Hvad tænker du, når du hører ordet folkedragt? Måske forestiller du dig traditionelle flerlagskjoler, kyser og knæbukser fra Fanø og Bornholm?
Spørger man designeren Nicholas Nybro, er der dog mange andre måder at anskue fænomenet folkedragter på. Med en blanding af tyl, pailletter og pangfarver er designeren lige nu i gang med at skabe en moderne fortælling om danske folke- og egnsdragter i den nye udstilling ’Stolt’ på Designmuseum Danmark, der består af 21 dragter, som tager afsæt i forskellige danske egne – blandt andet københavnske bydele som Nørrebro, Amager og Christiania.
»Beklædning er noget, som mange tager for givet. Men det er i virkeligheden en benhård historiefortæller og et visitkort«, siger den 41-årige designer, da vi møder ham i hans atelier på Nørrebro.
»I gamle dage var tøj en form for folkedragt og noget, som man brugte til at skabe en samhørighed og til at vise, hvor man kom fra. Det er måske ikke helt så tydeligt i dag og så alligevel – tager jeg en cykeltur gennem Vesterbro, Frederiksberg, Nørrebro, kan jeg tydeligt se tre forskellige looks«.
