NYT BLOD

Sebastian Zieler og Terkel Atsushi driver sammen det uafhængige pladeselskab The Big Oil Recording Company, hvor de arbejder som såkaldte A&R’s og udgiver musik for navne som Debbie Sings og Blikfang. De er også begge selv aktive som artister under navnene Satnav og Atusji.

Om drømmene

Sebastian Zieler (SZ): »Vores udgangspunkt er at være musikere, og derfor vil det styrende altid være vores kærlighed til musikken. Vi kalder os med et glimt i øjet ’The World’s First Non-Profit Major Label’, for vi arbejder stenhårdt på at styre forretningen, men i forhold til musikken vil den altid være sekundær«.

»Vi har selv mærket, hvor kreativt dræbende det at navigere i industrien kan være, så vi er et alternativ til de store labels og deres profitorienterede virkelighed, der giver kunstnere plads til at gøre det, de elsker. Hvis man endelig skal drive et lille label, er det smart at have en tydelig profil, men det har vi ikke. Den røde tråd er følelsen af, at de folk, vi arbejder med, har potentiale og er nysgerrige på sig selv og musikken«.

Terkel Atsushi (TR): »Og at de farver verden på en fed måde og tør rykke på sig selv og på os. Det er folk, der ved første møde giver os en særlig crush-følelse, og som vi ikke kan lade være at arbejde med. Vi sigter fra start efter at skabe et bæredygtigt og sundt forløb, for vores artister skal have et langt liv med musikken, altid have sig selv med som mennesker og gøre det, de synes føles rigtigt. Vi lader hver kunstner være et eksempel på, hvordan man kan gøre det anderledes«.

Om at kunne trække sig

TR: »Musikdanmark i dag er langt rarere at være i, end det var for ti år siden. Der var en hårdere tone og sådan noget omklædningsrumshumor, der endda blev romantiseret lidt. Det var et miljø, jeg havde svært ved at være i. Det findes sikkert stadig, og der er stadig meget at forbedre, men det går i den rigtige retning«.

SZ: »Der er mange, som har øget fokus på mental trivsel og stress, og sammen med artisterne skaber vi nogle fælles rammer for, hvordan vi kommunikerer, og hvad vi forventer af hinanden. Vi er både venner og kolleger, så vi har skabt et fællesskab, hvor fokus er på, at alle skal have det godt og have sig selv med i alt, de gør«.

TR: »Det samme gælder vores samarbejde. Vi er konstant i kontakt og ved altid, hvordan hinanden har det. Vi stoler blindt på, at hvis man har en dårlig uge, er det helt okay at trække sig. Så har den anden styr på det hele, for vi er virkelig begge blæksprutter i det her projekt«.

SZ: »Samtidig begynder tiltag for øget diversitet at virke, særligt i vækstlaget. Både på demoer, vi modtager, på frivillige folk, vi møder, på konservatorierne og festivalernes bookinger. Det er vigtigt for os at være en del af den bevægelse, og vi håber, at det med tiden kommer til at afspejle sig i toppen af branchen«.

Om alkohol og musik

TR: »I mine øjne er en af de største udfordringer i branchen, at en kæmpe del af indtægtskilderne er at sælge bajere. Det er så smukt, at musik kan være et kunstnerisk talerør, men at det konstant skal ske omringet af alkohol og andre stoffer sent om aftenen, er et problem. Det er jo klart, at folk får det skidt af at være i det«.

TR: »Mental sundhed italesættes heldigvis mere, og det ville være et stort skridt, hvis alle pladeselskaber havde psykologer tilknyttet, men det kan sgu ikke gøre det alene. Der er nogle farlige strukturer indlejret i musikken, som det er underligt ikke italesættes, og når folk nævner problemet med mental sundhed, kan jeg godt komme til at tænke: Prøv lige at kigge jer omkring, der er sprut over det hele«.

