0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Mennesket bag disken

Man siger, at genbrugstøj altid gemmer på en historie.

Men hvad med de frivillige i butikkerne?

Hvad er deres historie?

Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

København bugner af genbrugsbutikker.

De er en fast bestanddel af storbybilledet, og selv om genbrugsmoden ikke er ny, er det en trend, der vokser hastigt hvert eneste år.

Aldrig før har så mange danskere købt brugt. Hele 81 procent af befolkningen har inden for det seneste år handlet brugte varer, og for unge danskere er tallet helt oppe på 93 procent. Det er rekordhøjt.

Og en særlig gruppe mennesker har fra første parket set genbrugstrenden brede sig: De frivillige i genbrugsbutikkerne.

Men hvem er hende, der solgte dig de knæhøje læderstøvler fra 90’erne egentlig? Og hvad tænkte den ældre herre bag disken mon, da du købte en 10 numre for stor habitjakke og kaldte den oversize?

Ibyen har talt med fem frivillige i Københavns genbrugsbutikker.

Kostumedesigneren, der fortæller dig sandheden


Finn Madsen, 81 år. Arbejder i Kirkens Korshær på Frederikssundsvej, Nordvest.

»Kunder spørger mig nogle gange til råds, og hvis jeg synes, det ser rædselsfuldt ud, så siger jeg det. Men på en pæn måde. Der kan jeg finde på at sige: »Det er vist ikke lige din stil«, eller: »Hvad med en anden?«.

»Jeg har arbejdet i genbrugen i godt og vel 10 år. Det er meget bedre brug af min tid som pensionist end at gå den samme tur gennem byen igen og igen. Det gider jeg simpelthen ikke«.

»I 33 år arbejdede jeg i kostumebranchen. Det var de små teatre som Sorte Hest, Folketeatret og Vestvolden, jeg lavede kostumer til. Før det læste jeg kunsthistorie. Så jeg bruger også min viden om kunst og tøj, når jeg er her i genbrugen«.

»Jeg har oplevet, at kunder, der tydeligvis er en størrelse 44 eller 46, kommer ind, men insisterer på at klemme sig ned i en størrelse 38, og så ligner de simpelthen en rullepølse, der er stoppet forkert. Og det siger jeg til dem. Det er selvfølgelig ikke alle, jeg kan sige det så ligeud til. Men det kan jeg mærke på folk«.

»Og nu er de unge også begyndt at komme meget i genbrugen. Det kan jeg virkelig mærke. Dem har vi ellers aldrig set i butikken. De køber tøj, der er en halv meter for stort til dem. Der er jeg nok lidt gammeldags, eller nærmere antik, for jeg synes ikke, at en ung pige i størrelse 38 skal købe en herrejakke i størrelse 62 og sige, at den er chik«.

»Vi har jo også herrer i den størrelse, der kommer og spørger efter en jakke til en fest, de skal til, hvor vi så må sige, at de unge piger har revet det hele væk, fordi det er chikt. Ja, jeg vil kalde det uchikt«.

»Jeg har selv syet både herretøj og dametøj. Men jeg har aldrig selv gået i et par cowboybukser eller en T-shirt. Det er slet ikke min stil. Man skal kende sine begrænsninger«.

Radioværten, der talte til katolikker i hele Skandinavien


Hedda Ekholm, 78 år. Arbejder i Røde Kors på Nørrebrogade, Nørrebro.

»I de 18 år, jeg har arbejdet i genbrugen som frivillig, har jeg set en markant udvikling i, hvem der handler her. Før var hovedparten ældre mennesker og folk, der ikke havde så mange penge til at købe tøj. I dag er det alle mennesker«.

»Jeg har boet i udlandet i rigtig mange år. Mange af dem i Italien, hvor jeg arbejdede fra 1968 til 1994. Her var jeg blandt andet en slags radiovært på Vatikanerradioen, som er katolikkernes hovedradio i Rom, som sender på 40 forskellige sprog i hele verden. Jeg arbejdede i den skandinaviske afdeling, som sendte radio til katolikker i hele Skandinavien«.

»Jeg har også boet i Sverige i 15 år, og så taler jeg både fransk, engelsk, tysk, italiensk og dansk. Det er derfor også meget dejligt, at der er så mange forskellige etniciteter, der arbejder i genbrugen. Det er ikke længere kun de ældre tanter, som ikke rigtig har så meget andet at lave. Det er både unge, folk i aktivering, flygtninge og selvfølgelig også ældre mennesker, der arbejder i genbrugen«.

»Vi har ikke ti planeter, og det kan man mærke her i genbrugen. Der er også flere, der er villige til at reparere og sy deres eget tøj. Det er ikke mange år siden, at folk så helt skræmt ud, hvis de skulle sy en knap i en jakke. Så ville de ikke købe den. Sådan er det ikke i dag«.

Den topløse servitrice, der blev møbelpolstrer


Maja Schilling, 60 år. Arbejder i Røde Kors i Istedgade, Vesterbro.

»Jeg har arbejdet i genbrugen i tre år en gang om ugen, men ud over det laver jeg så lidt som muligt. Det er der, jeg er i mit liv nu. Jeg har haft rigtig meget knald på med alle mulige ting tidligere«.

»Tilbage i 1987-agtig lå der en masse pornobiografer på Vesterbro, hvor der var topløse serveringsdamer, og der arbejdede jeg som topløs i syv år. Det var en vild tid. Man havde lov til at være den, man var, på en anden måde end i dag. Livet var mere frit«.

»Før det blev jeg uddannet til kontorassistent. Det var måske knap så passende til mig. Jeg var nok lidt mere krudtugleagtig. Men det var jo også en anden tid. Når man gik i gang med noget, så gjorde man det også færdigt. Og det er jo heller ikke dårligt«.

