»Da jeg fik mit første job i kunsttransportbranchen i London, blev jeg kastet på dybt vand. Jeg vidste meget lidt om kunst, og jeg flyttede Kandinsky’er, uden at jeg anede, hvad jeg bar rundt på. Jeg er fra Australien og fik jobbet gennem en skateboarder, jeg mødte på en parkeringsplads, da jeg boede i Sydafrika. Hans bror arbejdede med kunsttransport i London, og da jeg senere flyttede til byen, skaffede han mig arbejde. Jeg har arbejdet med kunsttransport lige siden og har pakket, båret, kørt og installeret værker af kunsthistoriens største navne«.
»I dag bor jeg i Danmark og er en del af den administrative afdeling hos MTAB Danmark . Vi sidder i alt 20 kunstprojektledere på deres kontorer i Norden. Hvis et museum i New York skal låne 20 værker fra forskellige danske museer til en udstilling, er jeg en af dem, de kontakter. Jeg kender de danske og internationale museers krav og ved, hvad det vil kræve at flytte de enkelte kunstværker. Jeg laver en plan, udregner en pris og vurderer, hvor mange og hvilke typer transportkasser vi skal bygge. Men som arthandler er det faktisk ikke så vigtigt, om værket er dyrt, billigt, nyt eller gammelt. Al kunst skal behandles med samme professionalisme. Det vigtige er, hvad værket er lavet af, og om det kan tåle at blive flyttet. Man skal kigge på strukturerne i værket«.
»Til mange museumsværker bygger vi det, der hedder en klimakasse. Klimakasserne bliver specialbygget til den enkelte transport af maleriet. Hvis der skal flyttes mere end ét værk, forsøger jeg at få plads til mindre værker i beskyttede rum inde bag de større værker. Trækasserne er foret med alufolie og specielle typer af skum, som ikke overfører vibrationer. Fugt og temperaturforskelle får billedets maling til at krakelere. Det samme gør rystelser. Det er især, når vi flytter kunst internationalt mellem museer, at vi bruger klimakasserne«.
»Det tager cirka 18-24 timer, før det udvendige klima er trængt ind til kunsten i kassen, men vores biler er også temperatur- og klimakontrolleret, og dermed kan vi have kunsten i bilerne i længere tid. Men når værker skal med fly, kan vi ikke styre klimaet i lastrummet. Derfor bliver kassen ofte bygget ind i endnu en kasse. En kurer fra det museum, som ejer værket, følger kassen, til den ligger i flyets lastrum og flyver også selv med. Det kan være til USA. Når flyet lander, er der to repræsentanter fra modtagermuseets transportagent i gaten. Den ene repræsentant er med for at holde øjnene på flyet, mens den anden repræsentant taler med den danske kurer. Kassen og flyet er aldrig ude af syne. Det er dyrt at flytte kunst, og det er ejeren af et kunstværk, der bestemmer hvordan, og hvem der skal transportere det. Det er låneren eller køberen, der betaler omkostningerne«.
