Ørnene kommer i området for at jage, fortæller Stuart Press, mens et sydfynsk vindstød af kulingstyrke forsøger at presse os væk fra stranden og tilbage i skovbrynet.
»Der er ikke mange mennesker heromkring, så de må jo føle sig trygge«, forklarer han med sin australske dræven, hvori der er drysset en snert af det Rhodesia – nu Zimbabwe – hvor han i sin tid blev født.
På den anden side af sundet ligger Langeland og Rudkøbing, hvorfra færgen til Strynø går et par gange om dagen. Bag os ligger den landejendom, hvor Stuart bor sammen med sin kone, Anne-Line Ussing, parrets tre børn, et sammenrend af kælne hunde, grise, får og heste – samt en flok krigsveteraner med flossede nerver.
Natur Retreat for Veteraner, som stedet hedder, er et såkaldt paragraf 110-botilbud. Her kan soldater med ar på sjælen tage hen for at takle de problemer, der er ved at overmande dem og deres familier. Og for mange var det da også ved at være sidste udkald.
