Den engelske dronning kaldte 1992 året, hvor tre af hendes børns ægteskaber, inklusive Diana og Charles’, gik i stykker og hvor Windsor Castle brændte, for et annus horribilis, et frygteligt år. Det samme udtryk ville være passende at bruge om dette år for restaurationsbranchen.
2020 er nemlig et år, vi aldrig har set magen til. Nedlukning og så kun gradvis genåbning med udstrakte restriktioner, ingen turister hele sommeren og nu ingen firmajulefrokoster og lukket efter kl. 22.
Men der er lyspunkter. Smørrebrødsrestauranterne, der typisk kun har åbent til frokost, har stadig gæster. Og i et år, hvor de første konkurser tikkede ind allerede i begyndelsen af nedlukningen i det tidlige forår, er der åbnet talrige nye smørrebrødsrestauranter såsom restauranten Møntergade, hvor det gamle hold fra Restaurant Palægade slog dørene op i juni. Et nyt hold genåbner Palægade, der brændte, i begyndelsen af 2021. Carl Nielsen åbnede i august, Hallernes Smørrebrød, der oprindelig kun havde butik i Torvehallerne, åbnede sin fjerde filial i Magasin på Kongens Nytorv i april. I indre by åbnede Iben Herrik smørrebrødsbutik med Ibens Smørrebrød to go. På Vesterbro har Nabo vegansk smørrebrød på kortet.
Også på gamle kendte steder kom smørrebrødet på menuen. Madklubben lavede smørrebrødskort på Madklubben København, Nomas lillebror, Barr, har sat smørrebrød på menuen og fået flere lokale gæster, og BarVin genåbnede efter coronanedlukningen med nyt frokostkort, hvor der var – jamen du har gættet det – smørrebrød på kortet.
