Sammen altid. I medgang og modgang - og kemoterapi
Laurel og Howard havde været gift i 34 år. Så fik de kræft. Samtidig. Deres datter, fotografen Nancy Borowick, gav sig selv opgaven: At fotografere deres sidste tid sammen.
Hun var den første, der fik diagnosen. Kræft.
Laurel havde haft cancer før – da hun var i begyndelsen af 40’erne – men havde kæmpet imod. Og vundet. Efter lang tids behandling havde lægerne erklæret hende kræftfri. Hun havde fået sit normale liv igen.
Men nu var brystkræften vendt tilbage.
Det var et slag. Men både hun, hendes mand Howard og deres tre voksne børn forberedte sig på endnu et livtag med sygdommen.
Så blev han pludselig syg. Og fik beskeden: Kræft i bugspytkirtlen. Fremskredent og alvorligt.
I løbet af en måned var begge ægtefæller i behandling. Laurel og Howard havde kendt hinanden, siden de var 24, de havde været gift i 34 år, og nu mødte de op sammen til den ugentlige kemoterapi og fik cellegiften transporteret ind i kroppen i to ens stole ved siden af hinanden.
Kræften gav min familie en barsk, men værdifuld gave
Nancy Borowick
Omkring dem – både derhjemme og på hospitalet – var deres datter, fotografen Nancy Borowick. Med hjælp og omsorg – og et kamera.
I en prisbelønnet og usædvanlig billedserie ’Cancer Family Ongoing’ fortæller hun historien om en helt særlig familiesituation - sin egen.
En fortælling, som hun insisterer på handler mere om kærlighed end om sygdom og død: »Kræften gav min familie en barsk, men værdifuld gave: Bevidstheden om, at vores tid er begrænset«.
Og begrænset var den, tiden. En decemberdag – et år og en dag efter, at han havde fået diagnosen - trak Howard vejret for sidste gang. 58 år blev han.
Laurel sagde farvel til ham. Og præcis et år – minus en dag – efter hans død gik hun selv bort.
Billedserien vandt i 2016 2.-prisen i World Press Photos prestigetunge kategori ’Long Term Projects’.
Artiklen fortsætter under fotografierne
