Men hos flere af landets teaterkritikere har holdningerne til den nye fordeling af støttekroner været anderledes.
»Hvad der rent kunstnerisk er grunden til, at nogle teatre nu får mere, mens andre beskæres, fortaber sig i den hvide tåge«, skrev for eksempel Politikens teaterkritiker Monna Dithmer, mens Berlingskes teaterredaktør Jakob Steen Olsen mente, at »Københavns Kommune gør teatret til en tyndt udsmurt leverpostejmad«.
At Batidas forestillinger kvalitetsmæssigt skulle være som udsmurte leverpostejmadder, mener Søren Valente Ovesen ikke, ligesom han sætter spørgsmålstegn ved, om teaterkritikerne ved, hvilke forestillinger teatergruppen egentlig laver og præsenterer i teatret på Rentemestervej.
»Det er i hvert fald sjældent, der kommer en anmelder forbi. Men ja, vi benytter os af et formsprog, som er meget tilgængeligt, og et billedsprog, der kommunikerer godt, og som ikke er litterært. Og så er musikken integreret i skuespillet. Det er vores varemærke«.
