Det er, hvad man ikke kan høre, der giver anledning til den første observation fra David Sim. Den skotskfødte arkitekt er lige kommet cyklende fra Nordre Fasanvej ind ad den gamle portbygning til Frederiksberg Hospital på sin finurlige foldecykel, da han holder hånden op til ørerne.
»Det er som at komme ind i et beskyttet rum. Der er næsten ingen støj fra bilerne ude på vejen. Det her kan blive sådan et sted, hvor man uden problemer kan sove med åbent vindue om natten. Men egentlig er det ærgerligt, at hospitalet skal lukke, for patienterne får ro og en masse grønt at kigge på, mens de er i behandling«, siger han.
Sådan var holdningen også i kommunalbestyrelsen på Frederiksberg, da Region Hovedstaden i 2010 traf beslutningen om, at aktiviteterne skal flyttes til Bispebjerg Hospital i København. Det er mindre end 4 kilometer væk. Men det er ikke kun i provinsen, at det gør ondt på selvforståelsen, når man lukker et hospital. Med tiden er utilfredsheden dog blevet skiftet ud med en accept af virkeligheden. I dag fornemmer man sågar den begejstring, der har det med at vokse frem i brystet på politikerne, når de øjner muligheden for at rejse monumenter til eftertiden.
I årtier har de kunnet se, hvordan naboerne i København med store armbevægelser har kastet sig ud i omfattende byudviklingsprojekter som Kalvebod Brygge, Ørestad, Carlsberg Byen, Nordhavn og senest Lynetteholm, mens de selv knap nok har kunnet vrikke med ørerne. Jo, der har da været udvikling. Tag bare revykvarteret ved Flintholm Station, hvor der førhen lå et gasværk. Men den slags projekter er en sjældenhed i den tætbebyggede enklave. Og udviklingen af de 106.000 kvadratmeter på hospitalsgrunden sammen med 35.000 kvadratmeter på tilstødende grunde kan være en sidste mulighed.
