Forestil dig, at du sidder som 6-årig, i 0. klasse, og dine nye venner prøver at overbevise dig om, at din familie ikke er, som du fortæller, den er. De står fast på, at du altså har en far på trods af dine mange indvendinger om, at det har du ikke. Du har udelukkende tre mødre.
Det er nok svært for de fleste at forestille sig, men der sad jeg for 16 år siden. Den diskussion erfarede jeg var langt fra den sidste, og jeg er træt. Jeg er træt af, at jeg kunne sidde i 3. g og skulle forsvare og forklare, at jeg ikke har en far, på præcis samme måde som jeg skulle tilbage i børnehaveklassen. Jeg har holdt mig selv tilbage og min familie i skjul af ren og skær udmattelse.
