De fleste stemmer for klimaet eller velfærdsstaten. Jeg stemmer for min frihed og retten til at kalde Danmark mit hjem

Jeg er dansk. Det står tydeligt i mit pas. Født i Viborg. Men om lidt bliver min danskhed sat på prøve, når jeg skal ned bag forhænget i den lokale sportshal og sætte mit kryds. Præcis ligesom dig. Men inden jeg sætter mit kryds, gør jeg mig overvejelser, som du formentlig aldrig har gjort dig.

Overvejelser, som ikke alene går på, om rød eller blå blok kan skabe det bedste sundhedssystem, eller om de vil redde klimaet. Men på, hvilket parti der vil kæmpe for min ret til at bære tørklæde og min frihed til at bo i Danmark som etnisk minoritet uden at føle mig udenfor.

Politiken læst op

Jeg er 75 procent enig med Brian Bruun fra DF. En mand, som føler, at mennesker som mig truer danskheden

Jeg er 75 procent enig med Brian Bruun fra DF. En mand, som føler, at mennesker som mig truer danskheden Jeg er 75 procent enig med Brian Bruun fra DF. En mand, som føler, at mennesker som mig truer danskheden

Henter…

09:27

Noget, som besværliggøres af flere af landets politikere. For nylig foreslog Kommissionen for den glemte kvindekamp at forbyde tørklæder i skoler. I sin åbningstale kritiserede statsministeren, at piger, som er født og opvokset i Danmark, bliver tvunget til at bære tørklæde. På den anden side gider Morten Messerschmidt (DF) ikke »alt det med tørklæder, bederum, ramadan og halalkød«, og tirsdag var seks blå partier på et pressemøde først enige, og derefter uenige om, hvorvidt borgere skal have ret til at sige nej til hjemmehjælpere med tørklæde på.

I årevis har flygtninge, indvandrere, muslimer og deres efterkommere været omdrejningspunket i dansk politik, og nu risikerer vores kultur og vores grundlæggende frihedsrettigheder at blive begrænset ved lov. Det kan godt være, at en mulig lov ikke blot gælder islam, men at den rammer alle religiøse symboler – det ændrer dog ikke på, at det primært er min kultur og min identitet, politikerne er ude efter.

Min tvivl på dansk politik er større end nogensinde før, og en undersøgelse viser også, at færre efterkommere af indvandrere stemmer end etniske danskere. Samme undersøgelse viser, at ved valget i 2019 stemte flere efterkommere af indvandrere end nogensinde før. Valget husker jeg tydeligt. Det var mit første, og dengang stjal Stram Kurs’ Rasmus Paludan al opmærksomheden med sine koranafbrændinger og racistiske udtalelser. Et valg senere handler det stadig om minoriteter og muslimer.

I håb om at hjælpe på min fortvivlelse tager jeg en kandidattest for første gang nogensinde.

Jeg er 75 procent enig med DF

Flere hænder til psykiatrien, højere løn til sygeplejersker og bedre normeringer i daginstitutioner. Jeg krydser af i feltet ’meget enig’.

Et tørklædeforbud, en stramning af udlændingepolitik og et modtagelsescenter i Rwanda. Jeg krydser af i feltet ’meget uenig’.

Testen viser, at jeg er mest enig med Alternativet, Frie Grønne og Radikale Venstre.

Jeg scroller videre. Stopper op. Stirrer.

Jeg er 75 procent enig med Brian Borglund Bruun, som stiller op til Folketinget for Dansk Folkeparti.

Det forstår jeg ikke.

Jeg bliver ved med at stirre, som om de 75 procent vil forsvinde fra skærmen. For oppe i hovedet føles det ulogisk og forkert.

Jeg trykker på resultatet for at se, hvilke emner vi er enige om.

Brian Bruun og jeg ønsker begge flere hænder til psykiatrien og daginstitutionerne og højere løn til personalet på landets sygehuse. Emner, som har en stor betydning for mig.

Kun tre emner adskiller os fra at være 100 procent enige: asylansøgere, tørklædeforbud i grundskolen, udlændingepolitik.

Selv om jeg aldrig har taget en kandidattest før, er jeg klar over, at det er sjældent, man er helt enig med en kandidat. Men de tre emner overskygger alt andet for mig. Mine velfærdspolitiske interesser kommer i anden række, og det er ikke med min gode vilje. Jeg gør det af nød. For disse tre emner er grundlæggende for, at jeg kan leve trygt i Danmark.

Jeg har »tunnelsyn«

Testresultatet er forvirrende, for hvordan kan Brian Bruun og jeg være enige på så mange politiske områder, samtidig med at vi er så uenige om tørklædet? Her er vi i hver sin ende af skalaen, og det samme gælder for et modtagecenter i Rwanda. De fleste vil nok stille sig uforstående over, hvorfor jeg går så meget op i emner, som ikke direkte rammer mig. Men det føler jeg, de gør, for jeg har små søstre, som vil blive berørt af et tørklædeforbud, som vil få frataget deres frihed. Jeg har forældre, som er flygtet fra krig og lugten af død, og som engang var asylansøgere.

