Vi laver et stævnemøde med de to. Og fordi vi kan, tidsfæster vi det stævnemøde til 1992. De går i biografen. I Scala på Axeltorv. Ser ’Strictly Ballroom’, danser ud i aftenmørket, da filmen er forbi. Det støvregner. Jorden spejler byen og dem og de andre unge, som gør ligesom dem. Som ligesom dem går igennem dørene til Scala og ud igen. For hvor skulle man ellers gå hen? De sætter sig ind i hver sit S-tog og kører ad hver sin finger mod henholdsvis syd og nord til en forstad.
Werther tænder en smøg, da han ankommer på perronen. Tænker på Rue. Rue gør det samme. Tænker på Werther.
Nu er det 2020. De kører igen med S-tog. De har mundbind på. De har selv syet dem. Til hinanden som en kærlighedserklæring. Broderet dem med pailletter. De tager ud på Amager Fælled. De elsker Amager Fælled. Her er der ingen. Her er der mænd i buskene, der sutter pik på andre mænd i buskene. Her er der får og urter – ukrudt er bare en urt, ingen gider at finde ud af navnet på – og der er langt til de psykiatriske hospitaler og til butikkerne, som vil sælge ting. Der er stier, som de kender, men som de glemmer igen, og planer om at bygge huse, planer, som de ikke kender, fordi de planer ligger som uldtotter i munden på ministre. På voksne.
Når de voksne ser på de unge, hvad er det så, de ser? De voksne ville ønske, de så sig selv, som de selv så ud, da de selv var unge. At de unge gjorde præcis, som de selv gjorde.