SZ: »Den store drøm ville være en frakobling af det uhellige ægteskab mellem alkohol og musik, at folk fik det meget bedre, og at musikken blev sluppet endnu mere fri. Vores idealer om at være et elastisk og eklektisk pladeselskab handler ikke kun om selve musikken, men rummer også en nysgerrighed, i forhold til hvordan det præsenteres og opleves. Vi drømmer om en tilværelse, der ser anderledes ud, og det skaber vi i det små ved at fungere som en lille parallelvirkelighed«.

Emilie Pil står bag Friday Management, hvor hun er artist manager for kunstnere som eee gee, Kind mod Kind og Marcus.wav. Emilie Pils karriere i musikbranchen begyndte med to år hos pladeselskabet Sony Music, som hun forlod i 2019. Året efter stiftede hun Friday Management, hvor hun i dag arbejder på fuldtid og har en ansat.

Om mavefornemmelse og intuition

»Jeg kan ikke arbejde på den kortsigtede måde, som labels tit gør, hvor folk får en kontrakt på tre eller fem sange, og hvis ingen af dem flyver, er man ude igen. Jeg arbejder kun med artister, hvor det kildrer i fingerspidserne, og det sker kun, hvis jeg ikke har hørt noget som det før. De skal have noget unikt, for at jeg kan se en bæredygtig fremtid. Og originalitet tager tid«.

»Jeg har ingen uddannelse, ingen platinplader på væggene. Det eneste, jeg har, er min mavefornemmelse og min intuition, så dem er jeg nødt til at stole 100 procent på, for jeg vil ikke spille safe. Jeg vil finde fremtidens mastodonter – dem, der bliver folkeeje og skal udgive greatest hits-album. Det er dem, jeg vil arbejde med«.

»Det kræver is i maven, men vi tror virkelig på de langsigtede projekter, og det giver ro til at træffe bæredygtige beslutninger for mine artister og sikre, at de er med som både musikere og mennesker. Derfor tør jeg også godt sige til dem, at hvis de har det dårligt op til en masse shows, så udskyder vi dem«.

Om ikke at satse på et hurtigt hit

»Skal man skabe en succes, der lever i 10-20-30 år, skal det ske organisk, ikke med et kæmpehit over natten. Folk glemmer, at ja, det er fedt at få et hit, men hvad gør man så? Hvis ikke man er klar, kan det fucke én så meget op, at man aldrig kommer tilbage, og det vil jeg for alt i verden undgå for mine artister. Jeg passer på dem som musikere, men mindst lige så meget som mennesker. Jeg bekymrer mig da om deres pengepung, men det kommer aldrig til at gå forud for deres mentale velvære«.

»Samtidig påvirkes alt af, at vores relation både er professionel og personlig. Jeg arbejder med folk, som reelt sælger deres følelser som et produkt i form af sange. Det har givet mig nogle fantastiske relationer, og en professionel sejr er også en personlig sejr, men man betaler også en høj pris, når det ikke går godt. For stopper man et samarbejde, stopper man ofte også et venskab«.

Om kolleger og konkurrenter

»Traditionelt er der jo meget konkurrence i denne branche, og jeg er enormt socialt anlagt, så jeg befinder mig dårligt i en lone wolf-tilstand. Derfor er det vigtigt for mig, at jeg sidder i et kontorfællesskab med andre branchefolk, som nogle vil kalde mine konkurrenter, men som jeg langt hellere vil anse som mine kolleger«.

»Mine artister skal vide, at de altid kan læne sig op ad mig, men jeg har også brug for nogle at læne mig op ad. Der er sgu ingen, der overlever alene i det her game, så det er med at pakke egoet væk og stikke hovederne sammen og tale om, hvordan man har det, og alt det, der er pissesvært ved det her job. Ligesom vi skal sørge for, at vores artister kan fortælle, hvad de bekymrer sig om, har vi brug for at kunne gøre det samme hinanden imellem«.

