Nattens stjerner

Du kan høre den rundt omkring i København. Ud af barer og cafeer lyder sang, grin, musik og klapsalver.

Det er lyden af en open mic.

Byen er nemlig fuld af steder hvor performative sjæle kan smide hverdagsuniformen og føle sig som stjerner for en aften, når de stiller sig op på scenen og griber mikrofonen.

Stederne spænder fra barer, hvor bluesmusikken regerer, til open mics, hvor standup, poesioplæsning og klaverspil er i centrum.

For nogle er det en hobby at optræde, for andre deres livs passion og en karrieredrøm. Men hvem er de? Dem, der optræder på byens åbne scener? Hvem er kongerne og dronningerne af Københavns open mics?

Ibyen taler med tre lokale performere.

En ung kvinde skanner rummet for ledige pladser, men indser hurtigt, at det er en umulig mission. Der er nemlig fuldt hus denne tirsdag aften på Bartof Café, hvor baren afholder sin ugentlige open mic for standup. Ved et højbord sidder 27-årige Raiey – han skal optræde i aften. Aftenens vært fyrer et par jokes af og introducerer ham som det næste levende billede. Scenen er hans de næste 10 minutter.

»Jeg har lavet standup i tre år med lidt pauser indimellem. Til hverdag arbejder jeg på en tank. Det er lort, men det er fleksibelt og har givet mig noget af mit bedste materiale.

Da jeg startede med standup, deltog jeg kun i 1-2 open mics om måneden. Det var svært at komme til, da der var mange om buddet. Men det har heldigvis ændret sig. I dag optræder jeg cirka 5-8 gange om ugen.

Min første open mic var på Krudttønden.

Det gik egentligt meget godt, på nær min sidste joke – den handlede om Christian Eriksen. Showet foregik, tre dage efter at han genopstod fra de døde. Det var måske lidt for tidligt.

Generelt er der forskel på, hvordan publikum tager imod kendte komikere versus os, der er ukendte. De kendte får en blødere start. Publikum går ud fra, at de er sjove. Når en ukendt komiker, som mig, træder ind på scenen, er jeg oftest nødt til at vinde publikum over først.

Der er efterhånden kommet flere indvandrerstemmer i standup. Det er fedt. Men der er plads til flere. Alle segmenter i det danske samfund har brug for deres egne komikere.

Jeg selv er vokset på Blågårdsplads. Den måde, jeg taler på, og de emner, jeg tager op i min komik, bærer helt sikkert præg af, at jeg er vokset op på pladsen.

Jeg husker tydeligt et show, jeg lavede i oktober sidste år. Jeg var så provokeret over mediernes dækning af det, der skete i Palæstina, at jeg skrev en joke om Israel. Da jeg fortalte de andre komikere om joken, kom der en stemning a la: Det kommer umuligt til at fungere. Men jeg lavede den alligevel. Publikum blev chokerede, men de grinte også – så den landede faktisk godt.

Min drøm er ikke nødvendigvis at blive fuldtidskomiker. Men det ville være fedt, hvis mit standup ledte til, at jeg fik lov til at skrive på noget satire, film eller serie en dag. Men én ting ad gangen. Nu skal jeg også tage mig sammen og sende en ansøgning til sygeplejerskestudiet, og så vi må jo se, hvad der sker«.

Scenelyset fanger hende, som hun træder ind på scenen og griber om mikrofonen: »Let’s go«. Publikum hujer og klapper. Vi befinder os på Mojo Bar i Indre By. En blues-bar, der har eksisteret siden 1992. I aften er det torsdag – Blues Jam Night – hvor de, der lyster, kan spille med husbandet. Kvinden på scenen er 54-årige Pernille. Det er fem år, siden hun sidst optrådte til open mic. Men i aften gør hun sit comeback.

»Det var så fedtat være på scenen igen. Inden jeg skulle optræde, var jeg fuldkommen rædselsslagen, men jeg tænkte: »Screw it. Nu giver jeg alt, hvad jeg har, og gør det bedste, jeg kan«. Energien mellem publikum, bandet og mig var fantastisk. Jeg var lettet og nærmest euforisk bagefter.

Jeg besøgte Mojo for første gang i 2008, og for to år siden tog jeg et side job som bartender dernede. Jeg er uddannet ingeniør, men til hverdag arbejder jeg som oplægsholder inden for karriere og jobsøgning. Jeg tænkte, at et job på Mojo var et godt udgangspunkt for at netværke med andre musikere og komme tæt på musikken igen.

