»Hva’, skal vi nu til at gå på kursus for at gå imod pænheden?«.
Sådan lyder den småforargede reaktion fra Erik Clausen, da jeg ringer ham op en grå eftermiddag.
Jeg ringer for at høre den 77-årige filminstruktørs holdning til, at Københavns Kommune gerne vil skabe mere kant i byen. Det drejer sig om Teknik- og Miljøforvaltningens vision om, at der i hovedstaden »skal være plads til de vilde, kreative initiativer og byggerier, der deler vandene – uden at København knækker over og bliver en opdelt by«.
