Det er søndag aften. Jeg krydser Nørre Voldgade og går ind ad den lille låge, som fører gennem en smal passage mellem beplantningerne ... ind i Ørstedsparken.
Jeg prøver at bilde mig selv ind, at jeg ikke er på arbejde. Men det går dårligt. Jeg kan ikke totalt iføre mig gonzo-hat og smide bukserne for læsernes skyld, siger jeg til mig selv, mens jeg skutter mig i den mørke aften.
Det er råt. De visne blade ligger som sorte dynger af død langs stien. Jeg har ellers lovet mig selv at gå hele vejen. Eller lovet redaktøren at forsøge om ikke andet. Nu står jeg der, hvor parken åbner sig mod en korsvej. Til højre ned mod broen? Til venstre om søen? Ligeud til det lille brune skur? Og jeg føler mig som en forræder.
Ideen var ellers god nok. Jeg er taget ud for at tjekke, om det er rigtigt, at der grundet corona er ekstra meget gang i Ørstedsparken. Om savnet efter at møde et menneske i kød og blod i mørket nu, når klubberne og festerne er lukket, trækker folk ind bag buskene.
