Festivalsæsonen er i fuld gang, og vanen tro melder en række eksistentielle spørgsmål sig:
Må man bede storsnakkende festivalgæster holde kæft under en koncert? Er det ok at live-transmittere koncerten til sine venner via FaceTime? Må man ryge i en tætpakket pit? Ha’ bar mave? Tisse?
I dagene under Roskilde Festival 2023 opridsede vi på Ibyens Instagram @ibyendk en række klassiske festival-dilemmaer og bad vores 65.000 følgere stemme om, hvad der er god og dårlig festivalstil.
Tusindvis af helt igennem ikke-repræsentativt udvalgte respondenter svarede på de i alt 12 afstemninger, og selvom undersøgelsen næppe bliver godkendt af Gallup, så lad os alligevel konkludere: Vi er for det meste dybt uenige, når det kommer til, hvordan man bør opføre sig på en festival.
