Emil Giraldi trækker sin ramponerede grå Peugeot-cykel forbi Rundetårn i København. Han er usædvanlig.
Ikke fordi han nu sætter sig op på cykelsadlen, men fordi han gør det uden at have en mobil i lommen eller i hånden.
Her på Købmagergade er der et mylder af mennesker. De vandrer frem og tilbage, ind og ud af butikker, og mange med dukkede nakker og blikket vendt nedad.
Emil Giraldis øjne kigger fremad. Hans skærm er efterladt oppe på kollegieværelset et stenkast derfra.
