De to spor, den rene klassiske tekniker og skuespilleren, der skal redegøre for en karakter, findes vel altid hos en danser, siger jeg til Astrid Elbo, da vi mødes en eftermiddag på Det Kongelige, hvor hun har færdedes, som var hun hjemme hos sig selv, i 22 ud af sine i alt 26 på denne jord.
Hvornår mærkede du, at skuespillersporet var ved at blive meget fremtrædende hos dig?
»Det er klart, at der er nogle, der går mere op i den del af det end andre. Jeg har altid, fra jeg var lille, optrådt hjemme i stuen, performet. Mine forældre var indlagt til timelange shows«.
»Jeg tror, at for mig har det aldrig været enten-eller, altså enten dans eller skuespil. Det er det at fortælle historier, jeg især elsker ved ballet. Jeg har aldrig tænkt, at nu var det skuespil, nu er det dans – da vi filmede ’Darling’, var det første gang, jeg satte ord på, hvad dét var for noget«.
