Her i æbletræets skygge skal til sommer jeg mig hygge«. Sådan begynder en Anders And-historie fra 1957. Anden synger verset, mens han planter et lille æbletræ i sin have. Hans tre nevøer mener, at der aldrig vil komme æbler på det træ. De forklarer onklen om naturens orden, hvor jordegern, kålorme og fugle vil regulere biomassen og ondulere hans nye træ. Det sker også. Derfor planter en vred Anders nu en meget hårdfør mongolsk tjørn og forsvarer den trælignende tornebusk med næb og kløer, mens tjørnen hurtigt overtager hele hans californiske have.
Jeg syntes, der var noget meget menneskeligt over Anders And, som jeg kunne identificere mig med: en Anders, der vil redde mennesketræerne mod de væmmelige virusparasitter som jordegern, kålorme og fugle, der trænger sig på som et generende vilkår.
Fire mænd blev i 1981 indlagt i USA med en mystisk lungebetændelse, og verden ændrede sig. Indtil nu er 32 millioner døde af aids, og 38 millioner lever med hiv-infektion. 62 procent af smittede voksne og 54 procent af smittede børn i middel- og lavindkomstlande får heldigvis antiviral medicin. Medicinen kan dog ikke kurere hiv, men kun holde virussen nede. Alligevel er antallet af nye smittede 1,7 millioner i 2019. Så hiv/aids-pandemien fortsætter med at sprede sig.
I 1980’erne var jeg ansat på Rigshospitalets Epidemiafdeling M. Jeg var som ny læge stolt og benovet over min ansættelse. Jeg var klar til at redde verden. Vågen, opmærksom og entusiastisk mødte jeg op med nyvasket og presset hvid kittel og stetoskop. Jeg havde haft nogle kortere ansættelser andre steder. Så intet kunne ryste mig, troede jeg. Men hiv/aids-pandemien gjorde. Både på arbejdet og uden for hospitalet. Det var min første pandemi.
