Året starter chokerende og modløst, da dronning Margrethe abdicerer, fordi hun har ondt i ryggen. Hun har endnu ikke fået Mette Frederiksens memo om, at vi ikke ’skal gå hjem klokken 16’.
Og endnu mere rystende bliver kronprins Frederik rent faktisk konge og skal være det levende symbol på danmarkshistorien, selv om han ifølge EB er en »flødebolle-far extraordinaire, der ikke ejer mere holdning, dannelse eller karisma end den gennemsnitlige transportminister. Imens Margrethe har illustreret Tolkien og oversat de franske eksistentialister, har Frederik løbet Iron Man«.
Spottet 10 km nord for grænsen til Tyskland. Så blev det ifølge Naturstyrelsen formentlig kørt ned på E45 i retning mod Aabenraa. I Danmark går naturen under med en næsten uhørlig klynken.
Et grønlandsk selskab begynder at sende gletsjeris per skib 9.000 sømil til drinksbarer i Dubai, så de kan blive indtaget af oliesheiker. »Den arktiske is er høstet direkte fra naturlige gletsjere i Arktis, der har befundet sig i frossen tilstand i mere end 100.000 år«, hedder det helt u-sarkastisk i markedsføringsmaterialet.
