Linn da Quebrada gaber næsten kæben af led i sin lejlighed i udkanten af São Paolos favela. Det er torsdag formiddag brasiliansk tid. Hun står i sit køkken og venter på, at filterkaffen har dryppet færdig. Blufærdighed er der ikke at spore, mens hun iført pudderfarvet undertøj gør sig klar til at blive interviewet via en knitrende Skype-forbindelse med Ibyen.
»Giv mig lige to sek. Jeg er lidt træt i dag«, siger hun, mens hun går lidt rundt i lejligheden.
Fnisende fremstammer Linn da Quebrada, at hun var på date i går med »en meget sød, ung fyr«. Han havde reserveret bord på en japansk restaurant i kvarteret, og efter maden gik de en lang tur. »Næsten 15 kilometer«, siger hun i ét stort smil og fortsætter: »... og vi kyssede hele vejen, og han var så sød mod mig ... nå, nu er jeg klar!«.
28-årige Linn da Quebrada er en brasiliansk rapper, der identificerer sig selv som »en kvinde med en penis«. Hun tilhører derfor en de mest udsatte grupper i landet, da livet som transkønnet ofte er lig med sexarbejde, hjemløshed og høj dødelighed. Voldelige overfald sker på åben gade, og ingen i lokalsamfundet ser skævt til det. Det er hverdag for de fleste transkønnede, men Linn da Quebrada har fået nok.
