»Det har været svært at følge med i det hele, men jeg har egentlig også forsøgt at undgå det, må jeg indrømme«.
I løbet af valgkampen skriver Ikran Abdiaziz Mohamed og Bianca Louise Alcaraz om at være ung med etnisk minoritetsbaggrund under en valgkamp.
To uger inde i valgkampen føler jeg mig ikke tættere på at finde et politisk hjem.
Derfor har jeg skrevet til Bianca Louise Alcaraz, som er efterkommer af filippinske forældre og frivillig i Mino Ung.
Mit håb er, at det hjælper at udveksle tanker med et andet ungt menneske med etnisk minoritetsbaggrund som måske, måske ikke, deler de samme frustrationer som mig under valgkampen.
Ikran Abdiaziz Mahmoud:
Hej Bianca
Nu har valgkampen været i gang i to uger, og snakken om muslimer og etniske minoriteter har allerede fyldt en del. Suk. Seneste eksempel er det med tørklædebærende hjemmeplejere og regeringens tryghedskampagne.
Jeg kan blive så sur, hver gang de emner får lov til at fylde. Og jeg synes, det gør det svært at følge med i debatter og selve valgkampen. Jeg har selv kun set en enkelt debat indtil videre – den første – og jeg fik ondt i maven over deres måde at betegne etniske minoriteter og muslimer på. Diskussionen om et modtagecenter i Rwanda gik fra at handle om flygtninge til muslimer og så hen til etniske minoriteter, som allerede bor i Danmark.
Jeg er spændt på at høre, hvad du tænker om valgkampen indtil videre. Har du set nogen partilederrunder?
Bianca Louise Alcaraz:
Hej Ikran
Jeg har faktisk haft det på præcis samme måde. Det har været svært at følge med i det hele, men jeg har egentlig også forsøgt at undgå det, må jeg indrømme.
Jeg frygter, at der under en debat vil blive taget emner op, som vil sætte mig i bås, og som vil få mig til at føle mig utilstrækkelig. Det er ikke første gang, at politikerne får os med anden etnisk baggrund til at føle os som en ulempe for det danske samfund. Men det gør det ikke nemmere, for det gør ondt hver gang, og jeg føler, at andre kan få lov til at dømme mig ud fra mit udseende, hvilket gør mig utryg.
Ikran Abdiaziz Mahmoud:
Det forstår jeg virkelig godt! Jeg synes, du har en interessant pointe i, at du på baggrund af politikernes udtalelser føler dig utilstrækkelig og utryg. Synes du ikke, at det er ironisk, at Mette Frederiksen kalder valget et tryghedsvalg?
Jeg tror, hun glemmer alle dem, som føler sig utrygge på grund af hendes udtalelser.
Mit eneste ønske til resten af valgkampen er, at de parkerer den hårde tone over for etniske minoriteter og muslimer. Naivt, I know, men man kan vel håbe?
Bianca Louise Alcaraz:
Hej Ikran
Der er måske lidt håb forude, for har du set, at flere partier nu er begyndt at indse, at udlændingepolitikken er skør. Så måske er der en ændring på vej?
Ikran Abdiaziz Mahmoud:
Ja, det læste jeg godt. Det er helt klart et glimt af håb, men så sent som i sidste uge handlede debatten om, hvorvidt ældre kan få lov til at afvise tørklædebærende hjemmeplejere, så jeg håber på lidt mere fra politikerne, før jeg tør have alt for høje forhåbninger.
Men nu bærer du selvfølgelig heller ikke tørklæde og stammer ikke fra Mellemøsten eller Afrika, som er de lande, som politikerne tit bruger i deres eksempler. Så jeg ville høre, om du føler dig mindre udsat?
Bianca Louise Alcaraz:
Jeg forsøger måske også bare at holde fast i de små sejre. Mest af alt, fordi mine forventninger til dansk politik er så lave. Jeg føler mig aldrig god nok, og jeg føler, at vi hele tiden bliver mindet om, at vi ikke er danske.
I forhold til at føle mig mindre udsat vil jeg ikke benægte, at muslimer og etniske minoriteter fra Mellemøsten og Afrika er mere udsat, men det er ikke ensbetydende med, at jeg føler mig mindre udsat. Det føles lidt, som om det er et spørgsmål om tid, før det had vender mod mig. Under coronapandemien oplevede jeg en del diskrimination og racisme. Det betyder ikke, at vi har samme oplevelser, men jeg kan relatere til og genkende den racisme og diskrimination, andre oplever, på trods af vores forskellige etniciteter.
Men det er vel meget naturligt at føle sig frustreret på vegne af andre, som bliver udsat for de oplevelser, som jeg selv har mærket på egen krop
Ikran Abdiaziz Mahmoud:
Ej, vildt godt skrevet! Det giver meget bedre mening nu.
Men betyder det, du skriver, at du ikke føler dig dansk?
Bianca Louise Alcaraz:
Det betyder meget. Jeg forsøgte at være ærlig og ikke overtænke det.
Jo, jeg føler mig dansk, men det føles næsten, som om andre ikke ser mig som dansk, og at de minder mig om, at jeg ikke hører til i Danmark. Jeg bliver dømt ud fra min hudfarve og mit udseende, og hver dag føler jeg, at jeg skal bevise, hvor dansk jeg egentlig er, selv om jeg er dansk. Jeg er opvokset med at tage i Frederiksberg Have sankthansaften og se bålet brænde på vandet. Jeg ser og elsker de mange julekalendere, der bliver sendt hvert år, og jeg kan synge med på adskillige danske salmer.
Ikran Abdiaziz Mahmoud:
Efter jeg skrev mit essay om at være etnisk minoritet under en valgkamp, fik jeg da også at vide, at jeg aldrig kan blive dansker. At det, at jeg er født og opvokset i Danmark, ikke har nogen betydning. Så uanset hvad, vil der altid være nogle, som mener, at vi ikke er danske.
Bianca Louise Alcaraz:
Ja. Jeg tror, at politikerne glemmer, at de bør repræsentere hele det danske samfund. I stedet laver de generaliseringer om os, og det føles ligegyldigt, hvor meget vi egentlig bidrager til og er en del af samfundet. De stiller konstant krav til integration, men selv når vi er integreret, er det stadig ikke nok, for det er etniske minoriteter, som åbenbart gør andre utrygge i vaskekældre og S-tog, og det er også dem, som gør ældre utrygge på plejehjemmene.
Ikran Abdiaziz Mahmoud:
Hvor vil jeg ønske, at politikerne læser vores beskeder og forstår vores tanker. For gad vide, om de ville turde sige de samme nedladende ord, hvis vi stod foran dem? Det kan være, at de kan indse, hvor stor en betydning de ord, de så hensynsløst kyler afsted, egentlig har. Det kunne være, at det endelig kunne ændre diskursen i valgkampen.
Har du egentlig fundet ud af, hvem du stemmer på?
Bianca Louise Alcaraz:
Jeg ved endnu ikke, hvor jeg skal placere min stemme henne, ud over hvad jeg har set på resultatet fra min kandidattest. Jeg ved bare, at når jeg sætter mit kryds, vil jeg stemme solidarisk og antiracistisk.
Jeg vil have, at min stemme gør en forskel for det samfund, vi er med til at forme, og at vi får et samfund og en stat som repræsenterer et inkluderende og diverst samfund – med plads til alle.