En lørdag engang lige i begyndelsen af 00’erne sad Janni Ree ude foran Café Dan Turèll i Store Regnegade og spiste en frokost med sin veninde. Realitystjernen og bloggeren var i begyndelsen af sine 30’ere og var lige kommet hjem fra USA.
»Vi fik vist en burger. Vi var for unge til at være brødforskrækkede som i dag, så den fik fuld smæk på kulhydraterne«.
En fælles bekendt, der færdedes en del i kendislag, kom hen til dem og spurgte, om de kunne tænkte sig at tage med til en fest for højtstående diplomater. De måtte ikke få at vide, hvor det var henne, andet end at de skulle tage i bil til Hornbæk.
»Vi var naive og blev enige om, at det sikkert drejede sig om nogle politikere eller konsuler eller whatever, og så sagde vi »ja tak, hvor hyggeligt« og kørte til Hornbæk i min røde Polo. Vi skulle mødes på Slotshotellet Saunte, og da vi kom, sad en håndfuld svenske piger, som vi fik en drink med, inden vi blev dirigeret videre. Vi anede ikke, hvad vi skulle«, siger hun.
