed, som også rammer uskyldige, tilfældige borgere, piger og drenge. En kultur, som har udviklet fænomenet kriminalitet på bestilling, der har trukket spor til Danmark, hvor op mod 20 svenske børn og unge sidste år blev anholdt under bestilte forsøg på at udføre drabsmissioner fortrinsvis i København.

Gennem tre år har Politiken fulgt en kontakt med tætte relationer til udsatte og kriminelle unge i Sverige. Sammen med kontakten har vi opsøgt unge for at få et førstehåndsindtryk af lejekriminelle, som udfører kriminelle handlinger på bestilling, og det vildtvoksende og bevæbnede gademiljø i landet.

Udviklingen er dokumenteret i en statistik fra i år fra den svenske anklagemyndighed, som viser, at aldrig tidligere har antallet af unge mellem 15 og 17 år, der mistænkes i drabsefterforskninger, været så højt som nu. Fra 2013 til 2024 er der sket en stigning på næsten 2.400 procent.

Den fælles forpligtelse

Situationen har fået den svenske popsanger Simon Superti til at fremmane en dystopisk afskedssang til det svenske klenodie Astrid Lindgrens folkekære hyldest til svensk barndom, livskraft og sammenhold, hvor han erklærer Bulderby for død.

Simon Superti synger om et Sverige, hvor gader ligger uoplyste hen, ekkoer af skud, og hvor ingen børn leger mere.

»Du kan hilse Astrid Lindgren og sige, at Bulderby er død«, lyder slaglinjen i sangen, som udkom 1. februar. Det var blot tre dage før masseskydningen på en skole i Örebro 4. februar, som kostede ti personer livet, og hvor den svenske dronning Silvia under et besøg på gerningsstedet afmægtigt spurgte: »Hvor er Sverige blevet af?«.

Efterfølgende røg Bulderby-nummeret til tops på hitlisterne.

Samme tema adresserer den høje mand, Obaida Alramahi, i sin tale ved Aihams grav på kirkegården. Han hæver stemmen.

»Spørgsmålet, vi bør stille, er: Hvordan har vi ageret? Har vi været gode mennesker, har vi spredt kærlighed, glæde, sammenhold, eller har vi spredt en voldskapital, som har bidraget til, at vor broder er havnet under jorden«, siger han.

Han hæver pegefingeren, og Obaida Alramahi råber nu sit budskab ud over de fremmødtes nedslåede blikke, så det gjalder mellem træerne i den omkringliggende skov, videre ud over det vidtstrakte svenske landskab og måske hele vejen til Stockholm.

»Den her vold må stoppe! Vi har en forpligtelse. Voksne er forpligtet over for ungdommen, og ungdommen er forpligtet over for de endnu yngre og de endnu yngre over for børnene. Vi skal tænke på vores bror, vi skal tænke på, hvad vi siger, og hvordan vi handler. De bandekriminelle, lederne, er ingenting. Deres gyldne symboler er ingenting værd, når man havner under jorden. Den sande styrke, det sande mod ligger hos den, som siger fra«.

Døren står åben for, at vi kan begynde på et nyt kapitel, råber han.

»Lad os sammen opbygge vort elskede, smukke og dyrebare svenske samfund«.

Kort efter drabet møder Politiken 15-årige Aihams far, Aiman, ved en mindehøjtidelighed i Uppsala. Han er 48 år og uddannet socialpædagog. Det er tre dage siden, han mistede sin søn, og han er dybt berørt. Moren er for nedbrudt til at møde frem. På et bord står et foto af Aiham iført hvid skjorte og blåt jakkesæt.

Foto: Privat

»Dagen før kom han med blomster til os, fordi han elskede os så meget. Det var det, han sagde. Jeg kan ærligt sige, at min søn forsøgte at gøre sit bedste. Han var ren og uskyldig, og det gør mig glad. Han kan gå til Allah med en ren og uskyldig sjæl«.

Med alle drømme bristet klynger Aiman sig til lyse minder om sin søn. Han ønsker ikke hævn. Gud vil give ham retfærdighed.

»Jeg vil benytte det, der er sket, til at sprede kærlighed. Hvis du har fjender, skal du gøre dem til dine venner. Det var det, min søn ville. Det var sådan, han var. Der er for meget had. Aiham gør mig stærk, fordi jeg er en stolt far. Vi må ikke give op. Vi må få samfundet til at stoppe op og overveje, hvordan vi standser det her«.

Børn lever farlige liv

I en anden del af Uppsala, i boligområdet Gottsunda, bliver vi budt indenfor i en beskeden somalisk moske i en boligkarré, hvor den 16-årige skuddræbte Omar mindes. Hans far står midt i rummet, forgrædt og for træt til at tale. Han inviterer os til at blive. Et familiemedlem trækker os hen til et bord.

»Vi forældre er bekymrede. Vores børn lever farlige liv«, siger manden, som ønsker at være anonym.

Han har boet i Sverige i 30 år og har flere børn. Han siger, at unge mellem 10 og 20 år konstant er truet af kriminelle eller bliver presset til at medvirke i kriminalitet. Han følger sine børn på sin mobil via gps.

»Jeg ringer til mine ældste børn fem-seks gange om dagen. Vi tjekker vores børn hele tiden. Vi følger dem til skole og hjem igen. Til fodboldtræning og hjem igen, vi følger dem til alt«.

Han overvejer at flytte sin familie til en lille by, et mindre samfund, væk fra større byer.

»Vi lever ikke i fred. Der findes så meget narko, piller og våben, og politiet stopper det ikke«.

Hvad kan man som forældre gøre?

»Man skal tale med sine børn. Man skal være sammen med sine børn. Man skal prioritere at være sammen med dem fysisk, så man kan lære hinanden at kende og få fortrolighed. Det er det, vi behøver«.

Tirsdag 13. maj faldt et nyt skud i Boländerne i Uppsala i en restaurant, hvor en person blev dræbt. Det skete samme dag, som statsminister Ulf Kristersson (M) var i byen for at tale ved et mindearrangement efter trippeldrabet.

»Tre mennesker blev ofre for den brutale vold, som så længe har holdt vores land i et hensynsløst greb. Den brutale vold, som gang på gang viser, at kampen mod dem, som truer og dræber, ikke er vundet endnu«, sagde statsministeren.

To personer under 18 år blev samme aften pågrebet af politiet og varetægtsfængslet mistænkt for drab og medvirken til drab.