Turistfælder? Måske. Underlødige museer? Måske.
De vælter frem som psykedeliske svampe i storbyer verden over, de såkaldte immersive oplevelsescentre. Og de kalder sig museer. Er det bare turistfælder fyldt med discountversioner af Olafur Eliasson og Yayoi Kusama? Kunstanmelder Mathias Kryger har besøgt tre steder i København.
»Den skal serveres i en opvaskebalje eller lignende. Ikke på sådan en kedelig hvid tallerken«, siger Majbritt Lin Walbom.
Hun er administrerende direktør på Museum of Illusions i København og har lige vist mig og videojournalisten Lærke rundt på museet.
Nu kommer hun så med to gange to smagsprøver på det, der kan blive stedets fremtidige sortiment af illusionistiske søde snacks: et tilsyneladende gennemskoddet askebæger med en slags sukkersmøger og en brun mousse i bunden. Og et stykke højintenst gul citronkage, der virkelig ligner en brugt skuresvamp, og som altså burde ankomme i en balje.
Og sådan sidder vi så. Med skuresvampekagen i et rum på Museum of Illusions, hvor der er plads til brætspilshygge og generel chill med udsigt over det, der lidt højrøvet kaldes den billige ende af Strøget.
Vi er taget på tur til tre udgaver af et nyt fænomen, der popper op som psykedeliske og fotogene paddehatte i storbyer rundtom i verden.
Legesyge steder, der tilbyder en oplevelse for dig, dine venner, din familie, din polterabend eller firmafest og ikke mindst for kameraet i din telefon.
Museer eller oplevelser, der ikke vil så meget andet end at underholde dig og måske tage røven på dig ... i betydningen ’overraske’.
Turistfælder? Måske. Underlødige eksempler på, at museumsbegrebet er yderst elastisk og langtfra en beskyttet titel? Måske.
Men også museer, der benytter sig af immersive tricks, som jeg kan genkende fra i min hjerne fjerntliggende kamre af dejlig erindring: Forlystelsesparkernes mystiske huse. Storcentrets bramfrie løfte om en dag med bekymringsfrit forbrug. Erindringerne vælter frem, som havde jeg ikke just spist et stykke skuresvamp, men en madeleinekage. På sporet af en tid med kuglerum i Ikea, hvor børn hele tiden blev væk og måtte kaldes over højttalerne.
Men også tricks, som jeg kan genkende fra de fineste museer, der findes i verden. Fra kunstmuseerne blandt andet. Steder, jeg som kunstanmelder kommer hele tiden.
Det vender jeg tilbage til.
Discount-Olafur
Før kagen var der turen gennem det illusionslystne museum, der er et i rækken af mere end 50 steder beliggende rundtom i verden fra Johannesburg til Kuala Lumpur, fra Dubai til Athen, og som fungerer efter McDonald’s-modellen. Som franchises. Opfundet i Zagreb med et stramt blåt design og en fordring om at være et sted, der taler til både sanser og intellekt. Og som vil udfordre dit perspektiv på verden og dig selv i mødet med en række optiske illusioner.
Men mest af alt er det bare meget hyggeligt med et soundtrack af helt generisk popmusik, der sender dig op ad rulletrapperne.
Så stikker jeg hovedet ind i et trekantet spejlrør, og fotografen, Lærke, filmer og tager billeder.
Det ser jo flot ud med sådan et kalejdoskopisk billede af verden. Eller af en selv.
På teksten på væggen kan man læse, at kalejdoskopet blev opfundet af en skotte i 1816.
Vi får hjælp til at tage billeder i et rum, hvis proportioner er forvrænget, så det ser ud, som om jeg er præcis dobbelt så stor som Lærke. Og også et, hvor det ser ud, som om jeg er lillebitte og sidder på en stol, mens Lærke tårner sig op ved siden af mig.
Illusionerne afslører sig ofte først på de billeder, man tager med sin smartphone.Museet er på den måde en lille billedmaskine, der aktiveres, når man står det rigtige sted med sin telefon.
Og med mere eller mindre held udførte tricks, som også ofte ligner noget, jeg har set i kunstens verden.
