Løsgænger i Folketinget Cecilie Liv Hansens samlever er tiltalt for besiddelse af euforiserende stoffer.
Det fremgår af et anklageskrift, som Ritzau har fået aktindsigt i.
Samleveren er tiltalt for at have besiddet 121,05 gram hash, 46,66 gram skunk, 15 poser cannabisvingummi og 4,63 gram psykedeliske svampe i Kolding i december sidste år.
Derudover er han tiltalt for på samme tid at have haft 5365,50 kroner, der ifølge anklagemyndighedens opfattelse stammede fra salg af hash.
Hans advokat har ingen kommentarer til sagen og oplyser altså ikke, hvordan han forholder sig til tiltalen.
Sagen skal behandles i Retten i Kolding 8. juni. Der er afsat en enkelt time til behandling af sagen i retten.
Cecilie Liv Hansen blev ved folketingsvalget i marts valgt for Liberal Alliance. Men blot fire dage efter valget blev hun ekskluderet fra partiet.
Baggrunden for eksklusionen var, at hun ifølge partiet havde løjet om, at hendes kæreste solgte euforiserende stoffer.
Hun er siden fortsat som løsgænger i Folketinget. Forinden var hun blevet valgt til både regionsrådet i Region Syddanmark og til byrådet i Kolding.
Her er hun også fortsat som løsgænger.
Af anklageskriftet fremgår det, at besiddelsen skal være sket i forening med en eller flere medgerningsmænd, som politiet ikke ved, hvem er.
Det fremgår også, at besiddelsen af hash, skunk og cannabisvingummier skal være sket på en lokation i Kolding 3. december klokken 16.50, mens besiddelsen af psykedeliske svampe skal være sket på en anden lokation umiddelbart efter klokken 16.50.
Af anklageskriftet fremgår det også, at anklagemyndigheden går efter, at samleveren skal idømmes en fængselsstraf.
Samleveren har ifølge Ekstra Bladet skrevet på Facebook, at han har solgt cannabis, men at Cecilie Liv Hansen hverken havde kendskab til det eller var involveret i det.
Ritzau
fortsæt med at læse




























