0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Den kæmpestore
forsvars­forbeholds­guide

Drømmer von der Leyen og Macron virkelig om en EU-hær? Og er der en spionskole på Cypern?

Er det overhovedet relevant at tale om en ny tid i Europa med mere EU-forsvar, eller skal vi bare stemme om forsvarsforbeholdet, fordi Mette Frederiksen er lidt vild med Zelenskyj?

Læs med og find ud af, hvad EU’s fælles forsvar egentlig er, og om EU virkelig har flere våbensystemer end USA.

#1

Hvorfor skal vi stemme om forsvars­forbeholdet lige nu?

Krigen i Ukraine har ændret på rigtig mange ting i EU. En af de største ændringer er, at mange EU-lande har besluttet at sætte deres forsvarsbudgetter væsentligt i vejret.

Hvor der før blev skåret og skåret, skal der simpelthen bruges flere penge på militær og forsvar. Årtier med fred og handel i Europa er afløst af våben og sanktioner.

På et topmøde i Versailles i marts var alle 27 regeringschefer enige om, at tiden er inde til at skrue markant op for samarbejdet om forsvar og sikkerhed i EU. Regeringen, Venstre, Konservative, Radikale Venstre og SF har i kølvandet på Ukraine-krigen valgt at sætte Danmarks forsvarsforbehold til afstemning 1. juni.

De mener, Europas sikkerhedssituation har ændret sig så meget, at Danmark bør tage fuldt ansvar og være med til at bestemme, hvilken retning EU’s fælles forsvar tager fremover, og have mulighed for at deltage i EU’s militære missioner i modsætning til i dag.

Som EU-embedsfolk siger: »EU-toget er sat i fart, men Danmark er ikke med til at bestemme, hvilken retning det kører i«.

#2

Nej
Nej
Nej!

På højrefløjen er Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige imod at fjerne forsvarsforbeholdet. De ønsker ikke mere EU, faktisk vil de hellere have Danmark helt ud af EU og kun lade Nato varetage opgaven med at forsvare Europa. På venstrefløjen er Enhedslisten også imod. De vil gerne have Danmark ud af både EU og Nato. Eller ... Det ville de, nu er de vist lidt uenige internt.

#3

Skal vi så være med­ i en EU-hær?

Nej, EU har ingen hær, og de færreste regner med, at EU nogensinde får det. For det ville betyde, at alle lande skulle overgive retten til at bestemme over sine egne soldater til EU, og det ønsker ingen lande. Ikke engang de stærkeste tilhængere af et EU-forsvar, som eksempelvis den franske præsident, Macron, vil lade von der Leyen eller en EU-general bestemme, hvad franske soldater skal.

Hvis nogen skulle få ønsket alligevel, kræver det en traktatændring, hvor alle lande og deres parlamenter skal bakke op, før det kan blive til virkelighed. Så en EU-hær er lige så sandsynlig, som at Morten Messerschmidt bliver den næste kommissionsformand.

Derfor er forsvarssamarbejdet i EU mellemstatsligt. Det betyder, at alle skal være enige, før en beslutning kan træffes, og hvert enkelt land bestemmer selv, om det vil være med i en bestemt EU-mission eller -operation. Så hvis Macron eksempelvis ønsker at sende en EU-operation til Congo for at træne soldater, og Luxembourg siger nej, må Congo klare sig uden en EU-operation. Et lille lands stemme vejer altså lige så tungt som et stort lands.

Luxembourg kan også vælge at sige: Fint med os, at der kommer en EU-operation i Congo, men vi gider altså ikke bidrage til den. Hvis alle giver grønt lys, kan Frankrig og de lande, der vil med, tage af sted under EU-flaget, men de skal selv stå for det og finansiere det meste.

#4

Hvad siger Danmark så?

Ingenting.

I øjeblikket kan Danmark hverken støtte eller blokere for militære beslutninger i EU, for vi er slet ikke med i diskussionen. Så vi kan ikke forhindre de andre 26 lande i at køre fremad i fuld fart, hvis de har truffet en beslutning. Hvis vi fjerner forbeholdet, får vi en vetoret som de andre og kan blokere, hvis der er beslutninger, vi ikke kan lide.

