Når min mand og jeg cykler ind til byen og Centralhjørnet ved 22-23-tiden den 24., kan man godt tale om, at julefreden har sænket sig. Der er ikke den der støj og uro, der normaltvis er i området omkring Indre By. På det tidspunkt er de fleste familier i gang med at åbner gaver og gå omkring træet. Men landet lukker jo ikke ned, fordi det er jul. Der er bare en anden ro. Der er mørkt i gaden, for der bor ikke så mange mennesker i gaderne omkring baren, så det er ret specielt at komme og lukke sig ind i den kæmpe julestue, som det er.
Min mand, Claus, og jeg arbejder sammen juleaften. Vi har været sammen siden 1992 og blev registrerede partnere i 1999, så vi har været sammen nærmest altid. For fem år siden var det første gang, vi valgte at arbejde juleaften. Vi sidder først hjemme ved os selv på Amager og spiser. Vi får præcis det samme som alle andre, flæskesteg, and og risalamande. Vi laver alting fra bunden, vi bager en sauce op. Alt er helt, som det forventes af en julemiddag. Når vi har pakket gaverne op, og når andre typisk synker sammen i sofaen, går vi i stedet i klædeskabet, tager pænt tøj på og tager ind til byen, for så skal vi på arbejde. Og være noget for nogle gæster. Det er helt og aldeles selvvalgt, at vi fejrer jul selv. Vi er altid inviteret af vores familier, men de ved godt, hvad vi helst vil.
Vi har meget aktivt valgt at vælge det traditionelle juleræs fra. På et tidspunkt synes jeg, at det blev for meget, det blev for stressende. Det var, som om man skulle igennem sådan et repertoire, på den måde aftenen skal forløbe. Man spiser kl. 18, og saucen laver vi på den måde, og vi skal ha’ steg, og det skal være den fra slagteren, anden har vi selv slagtet, og træet har vi selv hentet fra den der skov. Det bliver for meget. Sådan en jul plejede vi selv at holde hjemme hos os. For mange år siden holdt Claus og jeg nemlig jul for hele familien. Vi stod for alting, det gjorde vi en del år. Vi var overhovedet ikke mønsterbrydere. Det var bare sådan, man gjorde.
Når jeg så vælger noget til, vælger jeg også familien fra. Ingen synes vel, det er særlig interessant at blive valgt fra, men jeg vil hellere vælge noget fra og så være til stede i det, jeg vælger til. Nogle gange oplever jeg, at man er samlet i en familie, og så er der enormt megen støj og turbulens og traditioner og forventninger, der skal afstemmes, og meget, der skal passes ind i nogle forventningsfulde kasser. Hvis ikke man lige hopper ned i den rigtige kasse, bryder helvede næsten løs. Så kan det blive lidt anspændt.
