Ser du mine ar?
Får de dig til at tænke ...
... at dit eget liv er helt okay?
Hvad afgør egentlig, om noget er normalt?
Eller … smukt?
Den britiske fotograf Sujata Setia vil have os til at tænke anderledes.
Og gøre op med den måde, vi betragter mennesker, som – synligt – er noget særligt.
Det er første gang, hun har ladet sig fotografere sådan her
Hun havde været på skiferie. Nu sad hun på pladsen lige bag chaufføren, mens bussen rullede ned fra Alpe d’Huez ad den smalle bjergvej.
Alt var, som det skulle være. Lige indtil det 21. hårnålesving.
Pludselig satte bremserne ud. Chaufføren kastede sig tilbage i sædet og forsøgte med hele sin vægt at træde pedalen i bund, men ... ingenting skete. Bussen tordnede mod kanten, og manden bag rattet tog en hurtig beslutning. Han drejede skarpt til højre og bragede ind i bjergvæggen.
Bussen brød i brand. Chaufføren blev dræbt. Catrin, der var 19 år på det tidspunkt, blev trukket ud af vinduet fra sit sæde bag ham med tredjegradsforbrændinger på 96 procent af kroppen.
Chancen for at overleve er 1 ud af 1.000, når ens brandskader er så omfattende.
Catrin blev dén ene. I tre måneder lå hun i koma, derefter fulgte 200 operationer og 4 års genoptræning.
»Det er første gang, jeg har ladet mig fotografere sådan her. Hvor man kan se ... alt«, siger hun.
Portrættet af hende er taget knap 10 år efter ulykken.
I dag har Catrin vænnet sig til, at øjne altid følger hende – fra det øjeblik, hun åbner sin dør og træder ud på gaden. Hun har besluttet sig for at kigge tilbage – på os – og »gøre det med ømhed og empati«, siger hun:
»Det glæder mig, hvis mine ar kan få dig til at føle dig bedre tilpas i dit eget liv. Jeg forstår det godt«, siger hun.
»Selv føler jeg, at de gør mig til noget særligt. Anderledes smuk. Jeg tænker på mine ar som strøg med livets pensel. Og jeg kan godt lide maleriet«.
Det normale ... Hvad er det? Er det altid dét, der er mest af?
Og hvad afgør egentlig, at noget er ... smukt?
’Changing the conversation’ kalder Sujata Setia sin prisbelønnede billedserie.
Gennem flere år har den britiske fotograf taget portrætter af mennesker, der skiller sig ud fra gennemsnittet.
Som – synligt – er noget særligt.
Dem, som mangler dele af kroppen. Eller et øje. Eller alt hår.
Og dem, som bærer mærker efter hændelser i deres liv – udenpå.
Som Catrin.
Og som James og Ashley ...
Det var en togulykke
Jeg tænker indimellem på, hvad jeg vil gøre, hvis vi får et barn til. Og jeg har brug for at tage fat i dem begge to på samme tid«, siger James med et grin.
For mange år siden mistede James en arm og et ben i en togulykke.
Hans hustru Ashley mangler den nederste del af sin højre arm. I hendes tilfælde er det medfødt.
»Jeg troede ikke, at jeg skulle være mor – for hvordan skulle jeg kunne bære mit barn? Hvordan skulle jeg støtte hendes hoved, når jeg gav hende mad? Hvordan skulle jeg binde hendes snørebånd? Og give hende tøj på?«, siger hun.
»Men det gik af sig selv. Elara ved godt, at hendes mor og far er nødt til at gøre tingene på en anden måde. Så hun hjælper os med at finde løsninger«.
Ashley er model og arbejder med at forbedre vilkårene for familier, hvor et eller flere medlemmer mangler lemmer. James er foredragsholder og BBC-vært.
»Du ved, hvordan det er, når man er anderledes ... Man må være vedholdende«.
Hun har tilgivet dem, der mobbede hende
Jeg var 16, da han spyttede på mig – den dreng, der blev ved med at forfølge mig. Så besluttede jeg, at jeg ville elske mig selv. Det var et valg, jeg tog. Helt bevidst«.
Hannah er født med Hay-Wells syndrom, en sjælden genetisk tilstand, hvor hår, tænder og hud underudvikles. Det anslås, at der kun findes omkring 30 tilfælde i verden, der er i live i dag.
»Mobningen begyndte, da jeg kom på college. Det var svært for mig at bære. Jeg udviklede en spiseforstyrrelse på grund af det. Jeg kæmper stadig med den«.
»Men jeg har tilgivet dem, der gjorde det dengang. Alle fortjener en chance. Og vores yngre jeg repræsenterer os ikke som voksne«.
»Hvis folk stirrer på mig nu, hvilket de gør hele tiden, så smiler jeg til dem. Jeg opfordrer dem til at stille mig spørgsmål, for jeg vil gerne øge bevidstheden om handicap. Derfor blev jeg også model – så jeg kunne repræsentere min stamme«.
»Men ... jeg er ikke ’en sjælden sygdom’. Jeg er mig. Jeg er venlig, stærk og medfølende. Jeg ønsker, at verden bliver et sted, der rummer, at vi er forskellige«.
»Indtil det sker: Jeg lover aldrig at dømme dig, grine af dig, latterliggøre dig eller få dig til at føle dig uværdig – også selv om du vælger ikke at gøre det samme for mig«.
»Skønhed er en konstruktion«, siger Sujata Setra.
Og hun er TRÆT af konstruktioner.
»En dag kom min datter på otte år hjem fra skole og spurgte: »Mor, er jeg smuk?«.
