»Når folk spørger mig, hvorfor jeg valgte skuespillet, plejer jeg at joke med, at jeg som teenager stod i det samme dilemma som Zack Efron i ’High School Musical’. Han spillede en ung fyr (Troy Bolton, red.) med et kæmpe talent for basketball, som ved et tilfælde opdager, at han også er vildt god til at spille skuespil og synge. Så nu skal han lige pludselig vælge, hvilken drøm han vil forfølge.
Som dreng brugte jeg ret meget tid på fodbold, men valgte ligesom Zack Efron at droppe det til fordel for skuespillet. Det var i skuespillet, jeg kunne lege og være mig selv, samt få nogle venner, der stadig den dag i dag er dem, jeg er tættest på. Men når alt kommer til alt, så var jeg heller aldrig i nærheden af noget, der mindede om højt niveau på en fodboldbane.
Det var egentlig min mor, der fik mig skubbet i retningen af teateret. Hun havde spurgt i nogle år, om jeg ikke skulle være med i det lokale børneteater. De spillede i et lille forsamlingshus på Vestfyn, hvor jeg er vokset op. På et tidspunkt tror jeg bare, jeg tænkte: »For fanden altså, hun bliver ved med at spørge, så jeg kan lige så godt give det et skud«. Så jeg tog til optagelsesprøven og sang ’Jeg ved en lærkerede’ og kom med i den følgende børneforestilling. Om jeg lige tænkte, at jeg skulle være skuespiller på det tidspunkt, ved jeg ikke, men det var hvert fald der, det startede.
De første tre gange, jeg søgte ind på skuespillerskolen, kom jeg ikke videre fra prøvens første del. Jeg tror ironisk nok, det var en ulempe, at jeg havde lavet så meget teater, inden jeg gik til optagelsesprøven. Jeg havde selvfølgelig en del erfaring, men også en del indøvede spillevaner, der nok ikke gjorde noget godt for mit skuespil. Hvis jeg skulle spille en sur mand, så spillede jeg sur som en tilstand eller en kliché, jeg tillagde ikke teksten mit eget personlig præg eller dybde.
