Et sted på Kalvebod Fælled skiftes vi til at lægge os på maven og kravle under stødhegnet i en fordybning i græsset. Jorden er glat, nærmest slebet, som om den er formet af kroppe, der gennem mange år har lavet præcis den samme bevægelse.
På turen herud fortalte han mig, at han ofte spiser de første svampe, han finder. Så er det, som om de næste lyser op og viser sig i landskabet. Efter nogle minutters søgen med overkroppen nærmest helt nede i græsset udbryder han hviskende:
»Beauties«.
Jeg spørger, om det er den, vi leder efter. Den psykedeliske svamp spids nøgenhat. Han putter to i munden og nikker. Så løsner han en lille fra jorden, halv så stor som dem, han lige har taget.
