Den 26. maj havde Jesper Wenzel sølvbryllup. Han og hans kone, der bor i midtjyske Skanderborg, havde egentlig tænkt sig at tage på Ruths Hotel i Skagen for at fejre dagen. Men de endte i København, hvor de havde en enkelt overnatning på boutiquehotellet Ottilia i Carlsberg Byen.
Jesper Wenzel er normalt en flittig hotelgæst, fordi det firma, han arbejder i, har hovedkontor i København. Han plejer at bo på Hotel Danmark, men da landet lukkede, holdt hotelovernatninger også op.
»Vi savner lidt byliv og lidt storby«, siger han:
»Vi er også ret glade for boutiquehoteller« siger han. Boutiquehoteller er mindre, individuelt indrettede hoteller, modstykket til kædehoteller, der er ens over hele verden.
