En morgen kom min søn løbende efter mig ud på skolens parkeringsplads. Han gik i 3. klasse, og hans utryghed ved skolen var blevet så stor, at han ikke kunne blive siddende. Jeg forstod endnu ikke helt, hvad der foregik, men jeg vidste, at jeg måtte tage ham alvorligt.
Først langt senere forstod jeg, hvad der skulle til for at gøre ham tryg nok til at blive i klasseværelset.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.