Den 22-årige Mathilde Bohnstedt, der læser til dyrlæge, har 9 slanger, 3 gekkoer, 6 katte og 1 due i sin 1-værelses lejlighed på 45 m2. Foran de fleste af hendes vægge står terrarier stablet oven på hinanden.
Hendes yndlings er Rheia, en 2,5-årig vietnamesisk blå skønhedsrottesnog. Men alle 18 dyr er hendes børn og kæreste eje.
Hvordan startede din fascination af slanger og krybdyr?
»Jeg har altid elsket dyr, og slanger har altid fascineret mig, men det er ikke det dyr, man lige tænker at få som det første. For fem år siden begyndte jeg at se YouTube-videoer med slanger, og der var noget ved dem, der fascinerede mig – der findes så mange arter. Jeg sagde til min mor: »Jeg vil gerne købe en slange«. Det måtte jeg, når jeg flyttede hjemmefra. Det gjorde jeg, da jeg var 19 år, og en måned efter købte jeg min første slange«.