»Efter årene som topløs arbejdede jeg nogle år som selvstændig møbelpolstrer og tog senere en bachelor i socialpædagogik. Men så skete der noget i mit liv. Jeg var i et forhold, jeg ikke kunne være i«.

»Så stod jeg og var nødt til at komme på krisecenter. Der boede jeg et år. Det har været hårdt. Så nu laver jeg så lidt som muligt«.

»Mens jeg var på krisecentret, var min veninde lige inde at sige hej en dag, og så siger hun, at de søger frivillige hernede i Røde Kors på den anden side af gaden. Jeg skulle lige overveje det først, men så tænkte jeg: Jeg gør det«.

»Og det er et fedt sted at være frivillig. Man lærer rigtig meget sprog, fordi der kommer så mange forskellige nationaliteter, og man snakker med rigtig mange forskellige mennesker. Folk er søde, og vi får en snak over en kop kaffe og hygger os. Og det er det, jeg kan rumme lige nu«.

»Jeg får måske snart min egen lejlighed. Så det går den rigtige vej«.

Genbrugsnørden, der vil revolutionere modeindustrien


Emil Jeppesen, 29 år. Arbejder i Folkekirkens Nødhjælp Genbrug på Fælledvej, Nørrebro.

»Jeg havde en periode, hvor jeg ingen penge havde, og den eneste måde, jeg kunne købe tøj på, var derfor i genbrugsbutikker. Der startede min fascination for genbrug. Det er så interessant, at du kommer ind i en butik, og du ved aldrig, hvad du kommer ud med«.

»Det er nu fire år, jeg har arbejdet som frivillig i genbrugen, men til daglig arbejder jeg som indkøber inden for mode og tekstilbranchen. Det er derfor også meget spændende for mig at arbejde i genbrugen, fordi det sætter nogle tanker i gang hos mig i forhold til, hvordan vi kan forbedre modebranchen og tænke mere bæredygtigt«.

»Det er også vildt at se, at størstedelen af det tøj, vi får udleveret i genbrugen er fast fasion og polystertøj, som ikke kan genanvendes. Det er interessant for mig som indkøber, fordi det viser bare, hvilke kvaliteter folk køber, og hvad der bliver produceret«.

»Man ender også med at købe ret meget tøj selv.

Men alle os frivillige donerer også tit og ofte vores eget tøj til genbrugen. Det gør det meget nemmere at rydde ud, når man ved, at der er andre, der bliver glade for det«.

»Det er også rart at kunne prøve en masse tøj og blive inspireret og se, hvad andre køber. Man får en meget god fornemmelse for, hvad moden dikterer i øjeblikket. Det er for eksempel noget tid siden, vi har solgt et par skinny jeans«.

»Vi har en regel om, at man ikke må være ældre end 40 år for at arbejde i den her genbrug. Vi prøver at holde det yngre, så der også er et andet fællesskab hernede. Og det er der virkelig. Folk kommer meget og hænger ud, selv hvis man ikke har en vagt«.

»En af mine venner sagde forleden: »Det er ligesom cafeen i ’Friends’. Folk sidder bare og hænger ud og kommer og går, som de vil«. Og det er egentlig meget rigtigt. Der er altid nogen at snakke med hernede, så det er også bare et rart og hyggeligt sted at være«.

Billedkunstneren, der fandt en ven for livet


Hanne Bang, 60 år. Arbejder i Kirkens Korshær på Vesterbrogade, Vesterbro.

»Jeg arbejder til daglig som billedkunstner, det har jeg gjort i 35 år. Og selv om jeg underviser og har kursister i mit værksted, har jeg ikke nogen kolleger i min hverdag, og det savnede jeg«.

»En dag for to år siden ser jeg så et Facebook-opslag fra den her genbrug, der søger frivillige, og der slår jeg til.

Min tanke var, at jeg bare kunne prøve det af og stoppe, hvis det ikke var noget for mig«.

»Første gang, jeg skal på arbejde i forretningen, møder jeg Lotte. Og straks kan jeg mærke, at vi har en god kemi. Nu er vi også blevet rigtig gode venner. Vi har været på højskole sammen, og vi skal snart til Langeland på ferie. Selv om vi faktisk aldrig har været hjemme hos hinanden, har vi et helt særligt venskab«.

»Vi har også den samme smag, så når vi står i butikken og skal prissætte tøjet, vi får ind, så siger vi »Ej, den er fed, den her«, og viser tøjet til hinanden.

Det er sjældent, at man får venner i så sen en alder, så det føles meget unikt«.

»Nu arbejder jeg så én gang om ugen. Det har jeg gjort i halvandet år. Og min dag er tirsdag. Samme dag som Lotte«.

Fakta

Genbrugstøj

93 procent af unge danskere har inden for det seneste år købt genbrug.

81 procent af hele den danske befolkning har handlet brugt indenfor det seneste år.

Genbrugsbutikker har de seneste år meldt om rekordhøje omsætninger.

Kirkens Korshær havde et rekord højt omsætningsår i 2023 på 364 millioner kroner.

Røde Kors’ samlede genbrugsforretning havde i 2023 en omsætning på 302 millioner kroner og fik et rekord stort overskud på 107 millioner kroner.

Folkekirkens Nødhjælpsgenbrugsbutikker fik også et rekord højt omsætningsår i 2023 på 57 millioner kroner.

Det globale salg af genbrugstøj steg med 18 procent sidste år.

Redaktion

Tekst: Stella Buur Rasmussen

Tegninger: Claus Nørregaard

Layout: Caroline Niegaard

Redigering: Louise Skov Andersen

Korrektur: Bodil Carlsson

Redaktør: Morten Hjortshøj


Læs mere:

Annonce