Kender du selv en pædagog, der har betydet noget særligt for dig? Indstil ham eller hende her.
Karine Barnakyan ser noget skeptisk ud, da hun åbner døren fra klasselokalet.
Hendes datter, en journalist og fotograf er nemlig troppet op på hendes arbejde på Kløverskolens afdeling i Huholdt lidt uden for Sønderborg en almindelig mandag formiddag.
Søndag havde hendes chef bedt hende om at møde tidligere ind på arbejdet mandag med den begrundelse , at hendes kolleger skulle til et møde. Det var dog ikke helt rigtigt.
Karine Barnakyans 23-årige datter, Maria Philiposian, var søndag kommet på besøg fra København, så det ærgrede Karine, at de ikke havde mere af morgenen sammen.
»Men selvfølgelig skulle jeg støtte mine kollegaer«, siger hun.
Men Karine Barnakyan havde på fornemmelsen, at hendes datter var ude på noget.
»Da hun kom hjem til os i går, sagde hun, at hun var gået fra banegården, men jeg kunne mærke, at hun var varm. Når man er gået fra banegården hjem til os, så har man ikke varme kinder. Så er man altså lidt kold«, siger hun.
»Det er professionelt«, tilføjer hun, med henvisning til at hun i sit arbejde som specialpædagog er vant til at bruge sine sanser.
Maria Philiposian var rigtignok ikke kommet med toget.
Hun var kørt med Politiken til Sønderborg for at overraske sin mor med nyheden om, at hun netop har indstillet hende til Pædagogprisen, som har til formål at hædre pædagogers arbejde og skabe opmærksomhed om og respekt for faget.
»De udfører arbejde, der er ret hårdt. Og det er vigtigt at sætte fokus på det arbejde, de laver. Især inden for specialpædagogik er det hårdt«, siger Maria Philiposian.
Karine Barnakyan bliver rørt over, at hendes datter har indstillet hende til prisen og fumler først lidt med ordene, da vi møder hende.
Gøre børnene livsduelige
I 1997 flyttede Karine Barnakyan til Danmark fra Armenien, hvor hun havde en grad i pædagogik og psykologi fra universitetet i hovedstaden, Yerevan. Graden blev herhjemme anerkendt som en professionsbachelor.
På rådhuset i Sønderborg blev hun gift med sin mand og begyndte på sprogskole for at lære dansk. Med et gebrokkent dansk fik hun hurtigt arbejde i en almindelig børnehave lidt uden for Sønderborg.
Kort tid efter fik hun nyt job, hvor hun begyndte at arbejde med børn med fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser. I snart 20 år har hun arbejdet inden for specialpædagogikken:
»For mig er det spændende, hvordan jeg kan ændre noget for børnene. At de bliver livsduelige, så meget som jeg kan hjælpe dem med det. Jeg kan ikke ændre verden, men jeg bliver meget glad, når jeg kan se, at børnene rykker sig bare en lille smule. Det motiverer mig«, siger hun i frokoststuen, da chokket oven på overraskelsen har fortaget sig en smule.
Bag hende hænger en tavle, hvor overskriften lyder ’Dagens humør’. Her kan skolens seks børn selv klistre små smileys op, der afspejler deres humør. Det er ikke helt højt hos dem alle.
Efter to årtier inden for faget er Karine Barnakyan vant til at arbejde med børn, der er mere udfordret end andre. Men det har også været psykisk hårdt for hende, fortæller hun.
»Jeg bruger meget tid på at tænke over, hvordan jeg kan hjælpe dem. Efterhånden har jeg lært at håndtere det«.
Sideløbende med arbejdet har hun taget en diplomuddannelse i specialpædagogik, hvor hun i særdeleshed lærte mere om neuropsykologi og neuropædagogik – viden, der er særlig vigtigt i arbejdet med mennesker med funktionsnedsættelser, diagnoser og handikap.
»Jeg lærte selvfølgelig noget nyt, men meget af det var ikke helt nyt for mig. Med uddannelsen fik jeg bekræftet, at mange af de ting, jeg gjorde i forvejen, var rigtige«, siger Karine Barnakyan, der også har været tillidsrepræsentant i ti år og tager et kursus for ledertalenter.
Fjer, malerpensler og massage
Når Karine Barnakyan møder på arbejde om morgenen, forsøger hun at aflæse, hvor det enkelte barn er netop den dag. Børnenes humør og adfærd kan ændre sig meget fra dag til dag, fra minut til minut.
»Jeg kan lynhurtigt se det på deres bevægelser. Måske kan jeg fornemme, hvis de har haft en dårlig morgen, og så prøver jeg at finde frem til, hvad der er med dem, så jeg kan ændre aktivitetsniveauet. Jeg bruger mine sanser rigtig meget. Jeg har en sjette sans, tror jeg«, siger hun.
Hvis et barn er udadreagerende, benytter Karine Barnakyan sig af forskellige metoder til at få ham eller hende til at slappe af. Måske sætter hun noget stille musik på. Eller hun kan fortælle en historie om, at de skal ned i butikken og købe mel, sukker, æg og smør til at kunne lave pandekager, mens hun på deres ryg laver små bevægelser, der illustrerer ingrediensernes tekstur.
Ofte bruger hun også fjer eller en ren malerpensel til at køre blidt hen over børnenes ansigter eller arme.
»Hvis barnet har uro i kroppen eller ikke kan falde til ro, så kan det selvfølgelig ikke lære noget som helst. Men ikke alle børn kan lide at blive rørt ved. Så laver vi noget andet. Måske spiller vi et spil. Det handler om at fange det enkelte barns interesse, og det er meget individuelt«, siger Karine Barnakyan.
Selv om hun forsøger at sætte rammer og forme en struktur, så er ingen hverdage ens, fortæller hun. I dag er ingen undtagelse.
Men klokken er blevet 11.30. Det er tid til, at børnene skal spise frokost, og Karine Barnakyan skal tilbage til arbejdet.