»Jeg måtte lige stoppe op et øjeblik. Det gik op for mig i hvor høj grad, jeg selv er præget – ja, næsten skamferet – af den opfattelse, at skønhed betyder alt for ens liv. Og endda en meget snæver opfattelse af begrebet. Og det ville jeg ikke give videre til hende«.
»Som pige, der voksede op i et patriarkalsk samfund i en lille by i Indien, har jeg kæmpet hele mit liv med konstruerede opdelinger: Smuk eller grim, normal eller unormal, rig eller fattig«.
»Med mine billeder vil jeg vise, at der ikke er noget, der er udelukkende det ene eller udelukkende det andet. Det er vores definitioner, vores opdelinger. Verden eksisterer uafhængigt af det. Vi kan selv beslutte, hvad det er at være smuk«.
Og hvem siger egentlig, at man skal være hel for at være det?
Med tiden har hun fået mere selvtillid
Ansigtssymmetri ... det er alligevel overvurderet«.
Hattie blev født med grå og grøn stær. Som spæd gennemgik hun flere operationer. Resultatet blev et mørkt, forstørret højre øje, der i voksenlivet begyndte at give hende smerter. Til sidst blev hun rådet til at få det fjernet og erstattet af en øjenprotese.
På sin Instagram skriver hun:
»Jeg sagde ja til at blive fotograferet, fordi jeg synes, at det skal accepteres, ja endda fejres, at man både kan være forskellig fra andre og normal. Jeg håber på sådan en verden. Og jeg ønsker at være en del af den bevægelse«.
»Med tiden har jeg fået mere selvtillid. Jeg er fast besluttet på, at mit selvværd ikke skal defineres af mit udseende«.
»Man behøver ikke at være perfekt for at inspirere andre. Lad i stedet folk se, hvordan vi håndterer vores ufuldkommenhed«.
Hun bliver stadig overrasket
Ar fortæller historier«.
Raiche Mederick blev forbrændt under en brand i et hus, da hun var 18 måneder.
»Spørgsmålene begyndte for alvor at komme, da jeg blev ældre. Rundt om mig gik alle med makeup og mini-nederdele. »Hvorfor bliver du ved med at dække din krop?«, spurgte de. »Fordi det er det, jeg vil«, svarede jeg. Jeg forstod ikke, hvorfor de ikke forstod mig. Det var jo bare sådan, jeg levede. Det var mit ’normal’«.
Alligevel har det taget hende lang tid at finde sig selv, siger hun. På tværs af alle opfattelserne af, hvad det vil sige at være kvinde ... og farvet ... og brandoffer.
»Jeg bliver stadig overrasket, når folk kommer hen til mig og siger, at jeg inspirerer dem. Men jeg gætter på, at ar kan være en smuk måde at fortælle om sit liv ... og måske føler en del mennesker, at deres historie alligevel har fællestræk med min«.
Hvad skal der til, for at vi oplever mennesker, som de er?
Smukke billeder?
Sujata Setia er klar over, at det kan virke modsætningsfyldt: At arbejde med et projekt, der handler om at sætte spørgsmålstegn ved en meget konventionel opfattelse af, hvad der smukt.
Og samtidig fotografere – og efterbehandle – billedserien på en måde, så portrætterne bliver ... smukke.
»Jamen, det er rigtigt. Men ... billederne er ikke dokumentarfotografi. Og jeg fotograferer ikke til museer eller folk, der i forvejen ved en masse om de her problemstillinger. Jeg vil have diskussionen frem på bordet blandt almindelige mennesker. Og dér har jeg følt, at det var nødvendigt at komme op med noget, der blev lagt mærke til«.
Hun tror stadig på, at opfattelsen af skønhed kan flyttes.
Åbnes. Ændres. Og udvides. Til at det egentligt smukke er, at vi er forskellige.
Hvis vi vil.
Lægerne sagde, at det var den værste skade, de havde set
Amber var den første, Sujata fotograferede til ’Changing the conversation’.
Hun blev landskendt, da hun fødte det næststørste barn i hele Storbritanniens historie.
Lille, store Emilia vejede næsten 5,9 kg.
Under graviditeten voksede Ambers mave. Og voksede og voksede og voksede.
»Den blev så stor, at lægerne troede, at jeg skulle have tvillinger«.
»Til sidst splintrerede mine mavemuskler fuldstændig – så meget, at lægerne næsten ikke kunne skelne dem fra hinanden under kejsersnittet. De sagde, at det var den værste skade på mavemuskler, de nogensinde havde set«.
»Men så blev jeg mor til Emilia, dette mirakel. Og nu har jeg det sådan: Hej! Mit navn er Amber. Jeg er mor. Jeg har ar. Jeg bærer dem som noget smukt på min krop og på min sjæl«.
HVIS HVIS DU VIL VIDE MERE OM FOTOGRAFEN
Sujata Setia er britisk, født i Indien i 1982.
Hendes portrætfotografi har været bragt i en række internationale tidsskrifter og magasiner som Forbes, Huffington Post, New York Post, The Hindu, Mumbai Mirror, Buzzfeed og Vanity Fair.
Website: www.butnaturalphotography.com
Instagram: @sujatasetia
REDAKTION
Foto: Sujata Setia
Tekst: Henriette Lind
Layout: Christine Vierø Larsen
Digital tilrettelæggelse: Christine Vierø Larsen og Henriette Lind
Fotochef: Peter Hove Olesen
Chef for digitale fortællinger: Johannes Skov Andersen