I en af de gamle murstensstalde bag Charlottenlund Travbane får Ghita Nørby gamacher på og vat i ørerne. Den slanke mørkebrune unghest er ved at blive gjort klar til dagens prøveløb, hvor hun forhåbentlig skal godkendes som travhest.
Der er mange øjne på den nervøse hoppe. Håbet er, at hestens navn kan tiltrække nyt publikum og skabe ny interesse for travsporten. Og det er der virkelig brug for. Selv Det Danske Travselskab, der ejer banen, har investeret i det unge talent med det lovende navn.
Hovene giver genlyd i stengulvet rundtomkring i staldene, imens travtrænerne småsnakker, og det lidt afdankede pophit af Calvin Harris ’When I Met You In The Summer’ skratter ud af højtalerne. I dag er det en af Charlottenlund Travbanes 35 årlige løbsdage. På årets resterende 330 dage er der, på nær en stribe golfspillere, der har lejet sig ind på græsarealet i midten af banen, nærmest tomt. Og så stille, at man kan høre golfboldene ramme jorden.
Engang var travsporten den næststørste tilskuersport i Danmark. Og det var på Charlottenlund Travbane, alle de store mesterskaber blev afgjort. Op igennem 1900-tallet strømmede københavnere til banen om søndagen, men i dag skal man være heldig, hvis der dukker 500 mennesker op på en løbsdag på den bane, der ellers er bygget til 25.000. Og der er efterhånden ikke meget mere tilbage end en lille skare af stamgæster og en lav spilomsætning.
