Borghild Dyveke Tove Nielsen har altid elsket kjoler. Lige siden hun for 97 år siden begyndte i skole på Nyelandsvej på Frederiksberg, hvor hun ikke rigtig var god nok til at gå til eksamen, men i stedet brugte tiden på at tegne silhuetter, og til nu, hvor hun sidder klistret til skærmen, når de i ’Vild med Dans’ går på scenen i de mest »pragtfulde munderinger«.
»Jeg har altid elsket farver. Og haft sans for, hvad der passer sammen. Og hvad der ikke gør«, fortæller den nu 104-årige kvinde, da hun tager imod os i sin stue på Østervang Plejehjem på Frederiksberg med perler om halsen og bælte i livet.
For selv om meget har ændret sig – statsministre, verdenskrige, Frederiksberg og måden, man laver strømpebukser på – er nogle ting udødelige:
»Den lille sorte, den er der endnu! Altså kjolen. For den kan pyntes op med det et og andet, og dengang var det den billigste kjole at få fat i«, lyder det tværs over sofamøblementet om Coco Chanel-kjolen fra 1926.
