Klokken er lidt over midnat, og selv om vi sidder fem mennesker i stuen hjemme hos min familie i Aarhus, kan jeg kun høre dybe vejrtrækninger og lyden fra tv’et. Jeg kan mærke, at jeg begynder at få ondt i maven. Nervøsiteten spreder sig i min krop, mens mine øjne flakker mellem optællingen og værterne på skærmen. Alle stemmer er næsten talt op.
I min familie har vi tradition for at stemme det samme. Efter lange diskussioner og nøje overvejelser stemmer vi på det (røde) parti, der vil gøre mest for vores basale rettigheder. Men ikke i år. For første gang nogensinde har mine forældre og jeg stemt på tre vidt forskellige partier.
I år har min far, Abdiaziz, besluttet sig for at stemme for andre mærkesager, men selv kan jeg ikke gå på kompromis med mine basale rettigheder.
Min stemme føles afgørende
Fredag 28. oktober sætter jeg mit kryds i København. Jeg er ikke hjemme på valgdagen, fordi jeg skal hjem til familien i Aarhus. Der er lang kø til at brevstemme, for det er sidste chance inden lukketid. Jeg venter, selv om det betyder, at jeg misser min bus hjem.
Få minutter inden jeg skal stemme, ringer jeg min far op. Han tager den ikke, så jeg prøver min mor. Det føles lidt barnligt, tænker jeg, men jeg har behov for, at bare en af dem fortæller mig, at jeg ikke begår en stor fejltagelse, som jeg først kan lave om på fire år.
Min mor tager heldigvis telefonen.
»Sæt krydset, hvor det føles rigtigt. Du behøver ikke at overtænke det så meget«, siger min mor, Sahra, med sin rolige stemme.
»Jeg har aldrig overtænkt min stemme så meget. Jeg ryster endda, selv om jeg ikke helt forstår hvorfor«, siger jeg med et nervøst grin.
Ved mit første folketingsvalg i 2019 var jeg ikke i tvivl, for jeg havde én opgave: at holde Stram Kurs uden for Folketinget. I år føles min stemme vigtigere, afgørende, for jeg husker især min vrede, da et tørklædeforbud i grundskolen allerede inden valgudskrivelsen blev diskuteret. Irritationen, da blå blok luftede muligheden for at fravælge hjælp med tørklæde i hjemmeplejen. Nervøsiteten, da Inger Støjberg så ud til at få et godt valg i meningsmålingerne. Det er pludselig ikke kun ét parti, jeg skal fokusere på, men mange flere.
Men undervejs i valgkampen er jeg også blevet positivt overrasket. Senest da jeg sad på trappen i Politikens Boghal til Folkes Folketingsvalg, hvor Nye Borgerliges partileder, Pernille Vermund, var gæst. Her indrømmede hun, til min store overraskelse, at der er noget galt med udlændingepolitikken i Danmark. En kvinde, som tidligere er kommet med racistiske og islamofobiske udtalelser. I det øjeblik følte jeg mig en smule håbefuld.
Lige pludselig føltes det ikke som Jordens undergang, hvis min far og mange andre skulle stemme på blå blok, og de får magten til at sætte retningen for Danmark.
Nu er tiden er kommet til, at jeg skal afgive min stemme. Med rystende hænder og stor tvivl får jeg skrevet partibogstavet der i stemmeboksen på Hovedbiblioteket. Ø. Jeg håber, det er det rigtige valg.
Det føles lidt surrealistisk, at det er ovre. Fire uger har jeg været i tvivl og har diskuteret valgkampen med venner og familie, og det tog blot to minutter at stemme.
Jeg føler mig dobbeltmoralsk
Valgdag, klokken er 18, og valgstederne lukker om to timer. Min familie har endnu ikke stemt. De er stadig i tvivl. Min mor, far, storesøster og lillesøster. De spørger hinanden, hvad de har tænkt sig at stemme. Hvad jeg har stemt? Jeg lytter med, observerer og kan mærke, jeg føler mig lettet over at have fået det overstået.
Langt om længe ankommer vi til skolen. I lygtepælene udenfor hænger der udelukkende røde partiers valgplakater. Indenfor i gymnastiksalen er der ikke særlig mange. Ingen kø, så min familie er hurtigt inde bag gardinet, hvor de får sat deres kryds. På vej tilbage til bilen spørger jeg, hvad de har stemt.
»Det er hemmeligt«, siger min far med et grin.
Vi kommer hjem og tænder for fjernsynet. Den første prognose er klar. Det første parti, jeg kigger efter, er Frie Grønne. De har ikke fået min stemme, men jeg håber stadig, at de kommer over spærregrænsen. Vi er uenige om meget, men lederen er ligesom mig etnisk minoritet og muslim. Det ser man ikke særlig tit i dansk politik. Jeg forsøger at holde optimismen oppe, for det virker, som om mange muslimer og etniske minoriteter har stemt. De er ligesom mig frustrerede over de danske politikere og lovgivning målrettet mod muslimer og etniske minoriteter.
Da det tyder på, at de ikke kommer over spærregrænsen, kan jeg mærke, at jeg bliver skuffet. Jeg føler mig dobbeltmoralsk, fordi jeg ikke har givet min stemme til et parti, som vil kæmpe for mine basale rettigheder. I løbet af aftenen når jeg at fortryde ikke at have givet min stemme til Frie Grønne.
Vi er også en del af folket
Vi venter utålmodigt på resultaterne.
På tv taler de om, hvor tæt et valg det er. At et enkelt mandat kan afgøre valget. Dansk Folkeparti er minimeret, men til gengæld er Inger Støjbergs parti det femtestørste parti, og nu holder hun sin sejrstale.
»Nu snakker hun allerede om udlændinge igen«, siger min mor.
Der kan jeg mærke, at min følelse fra trappen i Politikens Boghal forsvinder. Jeg vil ikke have, at blå blok vinder.
0,2 procent af stemmerne mangler at blive talt op.
Jeg holder vejret.
100 procent. Og 87 mandater til rød blok. Tv-værterne siger, at rød blok kan bevare flertallet i Folketinget, hvis der som forventet kommer tre røde mandater fra Nordatlanten.
Jeg springer op fra sofaen. Bryder ud i jubel. Lettelsen er enorm.
Vi smiler stort. Bortset fra min far.
Han forstår ikke vores glæde, men vi forstår heller ikke hans skuffelse.
»Hun repræsenterer ikke mennesker som os. Forstår I ikke det?«, siger han tydeligt frustreret.
»Det ved jeg godt aabo (far, red.) men hun er vores bedste mulighed«, siger jeg.
Mette Frederiksen vil stadig arbejde for at danne en bred regering, som hun gik til valg på, så i skrivende stund er intet sikkert. Men indtil videre er det en sejr. I sin tale siger hun »at Socialdemokratiet er et folkeparti«. Så håber jeg bare, at hun vil huske, at vi også er en del af folket.
fortsæt med at læse