Det lyder tungt, tænker nogle. Hvorfor ikke gøre det lidt effektivt, så et flertal kan beslutte i stedet for at vente på, at aaaalle bliver enige om noget? Det kan man også. Det kræver bare, at 27 lande og deres parlamenter bakker op, plus en folkeafstemning i flere lande, inklusive Danmark. Så det er ikke helt let.

#5

Hvad forsvarer EU så – kattekillinger og momssatser?

Lidt forenklet kan EU’s forsvar deles op i en militær og en civil del. Lad os se på dem en ad gangen:

Den militære del
Den militære del handler om at sende træningsmissioner eller fredsbevarende operationer ud for at skabe stabilitet i EU’s nærområde, eksempelvis på Balkan eller i Afrika. Her kan Danmark ikke deltage.

I øjeblikket har EU 7 militære operationer og missioner. De jagter enten pirater ved Somalias kyst, laver fredsbevarende opgaver, træner soldater i Afrika til at bekæmpe islamister eller sikrer overholdelsen af FN’s våbenembargo over for Libyen.


En af operationerne var Danmark var med i, men måtte forlade, da EU overtog styringen fra Nato i 2004. Det er Operation Althea, som er en fredsbevarende styrke i Bosnien-Hercegovina, som skal sikre, at parterne overholder Dayton-aftalen, der blev indgået efter krigen på Balkan.

En anden operation, Atalanta, har siden 2008 jagtet pirater ud for Afrikas Horn. For den sjettestørste søfartsnation i verden, Danmark, har operationen stor interesse. Da vi ikke kan være med i Atalanta, har vi været med via forskellige Nato og amerikanskledede operationer.

#6

Vent lidt!

Hurtig udryknings­styrke­ er det ikke Bruxelles-lingo­ for en EU-hær??

’Det strategiske kompas’ er ikke en børnebog, men en helt ny forsvarsstrategi. Her har EU-landene sat meget konkrete mål for EU’s forsvarssamarbejde de kommende år. De vil bl.a. have et hybridt udrykningshold, og så vil de opbygge en hurtig udrykningsstyrke på op til 5.000 mand inden 2025.

Hov, hvad? Var vi ikke lige enige om, at der ikke kommer en EU-hær?

Jo, det er stadig landene selv – og ikke et hovedkvarter i Bruxelles – der beslutter, om de vil bidrage til styrken og i givet fald med hvad. Det er ikke soldater, der sidder klar på kasernen, men et beredskab, der hurtigt kan samles og rykke ud.

Med styrken ønsker EU at være i stand til at kunne sætte hurtigt ind i Europas nærområde i en situation, hvor Nato ikke ønsker at træde til. Eksempelvis hvis der er optræk til uroligheder på Balkan eller i Nordafrika. Styrken vil stadig kun kunne rykke ud, hvis alle lande er enige.

NB! Her kan Danmark ikke være med på grund af vores forbehold.

#7

EU’s civile forsvar – er det noget med hjemmeværnet?

Den civile del handler om at hjælpe civilbefolkningen i EU’s nærområde med at opretholde lov og orden som led i at nedtrappe eller undgå en konflikt. Her kan Danmark godt deltage.


I øjeblikket har EU 11 civile missioner. De er fordelt i Afrika og Mellemøsten, på Balkan samt i området omkring Ukraine, Moldova og Georgien. Her hjælper man typisk med at opbygge ordensmyndigheder, træne grænsevagter og andre initiativer til at sikre lov og orden.

NB! Her kan Danmark godt være med, da det er et civilt og ikke militært samarbejde.


I alt er cirka 5.000 personer fra EU-lande udsendt i civile eller militære missioner og operationer. Se kortet over, hvor de er, her.

#8

Moderniserer EU sit militær uden Danmark?

EU er et militært tusindben, og det er ikke positivt.


EU opererer med cirka 178 forskellige våbensystemer, mens USA klarer sig med 30. Eksempelvis har EU 17 forskellige kampvognstyper. mens USA har … 1.

