Charlie Kongsø sidder omvendt på en kontorstol med armene hængende over ryglænet. Rundt om bordet foran ham sidder seks af de drenge og piger, der var med til Jyllinge Festival i weekenden.
»Var det dig eller Lærke, der ringede til mine forældre«, spørger en pige klædt i grå hættetrøje. Hun går i 7. klasse.
»Det var mig. Fordi du skulle hjem«, svarer Charlie Kongsø, der er pædagog i ungdomsklubben Poplen i Jyllinge.
De andre omkring bordet går også i 7. klasse og har i weekenden haft et af deres første møder med alkohol. Nogle med o.k. fra forældrene, mens andre efterfølgende har oplevet repressalier.
»I skal bare overveje, om det er noget, I skal starte på så tidligt«, lyder det roligt fra Charlie. »Tal med jeres storebrødre eller storesøstre om, hvad der vil ske, hvis I begynder at drikke nu«.
En af drengene på 12 år fortæller, hvordan han kunne købe øl i Netto og Lidl uden at blive spurgt om id. Han endte med at blive så fuld, at han kastede op og efterfølgende faldt i søvn på toilettet.
»Blev dine forældre ikke sure«, spørger Charlie Kongsø.
Jo, hans forældre blev da »skidesure«, men dagen efter havde de en mere rolig snak om det, fortæller han.
For 31-årige Charlie Kongsø er det vigtigt ikke at dømme de unge, men at prøve at forstå dem. Han forsøger at huske på, hvordan han selv var, da han var ung, fortæller han uden for teenagernes påhør på ungdomsklubbens kontor.
»Man må altid vurdere det enkelte barn. Men nogle gange kan der også blive overdrevet lidt. Man kan spørge: Hvor mange øl drak du i går? 15 øl! Og måske blev der i virkeligheden snuset til 2. I så fald er der jo ingen idé i at begynde at ringe rundt til alle mulige, så snart et ungt menneske åbner munden. Det handler om ikke at være dømmende. Og acceptere, at sådan er det at være ung«, siger han.
»Jeg har også været ung og drukket forældrenes øl og røget deres cigaretter. Men jeg skal ikke fortælle dem, hvordan de skal være, de skal også have lov at begå deres egne fejl«.
Fra LAN-party til rumpenissejagt: Her er vinderne af Politikens Pædagogpris 2020De unges ven
Ved siden af sit daglige arbejde som pædagog oplevede Charlie Kongsø sidste år noget temmelig opsigtsvækkende for ham selv: Han var en af de pædagoger, der fik Politikens Pædagogpris for skolefritidstilbud.
Begrundelsen lød blandt andet, at han er »de unges ven, der altid er klar med støtte og et trygt rum«.
»Han har hjulpet både mig og mine venner, når vi har haft det svært enten derhjemme eller mellem hinanden«, fortalte en ung indstiller sidste år.
»Det har været en fuldstændig vild tid i mit liv. Jeg arbejder jo ret low key. Jeg finder ud af, om mit arbejde virker, ved at børnene bliver ældre og bliver voksne mennesker. Jeg er langtfra i fokus, og lige pludselig var jeg i front. Det var sindssygt nervepirrende for mig! Det har jeg egentlig ikke behov for«, siger han.
I Charlies Kongsøs musiklokale er der propfyldt med unge og fællesskabVed siden af sit klubarbejde fungerer Charlie Kongsø også som støtteperson for flere af teenagerne og har et pladeselskab, hvor de kan mødes om musik og få et sundt fællesskab i stedet for at hænge på gaden, når de har fri.
I forbindelse med Pædagogprisen ligger det ham på sinde at lægge vægt på, at der findes et team bagved: dem, der laver andre pædagogiske aktiviteter som at danse eller spille fodbold, sparrer med de unge, laver mad, og som tager sig af de mere praktiske opgaver.
Med prisen håber han, at pædagogarbejdet i højere grad bliver anerkendt som et »ægte fag«:
»Det er et fag, der er præget af besparelser, og samtidig et fag, som skal kunne rumme sindssygt meget. Fra at lave mad og gøre rent til at finde ud, hvad jeg skal gøre med den her pige, der skærer i sig selv. Der er sociale medier, misbrug, musikfællesskaber, dansefællesskaber, de 17 verdensmål! Det er vildt godt, at pædagoger bliver anerkendt for at kunne alt det til den dårlige løn, det jo er. Et skulderklap til de mennesker synes jeg er fair«, siger Charlie Kongsø.
Man kan sige fra gennem rap
Han lader ikke til at have været i tvivl om, hvorvidt pædagogfaget var den rette vej for ham. Med sit arbejde håber han at gøre en forskel for de unge mennesker, så de undgår at hænge for meget ud på gaden og ikke bliver fristet til at takke ja til kokain fra en fremmed.
Charlie Kongsø forsøger at bruge sine egne livserfaringer i arbejdet som pædagog:
»Min tilværelse har ikke altid været nem, og måske er det det, der gør en god pædagog. At man ved, hvad det vil sige at have det svært. Jeg kan se på dem, at det, de unge gør, måske kan føre til noget andet, og at det er nu, jeg skal være opmærksom. Jeg har nogle erfaringer, man ikke kan læse sig til i en bog«, siger han.
I pladeselskabet, han ejer sammen med to socialpædagoger og en socialrådgiver, tager han de unge med hen og indspiller rap, som de selv har skrevet. Der, fortæller Charlie Kongsø, får de et rum til at sige fra over for nogle ting i deres liv, de ellers har svært ved at sætte ord på.
»Det er lyrik. Og disciplinen rap tager udgangspunkt i én selv, hvem man er, og hvad man oplever. Er man en dreng, der ikke kommer fra Danmark, og som måske er gået hertil, er der masser af oplevelser, der er forbundet med det, og som kan komme ned på papiret«.
Charlie Kongsø lader til at være pædagog, selv når han har fri. Han fortæller om den til tider svære grænse mellem at være »de unges ven« og den autoritære person, der sender en underretning til kommunen, når det rækker ud over hans ansvarsområde:
»Hvis jeg har en ung, der er begyndt at ryge meget hash, er det ikke mig, der skal være misbrugsterapeut. Jeg skal mere påtage mig den koordinerende rolle. Det interessante ved pædagogarbejdet er at vide, hvornår man går fra at være en lyttende voksen til at være en mere autoritær person, der bliver nødt til at informere forældrene og måske skrive en underretning«, siger han.
Hvad kommer han selv til at lægge vægt på, når han i efteråret skal være med til at udvælge de nominerede pædagoger?
»Hvad der føles rigtigt«.
Kender du selv en dygtig pædagog, der fortjener en pris? Så indstil dem her.
fortsæt med at læse
