Det ser legende let ud, når de står på tå og laver plié og piruetter.
Ynde har været kodeord for balletten, siden den blev opfundet i 1500-tallets Italien. Men selv om danserne mandsopdækkes af fysioterapeuter, eksperter og behandlere, kan kroppen ikke undgå at blive belastet.
Ibyen klæder dig på til en ny balletsæson og har i den forbindelse bedt kongelig balletdanser Stephanie Chen Gundorph, der er aktuel i ’Blixen’ og ’Ballet de Luxe’, zoome ind på nogle de særligt udsatte steder af balletkroppen.
»Jeg har prøvet lidt af hvert, når det kommer til hovedet. Under prøverne til ’Sylfiden’ fik jeg et ordentlig slag i hovedet, det var vist af en stok. Det var så hårdt, at jeg troede, jeg havde fået hjernerystelse. Vi havde en forestilling et par dage senere, og nogle gange vil du bare gerne en rolle så meget, at du ikke rigtig kan mærke, hvordan kroppen har det. Sidste år havde jeg en ret stor rolle i ’Spar Dame’, hvor jeg bar en paryk, som var virkelig tung. Det tog lang tid at vænne sig til at gå med den, og jeg kunne tydeligt mærke, at jeg brugte muskler, jeg ikke plejer at bruge. Men så er det bare at tage dyb indånding og suck it up«.