Konklusion: Det er både dyrt og dårligt, når 27 EU-lande indkøber isenkram hver for sig, som ofte ikke kan operere sammen.

Derfor satte EU i 2017 fart i et tredje forsvarsben, som handler om at opbygge fælles kapaciteter. Det betyder, at landene forsker, udvikler og på sigt indkøber forsvarsmateriel sammen i et samarbejde, der hedder Pesco (Permanent Structured Coorperation)

I øjeblikket har nogle lande travlt med at udvikle en EU-drone, andre en kampvogn, mens nogle laver en fælles spionskole på Cypern osv. Holland står i spidsen for et projekt om at forbedre EU’s infrastruktur, så militær og mandskab kan flyttes hurtigt fra vest til øst. Liiiige den her del har fået ekstra turbo på nu, hvor rigtig mange soldater og kampvogne skal rulles gennem Europa mod Østeuropa og Ukraine. Se de 60 projekter, der indtil nu er sat i gang, her

Nix nej, Danmark!
Her kan Danmark ikke være med, da Pesco-samarbejdet hører under den militære søjle. Malta er det eneste andet EU-land, som heller ikke er med.
Vi sidder heller ikke med i Forsvarsagenturet, hvor de 26 lande lægger strategien for, hvilke kapaciteter EU har brug for fremover. Det har indflydelse på, hvilke projekter der kan få penge via Pesco og Forsvarsfonden. Danske virksomheder kan dog godt søge penge i Forsvarsfonden.

#9

Gør forbeholdet en forskel for vores engagement i verden?

Ikke i det store og hele. For Danmark har fundet en vej at varetage vores forsvarspolitiske interesser på i andre sammenhænge.

Når vi ikke kan være med i EU’s mission i Mali, laver franskmændene en fransk mission, som danskerne kan være med i, fordi det danske Folketing synes, det er vigtigt, og franskmændene gerne vil have danskerne med (lige indtil vi blev smidt ud af Malis regering, men det er en anden historie). Eller også bidrager vi via Nato eller FN eller mindre koalitioner.

Omvendt står det klart, at der fremover vil blive truffet flere og flere vigtige beslutninger ved det bord, som Danmark ikke sidder med ved. For EU-landene har jo netop besluttet at arbejde meget tættere sammen om forsvar og sikkerhed. Forsvarsagenturet har fået flere opgaver, og der skal laves mange flere fælles udviklingsprojekter i Pesco.

Nej til cyberteam
Blandt andet har Litauen stået i spidsen for at udvikle et tværnationalt cyberudrykningsteam, som kan rykke ud og hjælpe de lande, som er blevet udsat for et cyberangreb. Da det er et PESCO-projekt, kan Danmark ikke være med i det, selvom vi selv har skubbet på for, at fælles cyberforsvar skal fylde mere i EU’s forsvarsstrategi fremover.

#10

Hvorfor EU-forsvar, når vi har Nato?

Nato er garanten for Europas sikkerhed, og de fleste EU-lande er også med i Nato, som tager sig af det territoriale forsvar, dvs. sørger for tropper i Baltikum, Polen osv., mens EU har fokus på at skabe stabilitet i sit nærområde, eksempelvis på Balkan eller i Nordafrika, for at forhindre kaos og flygtningepres på EU’s grænser og bekæmpe terrorisme.

Polen og de baltiske lande er de største Nato- og USA-fans i EU-klubben, og alligevel skubber de på for at styrke EU’s forsvarsmuskler. Det samme gør neutrale lande som Sverige, Finland, Irland og Østrig. Hvorfor? Dels skabte Trump usikkerhed om Nato, og senest har Ukraine-krigen fået landene til at indse, at Europa skal kunne mere selv (det siger amerikanerne i øvrigt også). Og fordi EU har nogle forsvarsværktøjer, som Nato ikke har.

Nato er en militær alliance, som er bygget op omkring ’musketer-eden’, også kendt som artikel 5, der siger, at et angreb på et Nato-land er et angreb på hele alliancen.