»Jeg tror klart, at det er en generationsting. Sidste år var en artist på udkig efter management, og hun fortalte, at det var vildt at opleve, hvordan vores generation roste hinanden til skyerne, imens en ældre manager havde savet os alle midtover og advaret imod os. Det er et godt billede på, hvad der sker lige nu«.

»Samtidig har vi managers sidste år endelig fået brancheorganisationen Danske Artist Managers. Vi er stadig meget grønne, men det går fremad, og jeg håber, at unge managers derigennem kan få hjælp til at træffe endnu flere bæredygtige valg«.

»Jeg glæder mig til den dag, hvor de, der sidder med magten, ikke i samme grad er rivaler, men i stedet gamle venner, der ikke er bange for at sparre med hinanden og spørge om hjælp. At vi ikke ser hinanden som konkurrenter, men som gode kolleger«.

»Og så håber jeg, at branchen bliver mere inkluderende. Der er kommet øget fokus på diversitet, og jeg håber da, at det på et tidspunkt ikke længere er et emne, fordi det er så implicit, at det er sådan, det skal være«.

Om at leve op til sine idealer

AW: »Vores manifest bygger på fire værdier: transparency, compassion, creativity og community. At være ærlige og gennemsigtige, at have en nultolerancepolitik i forhold til diskrimination, at forsikre vores artister om, at vi køber ind på deres kreative projekt, og at vi er et fællesskab, hvor alle skal føle sig hjemme, er naturlige grundsten i Carrie«.

TC: »Vi har valgt at melde vores værdier og idealer klart ud, for musikbranchen er også benhård forretning, og vi vil gerne tage og stilles til ansvar for det, vi siger og lover. Vores artister og samarbejdspartnere skal vide, hvor de har os, og vi er meget bevidste om at leve op til vores idealer i alt, vi gør. Vi tjekker altid ind på artisterne og hinanden og taler om, hvordan vi har det. Vi bestræber os på at skabe et rum, hvor alle kan være 100 procent ærlige om bekymringer og stress, og det er vigtigere end noget andet«.

AW: »Vi gør os altid umage med at forstå artisternes bekymringer og aldrig give dem en følelse af, at de er forkerte, men rumme alt, de er. At være artist har en pris, ikke mindst for kvinder og kønsminoriteter, og det er ikke nemt at navigere i. Alle skal ikke arbejde som os, det skal bare ikke være unormalt at sige, hvordan man har det. Og så vil vi ikke undervurderes, fordi vi tager os af folks mentale helbred, vores måde at gøre det på er sgu lige så professionel som alle mulige andres, folk har det nok bare lidt bedre«.

TC: »Det giver jo slet ikke mening, at vi skal i avisen, fordi vi gerne vil have, at folk har det godt«.

Om aktivistisk fællesskab

TC: »Vi har skabt Carrie’s Going Out som er en selvstændig eventgruppe, der griber fat i nogle af de problemstillinger, vi ser i kulturen og i samfundet. Det er vores udadvendte ben og mulighed for at strække os ud og involvere flere, hvor vi bruger samarbejde som udgangspunkt for tværæstetisk, aktivistisk arbejde. Og så er det et fællesskab, hvor vi tror på vigtigheden af at stå ved sine følelser og drømme, og turde sige tro håb og kærlighed uden at være ekspert i noget«.

AW: »Det tager også noget af presset for at være idealistisk udadtil af vores artisters skuldre, fordi vi kan udleve vores værdier gennem Carrie’s Going Out. Det er en vigtig udvidelse af det her rum, hvor det er meget trygt at have det svært«.

Om at skabe karrierer på en rar måde

AW: »Mit største ønske for fremtiden er at have vist, at man kan skabe store musikkarrierer på en rar, ærlig måde. At man kan gøre noget kommercielt, uden at det skal være forfærdeligt for artisten«.

TC: »Min drøm er allermest, at Carrie er et fællesskab, der kan rumme alles ideer og forskelligheder, for det er dem, der gør, at vi fungerer så godt sammen. Jeg har ikke en følelse af, at der er noget, vi ikke kan gøre med Carrie«.