For et par år tilbage var jeg selv i et fantastisk band. Vi spillede sammen i ni år. Desværre mistede vi et af vores bandmedlemmer til kræft. Det tog hårdt på os, for han var limen i bandet, og det blev vi mindet om, da vi mødtes efterfølgende. Så til sidst stoppede vi. Det blev til en pause på fem år for mit vedkommende.

Foto: Mads Nissen

Efter fem års pause tænkte jeg, at nu var det på tide at komme tilbage på scenen. Musik er en uvurderlig del af mit liv. Jeg kan ikke lade være med at optræde. Jeg har brug for det simpelthen.

En musikoplevelse, jeg særlig husker, var, da jeg og mit gamle band blev hyret til at spille til et politisk landsmøde. Det var på et stort hotel for 5.000 mennesker, så vi havde virkelig øvet os og var klar til at give den gas.

Men da vi begyndte at spille, gik ingen på dansegulvet. I stedet gik folk væk og diskuterede politik. Jeg forsøgte at interagere med publikum og få dem til at lokke andre tilbage. Men intet virkede, og vi panikkede lidt.

Til sidst koblede jeg den længste ledning, vi havde, til min mikrofon og hoppede ned fra scenen. Mens bandet spillede, løb jeg gennem salen og ud på gangene – jeg sang og spillede mundharpe, mens jeg forsøgte at hive folk ind på dansegulvet. Det lykkedes det kun at få en fjerdedel af gæsterne til. Det syntes vi var super pinligt. Men arrangøren var faktisk meget tilfreds. Der var langt flere på dansegulvet end normalt, fortalte han. Det var en mærkværdig oplevelse.

Drømmen er at optræde mere på Mojo i fremtiden og igennem det finde et nyt band, jeg klikker med. Jeg har efterhånden været til en del bandauditions, men jeg har ikke matchet med nogen endnu. At finde et band er værre end dating. Du skal være kompatibel med et helt hold af mennesker. Det er altså svært«.

Klokken er 2.30. På Alléenberg på Frederiksberg er stemningen på sit højeste, og kolde øl sendes over disken til en blandet skare af gæster. 44-årige Johs træder ind ad døren, flere smiler og hilser. Kort efter ankomst sætter han sig ved det store brune klaver. Hans fingre danser hen over tangenterne, og folk stimler sammen om ham.

»Jeg er kommet på Alléenberg de sidste 10 år. For tiden besøger jeg stedet et par gange om måneden. Jeg kommer typisk efter klokken 2. Det foregår sådan, at mine venner skriver og spørger, om jeg vil ned og spille. Og da jeg bor tæt på, siger jeg oftest ja.

Til hverdag laver jeg lidt af hvert – jeg er freelancejournalist, og så har jeg skrevet en bog om Søren Pape. Derudover fylder musikken. Jeg var 10 år, da jeg startede med at spille klaver, og har altid moret mig med at spille for andre. Men jeg kan faktisk bedst lide at akkompagnere andre.

Jeg er ikke den eneste, der kommer og spiller på Alléenberg. Der er nogle, jeg ser jævnligt ved klaveret, og så er der dem, der kommer ind fra gaden og forsøger sig med sange som ’Kvinde min’ med større eller mindre elegance.

Foto: Finn Frandsen

Man bliver ikke betalt for at spille på Alléenberg. Jeg kommer for underholdningens skyld, og så er det et plus, hvis man får nye gå i byen-relationer. Men jeg bruger også stedet som en slags øverum og udstillingsvindue. Flere har henvendt sig, efter at de har hørt mig spille, og jeg er blandt andet blevet spurgt, om jeg vil spille til en pigepolterarbend.

Min aften forløber bedst, når jeg spiller numre i stil med Elton John, Billy Joel og Stevie Wonder. Sofistikeret musik, folk stadig kan synge med på. Mindre hyggeligt bliver det, hvis folk bliver for fulde, og der går skråleri i den i nærheden af klaveret. Det må folk godt lade være med.

Ofte bliver jeg spurgt, om jeg vil spille ’Your Song’. Og det gør jeg gerne. Jeg forsøger at få det til at lyde i stil med Elton John. Modsat siger jeg altid nej, hvis folk beder mig spille bøvse-bodega-sange – ’Så længe jeg lever’ eller noget i den dur.

Mange efterspørger ’Bohemian Rhapsody’, hvilket jeg også altid er klar på at spille. Den har taget noget tid at lære. Men det er også den sang, der udløser de største bifald. Og det er jo altid rart at få«.