EU er derimod bygget op omkring det indre marked, den fri bevægelighed og et hav af fælles lovgivning. Det er vigtigt, fordi truslerne mod unionens sikkerhed i dag ikke kun handler om militær og kampvogne. Derfor får EU flere nye opgaver med at forsvare Europa. Spring direkte til spørgsmål 11 for at finde ud af, hvad det er for opgaver.

#11

Kan én mand lægge et sygehus ned?

Den digitale udvikling gør, at cyberangreb bliver mere og mere almindelige. Under corona var der adskillige eksempler på, at hospitaler blev truet af hackere, som ville slukke for strømtilførslen, hvis ikke de udbetalte en sum penge. Det skete heldigvis ikke, men truslen om, at vigtig infrastruktur kan blive sat ud af kraft, har fået EU-landene til at sætte turbo på en stærkere cyberstrategi, blandt andet med et nyt cyberudrykningshold, som vi lige beskrev ovenover. Under Ukraine-krigen er antallet af cyberangreb også steget.

Et hybridt angreb er, når man bliver angrebet med flere værktøjer på samme tid. Eksempelvis da Belarus (Hviderusland) sendte migranter over grænsen til EU, samtidig med at de spredte misinformationskampagner om, at EU’s porte stod åbne. Når det kommer til cyber og hybridforsvar kan EU stramme lovgivning og true med sanktioner. Det kan Nato ikke.

EU’s operationer rykker ud på samme måde som Nato’s militære udrykningsstyrker. Ofte er det den samme pulje soldater, landene tager af, men i sin nye strategi har EU lovet at supplere og øge det samarbejde, som både EU og Nato siger er stærkere end nogensinde pga. krigen i Ukraine.

#12

Bliver det ikke dyrt?

Hvis vi fjerner forbeholdet, skal Danmark være med til at betale for EU’s fælles operationer og missioner. Det har finansministeriet regnet ud, ville have kostet Danmark cirka 26,6 mio kr i 2021 ud af forsvarsbudgettet på cirka 27 mia kr. Men da langt størstedelen bliver betalt af de konkrete lande, som har påtaget sig opgaven, afhænger den præcise pris af, hvad Danmark vælger at deltage i uden et forbehold.

I øjeblikket går de største fælles forsvarsbidrag til Fredsfaciliteten (den, som blandt andet betaler for våben til Ukraine), og den betaler Danmark allerede delvist ind til.

Da alt samarbejde er mellemstatsligt, vil det selv uden forbehold foregå sådan, at Danmark lægger sit eget forsvarsbudget og køber sit eget udstyr, og bagefter beslutter Folketinget, om det skal bruges i Nato-, EU- eller FN-sammenhæng – eller et helt fjerde sted.

Der er med andre ord ikke én eneste dansk soldat, der kan rokke med ørerne, eller én eneste dansk kampvogn der kan rulle af sted, før Folketinget har sagt ja, forbehold eller ej.

#13

Så er vi færdige. Åh ja, hvordan plejer det at gå med EU-afstemninger?

Bare fordi det store flertal af Folketingets partier synes, det er vigtigt at fjerne forsvarsforbeholdet, er det ikke lig med, at det sker.

For danskerne plejer at være mere skeptiske end Folketinget. Derfor endte det med et nej til euroen i 2000 og et nej til at udbytte retsforbeholdet med en tilvalgsordning i 2015. Nu håber partierne så, at krigen i Ukraine har rykket danskernes modvilje mod forandring. Det vil vise sig, når vi stemmer 1. juni.

Én ting kan vi dog være sikre på: De andre 26 EU-lande fortsætter med deres fælles forsvarsplaner, fuldstændig som de har aftalt, uanset hvad Danmark beslutter sig for.

Redaktionen bag


Tekst: Karin Axelsson

Animation og Digital tilrettelægger: Kristian Jensen

Udvikling: Martin Stender og Sofie Marie Ottsen Hansen

Fotoresearch: Morten Elbech

Korrektur: Per Lykke

Redaktør: Martin Aagaard


Chef for Politiken Fortæller: Johannes Skov Andersen

Læs mere: