Inspirationen overnattede langs Seinen under gamle aviser for at holde varmen. Designer John Galliano joggede ofte ved den parisiske flod, og til sin vinterkollektion for det eksklusive franske modehus Dior i 2000 brugte han de hjemløse som muser. Ned ad catwalken trådte supermodeller svøbt i trenchcoats, minikjoler og boleroer. I avisprint.
Mere end 20 år senere går københavnske teenagere mod gymnasiet i jeans, der er trådt i stykker fra akilleshælen og ned af et par slidte Adidas Superstar. Over buksekanten afslører et stykke bart maveskind måske en glimtende navlepiercing. Og som kronen på det perfekt glamtrashede værk er overdelen fra et Adidas-tracksuit lynet op til halsen af et par lange fingernegle i alskens farver og mønstre.
Umiddelbart er der måske langt fra en modedesigner, der blev cancelled efter en række antisemitiske udtalelser og kun lige har møvet sig tilbage ind i modeverdenen, til fortovene foran Christianshavns Gymnasium eller Kunstakademiets gård på Charlottenborg. Men trenden, der i John Gallianos tid var kendt som homeless chic og siden også er blevet kaldt gutter punk, er tilbage under et nyt navn: Poor core. En slags fattigdomsæstetik, hvor trends, der opstod i underklassen, bliver overtaget af klasser højere oppe i det økonomiske eller kulturelle hierarki.
Selv hos modehuse, de fleste ikke engang har råd til at tænke på, finder poor core vej ind på hylderne. Sidste år lancerede det franske mærke Balenciaga en eksklusiv kollektion af 100 par sneakers, der er så smadrede, at de ser ud som noget, en amatørarkæolog har gravet op fra vikingetiden. Prisen? Lige over 12.300 danske kroner.
