Der var ingen dørlåse, så du kunne uden videre diffundere ind i opgange, gårde og lejligheder for at se, hvordan livet så ud her: Halvåbne slåbrokker på mænd og kvinder, der stod i dørene. Menneskemasser, der boede klemt inde i opgange med slidte facader og udsparkede gelænderstivere. Tætheden, sliddet, slummen, lugten af varme frikadeller søndag formiddag, der var i gang med at blive stegt til om aftenen. Det var et kæmpe socialt chok for mig.
Det var Arbejderkøbenhavn, der i dag selvfølgelig er overtaget af en masse sirlige andelsboligforeninger med styr på økonomien, og indbegrebet af et proletariat, der startede på den anden side af Søerne.
Mødet med Nørrebros luvslidte boligmasse, da jeg var 15, var for mig mødet med ’det store andet’. Det gav en fornemmelse af en industrialisering, der var ved at ebbe ud. Baggårdsindustrierne var der, men de stod over for deres endeligt. De, der havde arbejdet der, boede i baggårdene, men var ved at blive smidt ud. Det var mere end 100 års socialhistorie, der blinkede mig i øjnene.
I dag er den forsvundet.
