Med tydeligt besvær haler havnebygmesteren en enorm rød mappe forsynet med emblemer i metal ud af et skab.
»Nu skal I bare se her, med våbenskjold og alting, Port Franc de Copenhague, skrevet på fransk«, triumferer Hans Vasehus.
»Dengang omkring 1890 var det jo lærde mennesker, der var ingeniører. Men så oversatte de det heldigvis til dansk på den modstående side til de mere platfodede, og det er så der, jeg er med«, siger den uddannede ingeniør, som kom til Københavns Havn i 1992 og i dag med den gamle titel af havnebygmester står i spidsen for udviklingsselskabet By & Havns egne anlægsprojekter i havnen.
Vi befinder os på loftet i Københavns Havnevæsens gamle bygning på Nordre Toldbod, og mappen, som Hans Vasehus nu har fået bakset på plads på bordet, er den officielle plan til Københavns Frihavn, oprettet ved lov af 1891, så byen fik store pakhuse i flot arkitektur og nye kajer til store både med kaffe og snart også biler fra Amerika.
