Der er et af Carstens Egevangs billeder fra Grønland, der altid vækker debat, når det optræder på sociale medier.
På fotografiet ligger en død isbjørn på en slæde. De store labber hænger ud over slædens kant. Hovedet hviler slapt og livløst. Oven på isbjørnen sidder fangeren. Iført stribet sweater og solbriller. Hans ansigt afslører ingen følelser. Han er bare på vej hjem med sit bytte. Han, mennesket, ser lille ud i forhold til det kæmpestore dyr.
»Det er sådan et foto, der går lige i mellemgulvet«, som Carsten Egevang siger.
Billedet er et af de over 200 fotos, Carsten Egevang har samlet i sin monumentale 350-siders fotobog. Naturfotos taget på utallige rejser til Grønland og i de seks år, han og familien boede i Nuuk.