Spejle sat sammen i klynger, som var der tale om lidt discountagtige udgaver af skulpturer af Olafur Eliasson. Et spejlkabinet med lys a la Yayoi Kusamas ’Infinity Mirror Rooms’, som det, der findes på Louisiana.
Er ens hjerne vant til at møde den type kunstværker, der betjener sig af illusionistiske tricks, er det ikke svært at gennemskue denne del Museum of Illusions.
Sjovere er det at lægge sig på gulvet og lege, at man hænger på siden af en bygning i Nyhavn.
Eller at gå igennem den ekstremt kvalmende og desorienterende Vortex Tunnel, der fucker med ens vestibulære system, så man tror, at jorden ramler under ens fødder.
Det kan være en kvalmende følelse at slippe sit gennemdisciplinerede overjeg og give sig hen til umiddelbarheden. Men også dejligt. Hvis du som jeg nærmest altid har dit analyseapparat tændt, er det en befrielse at skrue det ned på minus.
Så stikker jeg hovedet op gennem et bord. Nu ligger mit hoved på en tallerken. Hovedløst.
Nu er jeg en havfrue
Nu står vi på Hovedbanegården og propper vores jakker og tasker ind i et lille skab. Ligesom når man er på kunstmuseum.
Vi er udstyret med en QR-kode, som vi får at vide, vi kan aktivere kameraerne oppe i udstillingen med.
The Tube hedder det, vi nu skal prøve. Jeg tror ikke, stedet kalder sig et museum, men snarere en oplevelse eller en journey. Meget passende, når nu vi er på Hovedbanen.
Og på en ret optursagtig måde er det også det fedeste ved stedet. At det rent faktisk er et langt rør, der ligger hen over Hovedbanens østlige ind- og udgang, og at man fra dette rør hele tiden kan se ud på det indre af banegården med dens vilde tagkonstruktion. Et anderledes perspektiv på et velkendt sted.
Også her skal vi igennem den kvalmende vortex. Rent dramaturgisk meget dejligt sådan at starte oplevelsen med at lade hjernen centrifugere. Og herfra bliver det kun dummere. På den gode måde.
Jeg smider skoene og træder ned i et bad af hvide plastikkugler og føler mig langsomt frem med fødderne. Kigger ud på Hovedbanen og tænker lidt over, hvordan jeg havnede her i livet.
Så skanner jeg min QR-kode og får taget først et billede, der udelukkende viser min torso og benene, der synker i kuglerne. Prøver igen. Vinkler ansigtet og får det, som viser sig at være det bedste billede, jeg længe har fået taget. Med ekstremt godt lys og et filter, der fjerner alle spor af levet liv fra mit ansigt. Jeg ligner en på 25.
Vi går videre. Jeg sætter mig i noget, som skal ligne en jacuzzi. Med solbriller, der ligner en blomst.
Så ankommer vi til et rum, hvor jeg ifører mig en lang paryk. Var den orange eller pink? Jeg sætter mig på det, som skal ligne en stor sten. Er en havfrue. Lærke tager billeder. Vi griner.
Og sådan fortsætter det. Også her det fordrejede perspektiv. Mig som kæmpe. Lærke som mini. Og også her discountversionen af Kusamas uendelighedsspejle.
Men så også en green screen og igen QR-koden og muligheden for at tage sjove billeder af sig selv og sine venner. Billeder, det er gratis at hente fra en hjemmeside.
Og så er turen i The Tube forbi, og Lærke spørger mig, hvad jeg synes om det.
»Jeg var lidt træt, inden vi gik ind«, siger jeg. »Men nu føler jeg mig som en på 17«.
Det er længe siden, jeg har haft det sådan.
Er jeg Picasso?
Det tredje sted hedder Ikono og ligger tæt på Nørreport. Også Ikono er en kæde og findes i syv europæiske storbyer.
Her er ambitionen mere kunstnerisk, fornemmer jeg.
Og jeg forstår da også den hilsen, der sendes til både Andy Warhols ’Silver Clouds’ fra 1966 og den tyske popsanger Nena i rummet med de 99 sølvfarvede balloner. Her skifter lyset farve, og der er spejle over det hele, så alting fordobler sig uendeligt.
I et andet rum hænger noget, som skal ligne kinesiske lanterner, ned fra loftet. Igen: Spejlinger skaber en illusion om, at vi befinder os et sted med dybde.
