Fødselsdagstilbud: Prøv Politiken resten af året for 142 kr.

Passagerer brød ind i cockpittet, hvor den ene pilot var blevet stukket med en kniv, fortæller øjenvidner.

Passagerer bryder ind i cockpit på fly mod Israel, piloter hårdt sårede

Israelske Meyer Zohar, hvis søn var ombord på flyet, taler i mobil fra Ben Gurion-lufthavnen i Tel Aviv. Foto: Jack Guez/Ritzau Scanpix
Israelske Meyer Zohar, hvis søn var ombord på flyet, taler i mobil fra Ben Gurion-lufthavnen i Tel Aviv. Foto: Jack Guez/Ritzau Scanpix

Et fly med 180 passagerer på vej til Israel blev onsdag morgen omdirigeret til Saudi-Arabien, efter at flyet udsendte et nødsignal.

Israels luftvåben sendte kampfly på vingerne i forbindelse med hændelsen, skriver den israelske avis Haaretz.

Passagerflyet var på vej fra Dubai i De Forenede Arabiske Emirater til Tel Aviv i Israel, da det udsendte en 7700-kode, der er et internationalt nødsignal, skriver Times of Israel.

Derefter udsendte flyet en 7500-kode, der indikerer, at et fly er blevet kapret eller udsat for en anden form for ulovlig indblanding.

Ifølge Times of Israels oplysninger mistede flyet pludseligt højde. På mindre end et minut faldt det fra cirka 10.300 meters højde til 5.200 meters højde.

En kvinde om bord på flyet fortæller til Haaretz, at det virkede til, at piloterne havde mistet kontrollen med flyet, da det mistede højde midt under flyvningen. Herefter brød flere passagerer ind i cockpittet.

Folk begyndte at skrige

To andre kvinder siger til den israelske tv-station Channel 12, at den ene af flyets to piloter var blevet stukket med et våben.

»Folk begyndte at skrige. Så begyndte flyet at bevæge sig fra side til side. Vi fandt ud af, at piloterne havde mistet kontrollen, fordi den ene af dem var blevet stukket«, siger hun.

Unavngivne israelske embedsfolk oplyste tidligere, at nødsignalet blev udsendt efter et ’fysisk sammenstød’ mellem flyets piloter.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, og forsvarsminister Israel Katz har afholdt et sikkerhedsmøde om sagen.

Kort efter klokken 09 dansk tid landede flyet i Tabuk i Saudi-Arabien.

Der er tale om et passagerfly fra selskabet Flydubai af typen Boeing 737 MAX8.

Flydubai har bekræftet, at der har været en hændelse med det pågældende fly, og at det er landet sikkert i Saudi-Arabien.

Alle passagerer er i sikkerhed, lyder det videre.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her