Uden at overtænke det ringer jeg Brian Bruun op. Jeg fortæller ham, vi er 75 procent enige. At vi begge brænder for psykiatrien og daginstitutioner, men at jeg tilhører en etnisk minoritet og bærer tørklæde.

Det har jeg gjort det meste af mit liv. Uden tvang og med en lyst til at ligne mor tog jeg det på for første gang som 7-årig, og jeg har haft det på lige siden.

I dag handler det ikke længere om at ligne min mor, men mere om lysten til at udfylde min pligt som muslim. Min pligt til Gud, Allah. Tørklædet er en del af mig, det er min identitet, og uden det ville jeg føle, at jeg mister en stor del af mig selv.

Brian Bruun og jeg taler i telefon i over en time, men efterfølgende vil han ikke medvirke i artiklen.

Den måde, jeg fremlægger hans holdninger på, synes han giver en forkert opfattelse, og at jeg udviser »en form for tunnelsyn«. Det synes jeg ikke. Men det er nok et meget godt billede på, at vi argumenterer ud fra vores erfaringer, oplevelser og hver vores sandhed.

Min tvivl er ikke forsvundet, og min søgen efter et politisk hjem er ikke blevet nemmere. Men hvis bare jeg kunne ignorere de tre emner, og jeg kunne skæve til andre partier og fokusere på andre emner. Bare dette ene valg. Præcis som min far overvejer.

Jeg står til venstre, mens samfundet har rykket sig til højre

Min far, Abdiaziz, og jeg sidder i bilen på vej hjem til lejligheden i Aarhus, hvor familien bor, da han fortæller, at han overvejer at stemme blåt.

Vi har altid diskuteret politik derhjemme. Det er vores tradition. Vi sætter os sammen inden et folketingsvalg. Vi diskuterer ikke klima, velfærd eller andre vigtige emner. Det er der ikke plads til, for os handler det om basale rettigheder, og hvilke partier der vil os det bedste. Sådan plejer det i hvert fald at være.

»Aabo, far, du ved godt, at Inger Støjberg og Dansk Folkeparti er i blå blok, ikke? De kan ikke lide mennesker som os«, siger jeg.

»Det kan næsten være lige meget, om man stemmer blåt eller rødt i dag, for selv socialdemokraterne er hoppet med på toget. De taler ikke om andet end indvandrere og muslimer«, siger han.

»Jeg kan lige så godt bruge min stemme på en anden mærkesag i år. Jeg vil gerne fokusere på arbejdsmarkedet, for tonen over for indvandrere og muslimer tror jeg ikke ændrer sig foreløbig«, fortsætter han.

Jeg spørger min mor, Sahra, om hun også overvejer at stemme blåt. Det gør hun ikke. Men hun forstår min fars overvejelser.

»Det er en rød borgmester, som er i spidsen for den kommission, som er kommet med forslaget om et tørklædeforbud i skolerne, så det er meget sigende«, siger hun.

Jeg forstår deres pointer, deres frustration, men jeg har svært ved at give slip på mine rettigheder og give efter for andre mærkesager. Dog virker det hele lidt sort lige nu, og tanken om at stemme blankt har strejfet mine tanker flere gange. Det er ikke, fordi jeg ikke vil dansk politik. Selvfølgelig vil jeg det. Jeg er født i Danmark, men jeg synes, at det hele virker nytteløst. Håbløst.

Til trods for mine forældres frustrationer holder de fast i at stemme. For min mor måtte flygte til Danmark fra Somalia i 1998, mens min far forlod sit land i ruiner i 2000. Et land, hvor der før krigen var militærstyre, og hvor befolkningen ikke gik til valg. De kender følelsen af ikke at have en stemme, og derfor er det særlig vigtigt for dem at få deres stemme brugt.

Dengang de kom til Danmark, var dansk politik noget andet. Min mor husker tilbage på sin tid som flygtning, og hvordan der blev lagt særlig stor vægt på, at Danmark er et land, hvor der er plads til alle, og hvor religionsfriheden respekteres. Sådan er det ikke i dag. For selv om jeg har gået i dansk skole, taler flydende dansk og er integreret, oplever jeg, at samfundet rykker sig længere og længere væk fra mig. Længere til højre, hvor religionsfriheden for muslimer bliver bøjet og grænsen for racisme afprøvet.

Mit første valg i 2019 var for at bremse netop denne udvikling. Min stemme brugte jeg til at protestere imod Stram Kurs, og de kom heldigvis ikke ind. Min stemme havde en betydning. Det betød noget, at indvandrere og deres efterkommere stemte.

Måske er det sådan et demokrati fungerer. At vi alle stemmer for at egennytte-maksimere. For at få flere pædagoger til sit barn i vuggestuen, få sænket arveskatten for at kunne arve sine forældre, eller for at jeg kan føle mig velkommen i mit hjemland.