Et blødt og venligt klap rammer ryggen af Victors hvide T-shirt, da Susanne Christensen går forbi ham og nogle af hans kammerater ude på gangen.
»Så, Victor, så skal vi ind», siger hun i forbifarten på vej ind til klasselokalet, hvor 7.a på Virum Skole i Lyngby-Taarbæk Kommune hører til.
Eleverne finder deres plads på et af de 14 tomandsborde, og der bliver hurtigt stille, bortset fra en søvndyssende summen fra en bordventilator i lokalet, hvor luften ligger varm og tung. Dansklæreren tager en grøn tusch i hånden og fortæller, hvad programmet står på og skriver det samtidig ned på whiteboardet. Klassen har læst i den socialrealistiske roman ’En dygtig havfrue’, og nu skal der fortolkes på hovedpersonen Stephanie, der er 13 år og barn af en svær skilsmisse.
»Vi skal lave noget opsamling om opfattelsen af social arv i romanen. Det skal I arbejde med sammen med en makker. Jeres partner for den næste periode er sat op her. Jeg sætter 20 minutter af til seancen«, siger hun og peger hen på en liste med alle navnene listet op i makkerpar.