På skiltet på væggen står der noget om lysets magi og positiv energi. Helt ærligt lyder det som noget, man også kan læse på en vægtekst i en given kunstinstitution. Også kunsten er forelsket i den slags postulater om spiritualitet for tiden.
Den absolut sjoveste aktivitet på Ikono knytter sig også til et moment i kunstens historie, nemlig til dengang i 1949, hvor en fotograf fra Life Magazine, Gjon Mili, besøgte Pablo Picasso i Sydfrankrig og der fortalte ham om sine eksperimenter med at fotografere lys i bevægelse.
Picasso ville straks afprøve teknikken, og Mili tog 30 analoge fotografier af Picasso, der maler med lyset.
På Ikono bliver du udstyret med en lille batteridrevet led-lampe, som du træder ind i et sort rum med. En skærm tæller ned, og så kan du ellers tegne i luften med dit lys. Det er en intim og dejlig lille oplevelse sådan at forsøge at skabe et lyn af et billede i den tomme luft. I intetheden.
Dernæst kan du se resultatet, og selv om der er langt fra disse billeder til Milis analoge Picasso-eksperimenter, besidder de deres egen digitalitetens lavkulturelle kvalitet.
Jeg vælger et billede, hvor min arm bevæger sig hen over mit ansigt, og hvor lyset danser symmetrisk, men abstrakt foran kroppen. Så sender jeg billedet til min e-mail. Og har et minde om denne dag.
Jeg går uden om kuglerummet. Har ikke lyst til at miste mig selv i et hav af hvid plastik igen.
Meget 2025
Men ligesom på The Tube er det dejligt tilfredsstillende at få et billede med hjem.
Og jeg tænker: Hvis de ’rigtige’ museer kan lære noget af disse underholdningspaddehatte, så er det, at nutidens menneske – undertegnede inklusive – elsker at se sig selv på billeder. Og at der skal mere til end blot en selfie. Vi vil have god belysning. Vi vil have et øjebliks fortabelse i et billede af os selv uden skyggen af skam, pligt, rynker og levet liv.
Det er tydeligt, at disse oplevelsessteder har lært størstedelen af deres tricks af kunsten. Men måske kan noget af denne læring sendes tilbage igen?
Museerne, både kunstens og de kulturhistoriske, har undergået en egen såkaldt tivolisering over de sidste godt 25 år. Og museerne ved udmærket, at oplevelser rækker direkte ind i sjæl og hjerte hos de besøgende.
Godt nok rynker jeg næsen helt af led over, at kunstmuseet Arken i Ishøj har indrettet sin egen version af et kuglerum kaldet Pool. En installation, der ikke er kunst. På et kunstmuseum.
Og jeg rynker også ofte på næsen, når den oplevelsesorienterede og såkaldte relationelle kunst, der vandt indpas i de sene 1990’ere, til stadighed marcherer ind i kunstens institutioner med slogans om, at kunsten først og fremmest skal sanses, og at man indgår i en sensorisk relation med den, når man spiser den eller spiller bordtennis med den.
Er det endegyldigt aflysningen af det museale rum som et stille og kontemplativt sted for fordybelse, refleksion og erkendelse, tænker jeg, imens jeg ser mine fødder forsvinde i et hav af plastikkugler.
Well, måske der er tale om lidt yin og yang-stemning. Det ene med det andet. Både-og … Ligesom det også føltes meget stille og roligt at sidde i rummet med bræt- og puslespil på Museum of Illusions, imens vi spiste skuresvampen.
Og ligesom det føltes som en vild tur i foryngelsens tidsmaskine at gå gennem det lange rør på Hovedbanen. Begavet med et overbelyst snapshot af sig selv midt i en fuldkommen meningsløs situation.
Først taber man sig selv i den roterendevortex. Og sidenhen genfinder man sig inde i et lille billede på en skærm.
Det er den mest simple dramaturgi for nogen oplevelse, jeg kan forestille mig. Og meget 2025.
Redaktion:
Tekst: Mathias Kryger
Foto/video: Lærke Berg-Pedersen
Digital tilrettelæggelse: Freja Juul Pedersen
Redaktør: Morten Hjortshøj
Chef for Redaktionel Innovation: Johannes Skov Andersen