0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Nima Taheri
Foto: Nima Taheri

Indstil din favorit: Nu skal Politikens Pædagogpris uddeles for anden gang

Politikens Pædagogpris handler om anerkendelse, påskønnelse og faglig inspiration.

Det handler om respekt. Og det handler om Lone, Lars og Carsten.

Så kort kan det siges, når Politikens Pædagogpris nu vil hylde dem, der hver dag gør en helt særlig indsats på børneområdet.

I foråret 2019 blev der med demonstrationer og det store spørgsmål »Er der en voksen til stede?« for alvor sat fokus på arbejdsforhold for pædagogerne, minimumsnormeringer i daginstitutioner og pædagoguddannelsens faglighed. Siden har regeringen og støttepartierne lavet en aftale om minimumsnormeringer, som dog stadig mangler at blive ført helt ud i livet.

Aftalen sikrer, at der i 2024 skal være minimum én pædagogisk medarbejder til tre børn i vuggestuen og én til seks børn i børnehaven.

Derfor er det – særligt lige nu – vigtigt at sætte fokus på det gode pædagogiske håndværk. For det er i mødet mellem pædagog og barn, det vigtigste foregår.

Det oplever jeg igen og igen i mit arbejde som uddannelsesredaktør. Men jeg har også oplevet det som far til to børn, der nu er blevet voksne. Især tre af de pædagoger, mine egne børn har mødt på deres vej, har gjort indtryk på mig. Det var Lone, Lars og Carsten, der i sin tid tog imod dem i bussen, som fra ’Opsamleren’ i Valby hver dag kørte en busfuld unger til udflytterbørnehaven Kattingeværk ved Roskilde Fjord.

Jeg vil aldrig glemme følelsen af at vinke farvel ved bussen i børnehaven, hvor der i den første tid var tårer og betuttede ansigter bag busruden. Heller ikke, hvordan det var at tage imod søvndrukne børn med røde kinder og lugt af bål i håret om eftermiddagen, når bussen vendte tilbage. Eller hvordan Lone, Lars og Carsten lærte mine og utallige andres børn at hoppe selvsikkert ind i bussen, nysgerrigt at samle en frø eller bille op med hænderne på vandreture i skoven og at være gode kammerater for de andre børn i børnehaven. Og hvordan de alle tre evnede at fortælle os forældre, hvordan de så og oplevede børnenes udvikling.

Fik jeg sagt tak tydeligt nok? Det håber jeg. Men havde der dengang været en pædagogpris, havde jeg haft mulighed for at udtrykke min taknemmelighed og respekt på en mere sigende måde end ved at hænge et julekort om halsen på en flaske rødvin.

Lone, Lars og Carsten har derfor tit været i mine tanker, mens vi har forberedt Politikens Pædagogpris. Og jeg ved, at begge mine børn husker dem og i dag sætter pris på alt det, de fik med fra børnehaven.

Hyldest til faget

Det er en tillidserklæring, når forældre dagligt overlader det dyrebareste, de har, til det pædagogiske personale i dag- og fritidstilbud. Og det er et paradoks, at det pædagogiske personale ikke vises større respekt, hvad angår uddannelse, løn og arbejdsvilkår.

Pædagogprisen er derfor en hyldest til faget, og det er vores håb, at den kan være med til at højne respekten for det pædagogiske personales arbejde. For den enkelte pædagogiske medarbejder eller for de pædagogteams, der kan inspirere andre.

Formålet med Politikens Pædagogpris er at fremhæve de kompetente pædagoger, højne respekten om faget og dermed styrke pædagogernes status – såvel i befolkningen som på politisk niveau.

Tre mål

Prisen har især tre mål: anerkendelse, faglig udvikling og inspiration.

Prisen er en invitation til at vise anerkendelse ved at skrive en indstilling. Det kan være børn og unge i skolen, som har lyst til at sige tak til de pædagoger, som de har mødt på deres vej. Det kan også være forældre, der med en indstilling påskønner de mennesker, der dagligt gør en forskel for deres børn. På den måde vil indstillingerne i sig selv medvirke til at øge stoltheden over det pædagogiske arbejde.

Indstillingerne bliver vurderet af et fagligt panel, der har blik for udvikling af faget. Panelet skal ud fra beskrivelser i indstillingerne udpege pædagogiske medarbejdere, som er stærke repræsentanter for faget. Og vi er heldige, at stærke faglige eksperter, en pædagog samt en forældrerepræsentant har indvilliget i at bruge tid og kræfter på at foretage det svære valg.

Politikens Pædagogpris handler også om inspiration, fordi vi beskriver gode eksempler på det pædagogiske fag i Politiken. De indstillede og prismodtagerne vil blive beskrevet i Politiken, hvor der vil være fokus på, hvad de faktisk gør for at løfte og udvikle børn i praksis. På den måde supplerer den journalistiske dækning af prisen Politikens mangeårige fokus på området. Og Politiken vil fortsat have skarpt fokus på, om børnenes statsminister og den øvrige regering lever op til de mange ord og løfter om bedre arbejdsforhold på daginstitutioner.

De tre elementer, anerkendelse, faglig udvikling og inspiration, går som en rød tråd gennem dækningen af prisen.

Det hele afsluttes med en fest for vinderne og for det pædagogiske arbejde. Og forhåbentlig med respekt. For Lone, Lars og Carsten og alle de andre, som dagligt møder vores børn i øjenhøjde i dag- og fritidstilbud.

Indstil din yndlingspædagog på politiken.dk/pædagogprisen

Læs mere:

Indstil pædagog

Partner

  • Politikens Pædagogpris er støttet af Velfærds- og forskningsfonden for pædagoger

    Politikens Pædagogpris er støttet af Velfærds- og Forskningsfonden for Pædagoger, som har et særligt fokus på bedre børneliv. Fondens formål er fremme af børns og pædagogers vilkår i velfærdssamfundet, herunder udvikling og forskning inden for området i bred forstand.

Annonce